Forslag til Rådets direktiv om ændring af direktiv 77/388/EØF med hensyn til ordningen for fradrag af merværdiafgift (98/C 219/11) KOM(1998) 377 endelig udg. - 98/0209(CNS)

(Forelagt af Kommissionen den 17. juni 1998)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 99,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet,

under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg, og

ud fra følgende betragtninger:

De i Rådets ottende direktiv 79/1072/EØF af 6. december 1979 (1), som senest ændret ved akten vedrørende vilkårene for Kongeriget Norges, Republikken Østrigs, Republikken Finlands og Kongeriget Sveriges tiltrædelse og tilpasningerne af de traktater, der danner grundlag for Den Europæiske Union, fastsatte regler for tilbagebetaling af merværdiafgift til afgiftspligtige personer, der ikke er etableret i indlandet, skaber i praksis betydelige problemer såvel for virksomheder som for de nationale administrationer;

i Kommissionens rapport om resultaterne af anden fase af SLIM-initiativet anbefales det, at mulighederne for og metoderne til en gennemgribende revision af de i ottende direktiv omhandlede regler for tilbagebetaling undersøges;

den eneste ændring, der effektivt kan bidrage til en væsentlig forenkling af det fælles merværdiafgiftssystem i almindelighed og af tilbagebetalingsproceduren i særdeleshed, består i at give den afgiftspligtige person tilladelse til at fradrage merværdiafgift, der er erlagt i en medlemsstat, hvor han ikke er etableret, ved en direkte modregning i det afgiftspligtige beløb i en medlemsstat, hvor han foretager fradragsberettigede transaktioner;

med henblik på at indføre retten til for enhver afgiftspligtig person, der er etableret i Fællesskabet, at fratrække merværdiafgift, der er erlagt i en medlemsstat, hvor han ikke er etableret, er det nødvendigt at ændre artikel 17 i Rådets sjette direktiv (77/388/EØF) af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter - Det fælles merværdisystem: ensartet beregningsgrundlag (2);

denne ændring nødvendiggør, at der indføres et refusionssystem mellem medlemsstaterne, der gør det muligt for den medlemsstat, hvor den afgiftspligtige person er etableret, at få refunderet det fratrukne merværdiafgiftsbeløb i den medlemsstat, hvor afgiften er betalt;

af hensyn til refusions- og kontrolsystemet er det nødvendigt at pålægge de afgiftspligtige personer en bindende forpligtelse til at supplere deres periodiske angivelser med et særligt dokument, hvori de opdelt efter medlemsstat angiver de merværdiafgiftsbeløb, der er erlagt i andre medlemsstater, og for hvilke de udøver deres fradragsret, samt som bilag til dette særlige dokument at vedlægge en genpart af fakturaerne eller importdokumenterne;

alle de i ottende direktiv fastsatte administrative formaliteter bliver til gengæld formålsløse, og derfor er denne nye forpligtelse ikke i strid med målsætningen om en forenkling af den samlede procedure ligesom den heller ikke berører ophævelsen af ottende direktiv;

der sker en væsentlig forenkling af de foranstaltninger, som de afgiftspligtige personer skal træffe for at få tilbagebetalt merværdiafgiften erlagt i en medlemsstat, hvor de ikke er etableret;

desuden forenkles administrationen af ordningen, samtidig med at der tilvejebringes bedre kontrolmuligheder;

disse ændringer er under alle omstændigheder kun af midlertidig karakter, eftersom de bliver formålsløse med ikrafttrædelsen af det nye fælles merværdiafgiftssystem, der er baseret på princippet om et enkelt beskatnings- og fradragssted;

for at sikre en fortsat respekt af princippet om merværdiafgiftens neutralitet er det nødvendigt, at forenklingen af proceduren for tilbagebetaling af den afgift, der er betalt i en anden medlemsstat end den, hvor den afgiftspligtige person er etableret, gennemføres sideløbende med en tilnærmelse af bestemmelserne vedrørende fradragsretten;

den henstilling, der er indeholdt i Kommissionens rapport om SLIM-initiativet, etablerer ligeledes en forbindelse mellem disse to temaer;

visse udgifter, der afholdes i forbindelse med transaktioner, der er relateret til virksomhedens normale drift, er i mange tilfælde tillige bestemt til privat brug og har dermed karakter af at være endeligt forbrug;

opdelingen af afholdte udgifter i udgifter, der anvendes til erhvervsmæssige formål, og udgifter, der anvendes til privat brug, kan ikke altid kontrolleres præcist og dette indebærer en risiko for misbrug og skattesvig;

i den nuværende situation er de forskellige medlemsstaters bestemmelser om undtagelser fra og begrænsninger af fradragsretten yderst uensartede, hvilket kan føre til konkurrencefordrejning;

denne uensartethed er ikke et nyt fænomen, men med det indre markeds iværksættelse i 1993 blev det endnu tydeligere, at denne uensartethed kan føre til konkurrencefordrejning i den internationale samhandel, for så vidt som virkningerne heraf afspejles i prisen på goder og tjenesteydelser;

problemet vedrørende såvel den blandede erhvervsmæssige som den private karakter af disse udgifter og de hermed forbundne kontrolproblemer gør sig især gældende for udgifter i forbindelse med personbiler, udgifter til logi, mad og drikkevarer samt udgifter til luksusforbrug, underholdning og repræsentation;

under hensyntagen til de forskelligartede erhvervsformål og de forskelligartede kontrolproblemer er det hensigtsmæssigt at fastsætte forskellige ordninger for de ovennævnte udgiftskategorier; idet de normale fradragsregler finder anvendelse for udgifter, for hvilke der ikke i direktivet er fastlagt særlige regler;

for så vidt angår udgifter i forbindelse med personbiler er det hensigtsmæssigt at fastsætte en fakultativ ordning, der giver medlemsstaterne mulighed for at anvende en forenklet procedure til at fastslå den ikke-erhvervsmæssige anvendelse af personbiler, idet de overlades et vist skøn inden for rammerne af den fakultative ordning;

hvad angår udgifter til logi, mad og drikkevarer skønnes en ordning med et fast begrænset fradragsret at være den mest hensigtsmæssige metode til at tage højde for disse udgifters på én gang erhvervsmæssige og private karakter;

udgifter til luksusforbrug, underholdning eller repræsentation bør udelukkes fra fradragsret, eftersom sådanne udgifter ikke er af streng erhvervsmæssig karakter;

tilnærmelsen af de nationale lovgivninger vedrørende de udgifter, der er omhandlet i nærværende direktiv, har til formål at stadfæste den generelle fradragsordning som fastsat i sjette direktiv 77/388/EØF gennem en begrænsning af undtagelserne til de udtrykkeligt omhandlede tilfælde -

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

Artikel 1

I direktiv 77/388/EØF foretages følgende ændringer:

1) Artikel 17, stk. 6, ophæves.

2) Følgende artikel 17a, 17b og 17c indsættes:

»Artikel 17a

Begrænsninger af fradragsretten

1. For udgifter i tilknytning til personbiler, der ikke udelukkende anvendes til erhvervsformål, kan medlemsstaterne fastsætte en øvre procentsats for fradrag i merværdiafgiften, som ikke må være mindre end 50 % af denne afgift.

De i det foregående afsnit omhandlede bestemmelser finder ikke anvendelse på personbiler, som udgør grundlaget for den afgiftspligtige persons erhvervsmæssige virksomhed, eller som er strengt nødvendige for udøvelsen af den erhvervsmæssig virksomhed, og heller ikke på goder eller tjenesteydelser i tilknytning til disse biler, såfremt den erhvervsmæssige anvendelse af køretøjerne er mindre end 10 %.

Som »personbil« anses ethvert andet vejtransportkøretøj, herunder et påhængskøretøj, end de køretøjer, for hvilke det af konstruktionstypen eller udstyret fremgår, at de udelukkende er beregnet til transport af varer, til industrielle eller landbrugsmæssige formål, eller som har mere end ni siddepladser, iberegnet førerens plads.

Som »udgifter i tilknytning til personbiler« betragtes navnlig udgifter til erhvervelse, herunder lønforarbejdningsydelser og tilsvarende, fremstilling, indførsel, leasing, leje, brug, ombygning, reparation og vedligeholdelse samt udgifter til køb eller tjenesteydelser i tilknytning til de ovennævnte køretøjer.

2. For så vidt angår andre udgifter til logi, mad og drikkevarer end de udgifter, som en afgiftspligtig person afholder i forbindelse med levering af logi, mad og drikkevarer mod vederlag, fastsættes fradraget til 50 % af den hermed erlagte merværdiafgift.

3. De i stk. 1 og 2 fastsatte bestemmelser finder anvendelse med forbehold af artikel 17, stk. 5.

Artikel 17b

Udelukkelse af fradragsret

Følgende udgifter er udelukket fra retten til fradrag:

a) Udgifter i tilknytning til personbiler, når den erhvervsmæssige anvendelse heraf er mindre end 10 % som fastsat i artikel 17a, stk. 1

b) udgifter til luksusforbrug, underholdning eller repræsentation.

Artikel 17c

Overgangsforanstaltning

De i artikel 17a og 17b omhandlede bestemmelser finder kun anvendelse i de tilfælde, hvor merværdiafgiften forfalder, efter at de nævnte bestemmelser er trådt i kraft i den pågældende medlemsstat.«

3) I artikel 20, stk. 3, tilføjes et tredje og fjerde afsnit:

»De i første afsnit omhandlede berigtigelse finder ligeledes anvendelse ved videresalg af en personbil, hvor den afgiftspligtige person i forbindelse med den ved anskaffelsen, fremstillingen eller indførslen erlagte afgift alene har været berettiget til at fradrage afgiften i henhold til artikel 17a, stk. 1.

Det beløb, der fremkommer ved den i det foregående afsnit omhandlede berigtigelse, kan under ingen omstændigheder overskride det beløb, der fremkommer ved anvendelse af den gældende sats for personbiler på beskatningsgrundlaget for videresalget.«

4) I artikel 28f, stk. 1, foretages følgende ændringer:

a) artikel 17, stk. 3, første punktum, affattes således:

»Under forbehold af stk. 3a indrømmer medlemsstaterne ligeledes enhver afgiftspligtig person fradrag for eller tilbagebetaling af den i stk. 2 omhandlede merværdiafgift, dersom goderne og tjenesteydelserne anvendes til følgende formål:«

b) stk. 3a, 3b og 3c indsættes i artikel 17:

»3a. I det omfang goder og tjenesteydelser anvendes i forbindelse med afgiftspligtige transaktioner eller transaktioner omhandlet i stk. 3, indrømmer medlemsstaterne ligeledes enhver afgiftspligtig person fradrag for:

a) den merværdiafgift, som skyldes eller er erlagt i en medlemsstat, hvor den afgiftspligtige person ikke er etableret, for goder og tjenesteydelser, der er eller vil blive leveret til ham af en anden afgiftspligtig person

b) den merværdiafgift, som skyldes eller er erlagt for goder indført i en medlemsstat, hvor den afgiftspligtige person ikke er etableret.

Når den afgiftspligtige person er udpeget som afgiftspligtig i flere medlemsstater, indrømmes fradragsretten i den medlemsstat, hvor de afgiftsbelagte transaktioner eller de i stk. 3 omhandlede transaktioner, i forbindelse med hvilke goderne og tjenesteydelserne anvendes, foretages. Når goderne og tjenesteydelserne anvendes inden for rammerne af den afgiftspligtige persons erhvervsmæssige virksomhed, og de ikke kan henregnes til de beskattede transaktioner eller de i stk. 3 omhandlede transaktioner, indrømmes fradragsretten i den medlemsstat, hvor den afgiftspligtige person har hjemsted for sin erhvervsmæssige virksomhed.

3b. Med henblik på anvendelsen af den foregående bestemmelse forstås ved »afgiftspligtig person, der ikke er etableret i indlandet«, enhver afgiftspligtig person, som på det pågældende område hverken har haft hjemsted for sin økonomiske virksomhed eller et fast forretningssted, hvorfra der foretages levering af goder eller tjenesteydelser, eller, i mangel af et sådant hjemsted eller fast forretningssted, sin bopæl eller sit sædvanlige opholdssted, og som ikke har leveret sådanne goder eller tjenesteydelser, der må betragtes som leveret i den omhandlede medlemsstat, med undtagelse af:

a) transportydelser og tjenesteydelser i tilknytning til disse transportydelser, som i medfør af artikel 14, stk. 1, litra i), artikel 15 eller artikel 16, stk. 1, punkt B, C og D, er fritaget for afgift

b) levering af goder eller tjenesteydelser, for hvilke aftageren af disse transaktioner er udpeget som betalingspligtig i henhold til artikel 21, stk. 1, litra a)

c) levering af tjenesteydelser, når afgiften i henhold til artikel 21, stk. 1, litra b), alene påhviler aftageren heraf.

Når den merværdiafgift, som den afgiftspligtige person i medfør af stk. 3a er berettiget til at fradrage, er angivet i en anden valuta end den af den medlemsstat, hvor fradragsretten er indtrådt, anvendte valuta, og dersom en af de to berørte medlemsstater ikke anvender euroen som national valuta, fastsættes omregningskursen på det tidspunkt, hvor afgiften indtræder, efter de gældende fællesskabsbestemmelser for beregning af toldværdien.

Ved anvendelsen af henholdsvis stk. 3a og nærværende stykkes første og andet afsnit sikrer medlemsstaterne, at en afgiftspligtig person ikke udelukkes fra retten til fradrag i sådanne tilfælde, hvor han er i besiddelse af en faktura, der indeholder alle de i artikel 22, stk. 3, litra b), nævnte oplysninger.

3c. Rådet, der træffer afgørelse efter den i artikel 99 i traktaten fastsatte procedure, vedtager de foranstaltninger vedrørende refusionssystemet og det administrative samarbejde mellem medlemsstaterne, som er nødvendige for, at den i stk. 3a og 3b omhandlede fradragsordning kan fungere.«

c) artikel 17, stk. 4, affattes således:

»4. Den i stk. 3 omhandlede tilbagebetaling af merværdiafgift foretages til afgiftspligtige personer, der ikke er etableret i Fællesskabet, i henhold til de gennemførelsesbestemmelser, der er fastsat i direktiv 86/560/EØF.

De i artikel 1 i direktiv 86/560/EØF omhandlede afgiftspligtige personer, der i indlandet kun har foretaget leveringer af goder eller tjenesteydelser, for hvilke aftageren af disse transaktioner er udpeget som betalingspligtig i overensstemmelse med artikel 21, nr. 1, litra a), skal ligeledes i forbindelse med anvendelsen af nævnte direktiv betragtes som afgiftspligtige personer, der ikke er etableret i Fællesskabet.

Direktiv 86/560/EØF finder ikke anvendelse på levering af goder, der er eller kan fritages for afgift i henhold til artikel 28c, punkt A, når de således leverede goder forsendes eller transporteres af erhververen eller for hans regning.«

5) I artikel 28h foretages følgende ændring:

Følgende litra d) indsættes i artikel 22, stk. 4:

»d) Dersom den afgiftspligtige person udøver en fradragsret i medfør af artikel 17, stk. 3a, skal denne til angivelsen føje et særligt dokument, hvori er anført beløbet for de fradrag, der skal foretages, opdelt efter medlemsstat.

Som dokumentation for disse beløb skal den afgiftspligtige person som bilag til dette særlige dokument vedlægge en genpart af fakturaer eller importdokumenter.

Det særlige dokument skal ligeledes indeholde en skriftlig erklæring fra den afgiftspligtige person om, at han ikke er momsregistreret i de medlemsstater, hvor den i henhold til artikel 17, stk. 3a, fradragsberettigede merværdiafgift skyldes eller er erlagt.«

Artikel 2

Direktiv 79/1072/EØF ophører med at have retsvirkning fra den 1. januar 1999.

Artikel 3

1. Medlemsstaterne vedtager de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige med henblik på gennemførelsen af dette direktiv med virkning fra den 1. januar 1999. De underretter Kommissionen herom.

Når medlemsstaterne vedtager disse love og administrative bestemmelser, skal de indeholde en henvisning til dette direktiv, eller de skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for denne henvisning fastsættes af medlemsstaterne.

2. Medlemsstaterne underretter Kommissionen om de love og administrative bestemmelser, de vedtager med henblik på anvendelsen af dette direktiv.

Artikel 4

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Artikel 5

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

(1) EFT L 331 af 27.12.1979, s. 11.

(2) EFT L 145 af 13.6.1977, s. 1. Direktivet er senest ændret ved direktiv 96/95/EF (EFT L 338 af 28.12.1996, s. 89).