(1)

Unionen har sat sig som mål at bevare og udbygge et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Med henblik på gradvis at indføre et sådant område skal Unionen vedtage foranstaltninger vedrørende retligt samarbejde i straffesager baseret på princippet om gensidig anerkendelse af domme og retsafgørelser, som normalt er blevet betegnet som en hovedhjørnesten i det retlige samarbejde i straffesager i Unionen siden Det Europæiske Råd i Tammerfors den 15. og 16. oktober 1999.

(2)

Foranstaltninger til at indhente og sikre elektronisk bevismateriale får stadig større betydning for strafferetlige efterforskninger og retsforfølgelser i hele Unionen. Effektive mekanismer til at indhente elektronisk bevismateriale er afgørende for at bekæmpe kriminalitet, og sådanne mekanismer bør være underlagt betingelser og garantier, der sikrer fuld overholdelse af de grundlæggende rettigheder og principper, der er anerkendt i artikel 6 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) og i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (chartret), navnlig principperne om nødvendighed og proportionalitet, retfærdig rettergang, beskyttelse af privatlivet og personoplysninger samt telekommunikationshemmeligheden.

(3)

I den fælles erklæring af 24. marts 2016 fra justits- og indenrigsministrene og EU-institutionernes repræsentanter om terrorangrebene i Bruxelles understreges behovet for, som en prioritet, hurtigere og mere effektivt at sikre og indhente digitalt bevismateriale og for at fastlægge konkrete foranstaltninger til at gøre dette.

(4)

Rådet understregede i sine konklusioner af 9. juni 2016 den stigende betydning af elektronisk bevismateriale i straffesager og betydningen af beskyttelsen af cyberspace mod misbrug og kriminelle aktiviteter til gavn for økonomier og samfund og således behovet for, at de retshåndhævende myndigheder og de judicielle myndigheder har effektive redskaber til at efterforske og retsforfølge kriminelle aktiviteter i cyberspace.

(5)

I den fælles meddelelse fra Kommissionen og Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik til Europa-Parlamentet og Rådet af 13. september 2017 om »modstandsdygtighed, afskrækkelse og forsvar: opbygning af en stærk cybersikkerhed for EU« understregede Kommissionen, at effektiv efterforskning og retsforfølgning af cyberkriminalitet er et centralt afskrækkelsesmiddel over for cyberangreb, og at de aktuelle proceduremæssige rammer skal tilpasses bedre til internettets tidsalder. Hastigheden af cyberangreb kan undertiden være for høj for de aktuelle procedurer, hvilket skaber særlige behov for et effektivt samarbejde på tværs af grænserne.

(6)

Europa-Parlamentets beslutning af 3. oktober 2017 (3) om bekæmpelse af IT-kriminalitet understregede nødvendigheden af at finde metoder til at sikre og indhente elektronisk bevismateriale hurtigere og betydningen af et tæt samarbejde mellem de retshåndhævende myndigheder, tredjelande og tjenesteudbydere, der er aktive på det europæiske område, i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 (4) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/680 (5) og eksisterende aftaler om gensidig retshjælp. Europa-Parlamentets beslutning fremhævede ligeledes, at de forskellige lovgivningsrammer kan skabe problemer for tjenesteudbyderne, når de forsøger at imødekomme anmodninger fra de retshåndhævende myndigheder, og opfordrede Kommissionen til at foreslå en europæisk ramme for elektronisk bevismateriale med tilstrækkelige garantier for alle berørte parters rettigheder og friheder, samtidig med at det glædede sig over Kommissionens igangværende arbejde med en samarbejdsplatform med sikre kommunikationskanaler til digital udveksling af europæiske efterforskningskendelser (EIO'er) og svar mellem Unionens judicielle myndigheder.

(7)

Netværksbaserede tjenester kan leveres hvor som helst fra og kræver ikke fysisk infrastruktur, lokaler eller medarbejdere i det land, hvor den pågældende tjeneste udbydes. Derfor opbevares relevant elektronisk bevismateriale ofte uden for efterforskningsstaten eller af en tjenesteudbyder, der er etableret uden for denne stat, hvilket skaber udfordringer med hensyn til indsamling af elektronisk bevismateriale i straffesager.

(8)

På grund af måden, netværksbaserede tjenester leveres på, fremsendes anmodninger om retligt samarbejde ofte til stater, der er værtsstater for et stort antal tjenesteudbydere. Desuden er antallet af anmodninger mangedoblet, som følge af at netværksbaserede tjenester i stigende grad anvendes. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/41/EU (6) indeholder bestemmelser om muligheden af at udstede en EIO med henblik på indsamling af bevismateriale i straffesager i en anden medlemsstat. Desuden giver konventionen udarbejdet af Rådet i henhold til artikel 34 i traktaten om Den Europæiske Union om gensidig retshjælp i straffesager mellem Den Europæiske Unions medlemsstater (7) (»konventionen om gensidig retshjælp i straffesager«) også mulighed for at anmode om bevismateriale fra en anden medlemsstat. De procedurer og tidsfrister, der er fastsat i direktiv 2014/41/EU om EIO'en og i konventionen om gensidig retshjælp i straffesager, er muligvis ikke egnede i forbindelse med elektronisk bevismateriale, som er mere flygtigt og lettere og hurtigere kan slettes. Indhentning af elektronisk bevismateriale gennem retlige samarbejdskanaler tager ofte lang tid, hvilket medfører situationer, hvor efterfølgende spor måske ikke længere er tilgængelige. Der er desuden ingen harmoniseret ramme for samarbejdet med tjenesteudbydere, men visse udbydere fra tredjelande accepterer direkte anmodninger om data bortset fra indholdsdata, i den udstrækning det er tilladt under gældende national ret. Medlemsstaterne anvender således i stigende grad frivillige direkte kanaler for samarbejde med tjenesteudbydere, hvis de findes, og de anvender forskellige nationale værktøjer, betingelser og procedurer. For så vidt angår indholdsdata, har nogle medlemsstater truffet ensidige foranstaltninger, mens andre fortsat gør brug af retligt samarbejde.

(9)

De forskellige lovgivningsrammer skaber udfordringer for retshåndhævende myndigheder og judicielle myndigheder samt for tjenesteudbydere, når de forsøger at imødekomme retlige anmodninger om elektroniske beviser, da de i stigende grad står over for retlig usikkerhed og potentielt lovkonflikter. Det er derfor nødvendigt at fastsætte specifikke regler for grænseoverskridende retligt samarbejde om sikring og edition af elektronisk bevismateriale, som tager højde for elektroniske bevisers særlige karakter. Sådanne regler bør omfatte en forpligtelse for tjenesteudbydere, der er omfattet af denne forordnings anvendelsesområde, til at reagere direkte på anmodninger fra myndigheder i en anden medlemsstat. Denne forordning vil derfor supplere den eksisterende EU-ret og præcisere de regler, der gælder for retshåndhævende myndigheder og judicielle myndigheder samt for tjenesteudbydere for så vidt angår elektronisk bevismateriale, samtidig med at der sikres fuld overholdelse af de grundlæggende rettigheder.

(10)

Denne forordning overholder de grundlæggende rettigheder og de principper, som er fastsat i artikel 6 i TEU og i chartret, i international ret og i internationale aftaler, som Unionen eller alle medlemsstaterne er part i, herunder den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, og i medlemsstaternes forfatninger på deres respektive anvendelsesområder. Sådanne rettigheder og principper omfatter navnlig retten til frihed og sikkerhed, respekten for privatliv og familieliv, beskyttelse af personoplysninger, friheden til at oprette og drive egen virksomhed, ejendomsretten, adgang til effektive retsmidler og til en retfærdig rettergang, uskyldsformodningen og retten til forsvar, legalitetsprincippet og princippet om proportionalitet samt retten til ikke at blive retsforfulgt eller straffet to gange for samme strafbare handling.

(11)

Intet i denne forordning bør fortolkes som et forbud mod, at en fuldbyrdelsesmyndighed afslår at fuldbyrde en europæisk editionskendelse, såfremt der er objektive grunde til at formode, at den europæiske editionskendelse er udstedt med det formål at retsforfølge eller straffe en person på grund af den pågældendes køn, hudfarve eller etniske oprindelse, religion, seksuelle orientering eller kønsidentitet, nationalitet, sprog eller politiske overbevisning, eller at den pågældendes stilling kunne blive skadet af en af disse grunde.

(12)

Ordningen med den europæiske editionskendelse og den europæiske sikringskendelse for elektronisk bevismateriale i straffesager er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne og en formodning om, at medlemsstaterne overholder EU-retten, retsstatsprincipperne og navnlig de grundlæggende rettigheder, som er afgørende elementer i Unionens område med frihed, sikkerhed og retfærdighed. En sådan mekanisme gør det muligt for de nationale kompetente myndigheder at sende sådanne kendelser direkte til tjenesteudbyderne.

(13)

Respekt for privatliv og familieliv og beskyttelse af fysiske personer med hensyn til behandling af personoplysninger er grundlæggende rettigheder. I henhold til chartrets artikel 7 og artikel 8, stk. 1, har enhver ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin kommunikation og til beskyttelse af personoplysninger, der vedrører den pågældende.

(14)

Ved gennemførelsen af denne forordning bør medlemsstaterne sikre, at personoplysninger beskyttes og behandles i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/680 samt Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF (8), herunder i tilfælde af yderligere anvendelse, fremsendelse og videreoverførsel af indhentede oplysninger.

(15)

Personoplysninger, der indhentes i henhold til denne forordning, bør kun behandles, når det er nødvendigt og på en måde, der står i et rimeligt forhold til formålene om at forebygge, efterforske, afsløre og retsforfølge kriminalitet eller fuldbyrdelse af strafferetlige sanktioner samt udøvelse af retten til et forsvar. Medlemsstaterne bør navnlig sikre, at relevante databeskyttelsespolitikker og -foranstaltninger finder anvendelse på videregivelse af personoplysninger fra relevante myndigheder til tjenesteudbydere med henblik på denne forordning, herunder foranstaltninger, der skal sikre oplysningernes sikkerhed. Tjenesteudbydere bør sikre, at samme garantier gælder for videregivelse af personoplysninger til relevante myndigheder. Kun autoriserede personer bør have adgang til oplysninger, der indeholder personoplysninger, som kan indhentes gennem kontrolprocesser.

(16)

De proceduremæssige rettigheder i straffesager, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/64/EU (9), 2012/13/EU (10), 2013/48/EU (11), (EU) 2016/343 (12), (EU) 2016/800 (13) og (EU) 2016/1919 (14) bør inden for disse direktivers anvendelsesområde finde anvendelse på straffesager, der er omfattet af denne forordning, for så vidt angår de medlemsstater, der er bundet af disse direktiver. De proceduremæssige garantier i henhold til chartret bør også finde anvendelse.

(17)

For at sikre fuld overholdelse af de grundlæggende rettigheder bør bevisværdien af bevismateriale, der er indsamlet under anvendelse af denne forordning, vurderes under retssagen af den kompetente judicielle myndighed i overensstemmelse med national ret og navnlig i overensstemmelse med retten til en retfærdig rettergang og retten til et forsvar.

(18)

Denne forordning fastlægger de generelle regler, hvorefter en kompetent judiciel myndighed i Unionen, i straffesager, herunder strafferetlige efterforskninger, eller med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning idømt som led i en straffesag i overensstemmelse med denne forordning, kan pålægge en tjenesteudbyder, der udbyder tjenester i Unionen, at foretage edition eller sikre elektronisk bevismateriale gennem en europæisk editionskendelse eller en europæisk sikringskendelse. Denne forordning bør finde anvendelse i alle grænseoverskridende tilfælde, hvor tjenesteudbyderens udpegede forretningssted eller retlige repræsentant befinder sig i en anden medlemsstat. Denne forordning berører ikke de nationale myndigheders beføjelser til at henvende sig til tjenesteudbydere, der er etableret eller repræsenteret på deres område, med henblik på at de overholder tilsvarende nationale foranstaltninger.

(19)

Denne forordning bør kun regulere indsamling af data, der på tidspunktet for modtagelsen af en europæisk editionskendelse eller en europæisk sikringskendelse opbevares af en tjenesteudbyder. Den bør ikke pålægge tjenesteudbyderne en generel pligt til opbevaring af data, og den bør ikke medføre nogen generel og vilkårlig opbevaring af data. Denne forordning bør heller ikke tillade aflytning eller indhentning af data, der opbevares efter modtagelsen af en europæisk editionskendelse eller en europæisk sikringskendelse.

(20)

Anvendelsen af denne forordning bør ikke berøre tjenesteudbyderes eller deres brugeres brug af kryptering. Oplysninger, der anmodes om ved hjælp af en europæisk editionskendelse eller en europæisk sikringskendelse, bør tilvejebringes eller sikres, uanset om de er krypterede eller ej. Denne forordning bør dog ikke pålægge tjenesteudbydere nogen forpligtelse til at dekryptere oplysninger.

(21)

I mange tilfælde bliver oplysninger ikke længere opbevaret eller på anden måde behandlet på en brugers enhed, men er tilgængelige på en cloudbaseret infrastruktur, der muliggør adgang fra et hvilket som helst sted. Ror at drive disse tjenester behøver tjenesteudbydere ikke at være etableret eller at have servere i en specifik jurisdiktion. Anvendelsen af denne forordning bør derfor ikke afhænge af tjenesteudbyderens faktiske etableringssted eller af databehandlings- eller lagerfacilitetens faktiske beliggenhed.

(22)

Denne forordning berører ikke myndighedernes undersøgelsesbeføjelser i civile og administrative sager, herunder hvor sådanne sager kan føre til pålæggelse af sanktioner.

(23)

Eftersom sager om gensidig retshjælp kan betragtes som straffesager i henhold til gældende national ret i medlemsstaterne, bør det præciseres, at der ikke bør udstedes en europæisk editionskendelse eller en europæisk sikringskendelse med henblik på at tilbyde retshjælp til en anden medlemsstat eller et tredjeland. I sådanne tilfælde bør anmodningen om gensidig retshjælp rettes til den medlemsstat eller det tredjeland, som kan yde gensidig retshjælp i henhold til sin nationale ret.

(24)

I forbindelse med straffesager bør den europæiske editionskendelse og den europæiske sikringskendelse kun udstedes for specifikke straffesager vedrørende en bestemt strafbar handling, der allerede har fundet sted, efter en individuel vurdering af nødvendigheden og proportionaliteten af disse kendelser i hver enkelt sag under hensyntagen til den mistænktes eller tiltaltes rettigheder.

(25)

Denne forordning bør også finde anvendelse på sager, der indledes af en udstedende myndighed med henblik på at lokalisere en dømt person, der har unddraget sig straffuldbyrdelse, med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning idømt som led i en straffesag. Er frihedsstraffen eller den frihedsberøvende foranstaltning imidlertid pålagt efter en afgørelse afsagt in absentia, bør det ikke være muligt at udstede en europæisk editionskendelse eller en europæisk sikringskendelse, eftersom national ret i medlemsstaterne om retsafgørelser afsagt in absentia varierer betydeligt på tværs af Unionen.

(26)

Denne forordning bør finde anvendelse på tjenesteudbydere, der udbyder tjenester i Unionen, og det bør kun være muligt at udstede de kendelser, der er omhandlet i denne forordning, for data vedrørende tjenester, der tilbydes i Unionen. Tjenester, der udelukkende udbydes uden for Unionen, bør ikke være omfattet af denne forordning, selv om tjenesteudbyderen er etableret i Unionen. Denne forordning bør derfor ikke give adgang til andre data end data vedrørende de tjenester, der tilbydes brugeren i Unionen af disse tjenesteudbydere.

(27)

De tjenesteudbydere, der er mest relevante for indsamling af bevismateriale i straffesager, er udbydere af elektroniske kommunikationstjenester og specifikke udbydere af informationssamfundstjenester, som letter samspillet mellem brugere. Begge grupper bør således være omfattet af denne forordning. Elektroniske kommunikationstjenester er defineret i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/1972 (15) og omfatter interpersonelle kommunikationstjenester såsom internettelefoni, instant messaging og e-mailtjenester. Denne forordning bør også finde anvendelse på tjenesteudbydere i informationssamfundet i den i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/1535 (16) anvendte betydning, som ikke betragtes som udbydere af elektroniske kommunikationstjenester, men som giver deres brugere mulighed for at kommunikere med hinanden, eller som tilbyder deres brugere tjenester, som kan bruges til at opbevare eller på anden måde behandle data på deres vegne. Dette ville være i overensstemmelse med de udtryk, der anvendes i Europarådets konvention om IT-kriminalitet (ETS nr. 185), udfærdiget i Budapest den 23. november 2001 (»Budapestkonventionen«). Ved databehandling bør forstås databehandling i teknisk forstand som tilvejebringelse eller manipulation af data, dvs. tekniske operationer, hvorved data frembringes eller ændres ved hjælp af computerregnekraft. De kategorier af tjenesteudbydere, som er omfattet af denne forordning, bør omfatte f.eks. onlinemarkedspladser, der giver forbrugere og virksomheder mulighed for at kommunikere med hinanden, og andre hostingtjenester, herunder hvor tjenesten leveres via cloudcomputing, samt onlinespilleplatforme og onlinegamblingplatforme. Såfremt en udbyder af informationssamfundstjenester ikke giver sine brugere mulighed for at kommunikere med hinanden, men kun med tjenesteudbyderen, eller ikke giver mulighed for at opbevare eller på anden måde behandle data, eller såfremt muligheden for at lagre data ikke er et afgørende element, dvs. en væsentlig del, af den tjeneste, der leveres til brugerne, f.eks. juridiske rådgivnings-, arkitekt- og ingeniør- og regnskabstjenester fjernleveret online, bør udbyderen ikke være omfattet af definitionen af »tjenesteudbyder« i denne forordning, også selv om de tjenester, der leveres af denne tjenesteudbyder, er informationssamfundstjenester som omhandlet i direktiv (EU) 2015/1535.

(28)

Udbydere af internetinfrastrukturtjenester vedrørende tildeling af navne og numre, f.eks. domænenavneadministratorer og -registratorer og privatlivs- og proxytjenesteudbydere eller regionale onlineregistre for IP-adresser, er af særlig relevans i forbindelse med identifikation af aktører bag ondsindede eller kompromitterede websteder. De opbevarer oplysninger, der kunne gøre det muligt at identificere en enkeltperson eller enhed bag et websted, der anvendes til en kriminel aktivitet, eller ofret for en kriminel aktivitet.

(29)

For at fastslå, om en tjenesteudbyder udbyder tjenester i Unionen, skal det vurderes, om tjenesteudbyderen gør det muligt for fysiske eller juridiske personer i en eller flere medlemsstater at anvende dennes tjenester. Imidlertid bør adgangen til en onlinegrænseflade i Unionen, f.eks. adgangen til en tjenesteudbyders eller en mellemmands websted eller e-mailadresse eller andre kontaktoplysninger, i sig selv betragtes som utilstrækkelig til at fastslå, at en tjenesteudbyder udbyder tjenester i Unionen i den i denne forordning anvendte betydning.

(30)

En væsentlig tilknytning til Unionen bør også være relevant for at fastslå, om en tjenesteyder udbyder tjenester i Unionen. En sådan væsentlig tilknytning til Unionen bør anses for at være til stede, såfremt tjenesteudbyderen er etableret i Unionen. Såfremt tjenesteudbyderen ikke er etableret i Unionen, bør kriteriet om en væsentlig tilknytning baseres på specifikke faktuelle kriterier såsom forekomsten af et betydeligt antal brugere i en eller flere medlemsstater eller målretning af aktiviteter mod en eller flere medlemsstater. Målretning af aktiviteter mod en eller flere medlemsstater bør fastslås på grundlag af alle relevante omstændigheder, herunder faktorer såsom anvendelsen af et sprog eller en valuta, der almindeligvis anvendes i en medlemsstat, eller muligheden for at bestille varer eller tjenesteydelser. Målretningen af aktiviteter mod en medlemsstat kan ligeledes udledes af tilgængeligheden af en applikation (»app«) i den relevante nationale app-butik, af lokal annoncering eller annoncering på det sprog, der almindeligvis anvendes i den pågældende medlemsstat, eller af håndteringen af kunderelationer, f.eks. ved at yde kundeservice på det sprog, der almindeligvis anvendes i den pågældende medlemsstat. Det bør endvidere antages, at der er en væsentlig tilknytning, hvis tjenesteudbyderen retter sine aktiviteter mod en eller flere medlemsstater som fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 (17). På den anden side bør levering af en tjeneste alene med henblik på overholdelse af det forbud mod forskelsbehandling, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/302 (18), ikke uden yderligere grunde betragtes som tegn på, at den erhvervsdrivende retter aktiviteter mod et bestemt område i Unionen. De samme overvejelser bør lægges til grund ved bestemmelsen af, om en tjenesteudbyder udbyder tjenester i en medlemsstat.

(31)

Denne forordning bør omfatte datakategorierne abonnentdata, trafikdata og indholdsdata. En sådan kategorisering er i overensstemmelse med mange medlemsstaters ret og EU-retten, såsom direktiv 2002/58/EF og Domstolens retspraksis, samt folkeretten, navnlig Budapestkonventionen.

(32)

IP-adresser samt adgangsnumre og relaterede oplysninger kan udgøre et afgørende udgangspunkt for strafferetlige efterforskninger, hvor en mistænkts identitet ikke kendes. De udgør typisk en del af en registrering af hændelser, også kendt som en serverlog, der angiver start og afslutning af en brugeradgangssession til en tjeneste. Det er ofte en individuel IP-adresse (statisk eller dynamisk) eller en anden identifikator, der identificerer den netgrænseflade, der anvendes under adgangssessionen. Relaterede oplysninger om start og afslutning af en brugeradgangssession til en tjeneste såsom kildeporte og tidsstempel er nødvendige, da IP-adresser ofte deles mellem brugerne, f.eks. hvor CGN (carrier grade network address translation) eller tilsvarende tekniske løsninger er i brug. I overensstemmelse med gældende EU-ret skal IP-adresser imidlertid betragtes som personoplysninger og være omfattet af fuld beskyttelse i henhold til gældende EU-ret om databeskyttelse. Desuden kan IP-adresser under visse omstændigheder betragtes som trafikdata. Adgangsnumre og relaterede oplysninger betragtes også som trafikdata i nogle medlemsstater. Med henblik på en bestemt strafferetlig efterforskning kan de retshåndhævende myndigheder imidlertid være nødt til at anmode om en IP-adresse samt adgangsnumre og relaterede oplysninger alene med henblik på identifikation af bruger, før der kan anmodes om abonnentdata vedrørende denne identifikator fra tjenesteudbyderen. I sådanne tilfælde er det hensigtsmæssigt at anvende samme ordning som for abonnentdata som defineret i denne forordning.

(33)

Hvor der ikke anmodes om IP-adresser, adgangsnumre og relaterede oplysninger alene med henblik på identifikation af bruger i en bestemt strafferetlig efterforskning, anmodes der generelt om dem for at få oplysninger, der i højere grad krænker privatlivets fred, såsom brugerens kontakter og færden. Som sådan kunne de bruges til at fastlægge et berørt individs fuldstændige profil, men de kan samtidig lettere behandles og analyseres end indholdsdata, da de præsenteres i et struktureret og standardiseret format. Det er derfor afgørende, at IP-adresser, adgangsnumre og relaterede oplysninger, der ikke anmodes om alene med henblik på identifikation af bruger i en bestemt strafferetlig efterforskning, i sådanne situationer behandles som trafikdata og anmodes om i henhold til den samme ordning som indholdsdata som defineret i denne forordning.

(34)

Alle datakategorier indeholder personoplysninger og er dermed omfattet af garantierne i gældende EU-ret om databeskyttelse. Omfanget af indvirkningen på de grundlæggende rettigheder varierer imidlertid mellem kategorierne, navnlig mellem abonnentdata og data der anmodes om alene med henblik på identifikation af bruger som defineret i denne forordning, på den ene side, og trafikdata, bortset fra data der anmodes om alene med henblik på identifikation af bruger som defineret i denne forordning, og indholdsdata, på den anden side. Selv om abonnentdata samt IP-adresser, adgangsnumre og relaterede oplysninger, hvor de anmodes om alene med henblik på identifikation af bruger, kunne være nyttige til at finde de første spor i en efterforskning vedrørende en mistænkts identitet, er trafikdata, bortset fra data der anmodes om alene med henblik på identifikation af bruger som defineret i denne forordning, og indholdsdata ofte mere relevante som bevismateriale. Det er derfor afgørende, at alle disse datakategorier er omfattet af denne forordning. Med tanke på den forskellige grad af indgriben i de grundlæggende rettigheder bør der knyttes passende garantier og betingelser til indhentning af sådanne data.

(35)

Situationer, hvor der er en overhængende fare for en persons liv, fysiske integritet eller sikkerhed, bør behandles som nødsituationer og medføre kortere frister for tjenesteudbyderen og fuldbyrdelsesmyndigheden. Hvor forstyrrelsen eller ødelæggelsen af kritisk infrastruktur som defineret i Rådets direktiv 2008/114/EF (19) ville indebære en sådan fare, herunder gennem alvorlig skade for forsyningen af befolkningen med grundlæggende fornødenheder eller for udøvelsen af statens central funktioner, bør en sådan situation også behandles som en nødsituation i overensstemmelse med EU-retten.

(36)

En judiciel myndighed bør altid være involveret i udstedelsen af en europæisk editionskendelse eller en europæisk sikringskendelse, enten i selve udstedelsen eller i godkendelsen af kendelsen. I betragtning af den mere følsomme karakter af trafikdata, bortset fra data der anmodes om alene med henblik på identifikation af bruger som defineret i denne forordning, og indholdsdata, kræver udstedelsen eller godkendelsen af en europæisk editionskendelse med henblik på at indhente disse datakategorier domstolsprøvelse. Da abonnentdata og data der anmodes om alene med henblik på identifikation af bruger som defineret i denne forordning, er mindre følsomme, kan en europæisk editionskendelse med henblik på at indhente sådanne oplysninger desuden udstedes eller godkendes af en kompetent offentlig anklager. I overensstemmelse med retten til en retfærdig rettergang, som beskyttet af chartret og den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, skal offentlige anklagere udøve deres ansvar objektivt og træffe deres afgørelse i forbindelse med udstedelse eller godkendelse af en europæisk editionskendelse eller en europæisk sikringskendelse udelukkende på grundlag af de faktiske omstændigheder i sagsakterne og under hensyntagen til alle belastende og diskulperende beviser.

(37)

For at sikre fuld beskyttelse af grundlæggende rettigheder bør enhver godkendelse af europæiske editionskendelser eller europæiske sikringskendelser ved judicielle myndigheder i princippet opnås, inden den pågældende kendelse udstedes. Undtagelser fra dette princip bør kun indrømmes i behørigt begrundede nødsituationer, når der anmodes om abonnentdata eller data der anmodes om alene med henblik på identifikation af bruger som defineret i denne forordning, eller sikring af oplysninger, såfremt det ikke er muligt i tide at opnå forudgående godkendelse ved en judiciel myndighed, navnlig fordi godkendelsesmyndigheden ikke kan kontaktes med henblik på at opnå godkendelse, og truslen er så overhængende, at der kræves øjeblikkelig handling. Der bør dog kun gøres sådanne undtagelser, hvor den myndighed, der har udstedt den pågældende kendelse, kunne udstede en kendelse i en lignende national sag i henhold til national ret uden forudgående godkendelse.

(38)

En europæisk editionskendelse bør kun udstedes, hvis dette er nødvendigt, forholdsmæssigt, tilstrækkeligt og relevant for så vidt angår den foreliggende sag. Udstedelsesmyndigheden bør tage hensyn til den mistænktes eller tiltaltes rettigheder i sager vedrørende en strafbar handling og bør kun udstede en europæisk editionskendelse, hvis en sådan kendelse kunne være blevet udstedt på samme betingelser i en tilsvarende national sag. Ved vurderingen af, om der skal udstedes en europæisk editionskendelse, bør der tages hensyn til, om en sådan kendelse er begrænset til, hvad der er strengt nødvendigt for at nå det legitime mål om at indhente oplysninger, der er relevante og nødvendige som bevis i en individuel sag.

(39)

Såfremt en europæisk editionskendelse udstedes med henblik på at indhente forskellige datakategorier, bør den udstedende myndighed sikre, at betingelserne og procedurerne, såsom underretning til fuldbyrdelsesmyndigheden, er opfyldt for hvert af disse datakategorier.

(40)

I betragtning af den mere følsomme karakter af trafikdata, bortset fra data der anmodes om alene med henblik på identifikation af bruger som defineret i denne forordning, og af indholdsdata, bør der skelnes med hensyn til denne forordnings materielle anvendelsesområde. Det bør være muligt at udstede en europæisk editionskendelse for at indhente abonnentdata eller indhente de data der alene anmodes om med henblik på identifikation af brugeren som defineret i denne forordning for enhver strafbar handling; en europæisk editionskendelse for at indhente trafikdata, bortset fra data der anmodes om alene med henblik på identifikation af bruger som defineret i denne forordning, eller for at indhente indholdsdata, bør derimod være underlagt strengere krav for at tage højde for den mere følsomme karakter af sådanne data. I denne forordning bør der fastsættes en tærskel med hensyn til dens anvendelsesområde, der gør det muligt at anlægge en mere forholdsmæssig tilgang, og en række andre forudgående og efterfølgende betingelser og garantier for at sikre respekt for proportionalitet og de berørte personers rettigheder. En sådan tærskel bør samtidig ikke begrænse denne forordnings effektivitet og retlige aktørers brug heraf. Muligheden for udelukkende at udstede europæiske editionskendelser i forbindelse med straffesager for lovovertrædelser, der kan straffes med en frihedsstraf af en maksimal varighed på mindst tre år, vil begrænse denne forordnings anvendelsesområde til mere alvorlige lovovertrædelser uden i for høj grad at påvirke retlige aktørers muligheder for at anvende den. Denne begrænsning vil udelukke en lang række forbrydelser, der betragtes som mindre alvorlige af medlemsstaterne som udtrykt i en lavere maksimal straf, fra denne forordnings anvendelsesområde. Denne begrænsning vil ligeledes have den fordel, at den er let at anvende i praksis.

(41)

Der findes særlige lovovertrædelser, hvor bevismaterialet typisk er tilgængeligt udelukkende i elektronisk form, hvilket af natur er meget flygtigt. Dette er tilfældet for cyberrelaterede lovovertrædelser, endog disse, som muligvis ikke anses for alvorlige i sig selv, men som kunne forårsage omfattende eller betydelige skader, herunder navnlig lovovertrædelser, der har en begrænset indvirkning på den enkelte, men begås i et stort antal og forårsager omfattende skader samlet set. I de fleste tilfælde, hvor lovovertrædelsen er begået ved brug af et informationssystem, ville anvendelsen af den samme tærskel som for andre typer lovovertrædelser i vidt omfang føre til straffrihed. Dette berettiger anvendelsen af denne forordning på sådanne lovovertrædelser, også når de kan straffes med en frihedsstraf af en maksimal varighed på mindre end tre år. For andre terrorhandlinger i den i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/541 (20) anvendte betydning samt lovovertrædelser vedrørende seksuelt misbrug og seksuel udnyttelse af børn i den i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/93/EU (21) anvendte betydning bør der ikke stilles krav om en frihedsstraf af en maksimal varighed på mindst tre år.

(42)

Principielt bør en europæisk editionskendelse stiles til tjenesteudbyderen, der fungerer som dataansvarlig. Under visse omstændigheder kan det imidlertid vise sig at være særlig udfordrende at afgøre, om en tjenesteudbyder har rollen som dataansvarlig eller databehandler, navnlig hvor flere tjenesteudbydere er involveret i behandlingen af oplysninger, eller hvor tjenesteudbyderne behandler oplysningerne på vegne af en fysisk person. At sondre mellem den registeransvarliges og databehandlerens roller med hensyn til et bestemt sæt oplysninger kræver ikke blot specialiseret viden om den retlige kontekst, men kan også kræve fortolkning af ofte meget komplekse kontraktlige rammer, der i et bestemt tilfælde fastsætter, at forskellige tjenesteudbydere tildeles forskellige opgaver og roller med hensyn til et bestemt sæt oplysninger. Hvor tjenesteudbydere behandler oplysninger på vegne af en fysisk person, kan det i nogle tilfælde være vanskeligt at afgøre, hvem der er den registeransvarlige, selv om der kun er én tjenesteudbyder involveret. Hvor de pågældende oplysninger opbevares eller på anden måde behandles af en tjenesteudbyder, og det ikke er klart, hvem den dataansvarlige er, til trods for at udstedelsesmyndigheden har gjort en rimelig indsats, bør det derfor være muligt at rette en europæisk editionskendelse direkte til denne tjenesteudbyder. I nogle tilfælde kan henvendelsen til den dataansvarlige desuden være til skade for efterforskningen i den pågældende sag, f.eks. fordi den dataansvarlige er mistænkt eller tiltalt eller dømt, eller fordi der er tegn på, at den dataansvarlige kunne handle i den persons interesse, der er genstand for efterforskningen. Også i disse tilfælde bør det være muligt at rette en europæisk editionskendelse direkte til den tjenesteudbyder, der behandler oplysningerne på vegne af den dataansvarlige. Dette bør ikke berøre udstedelsesmyndighedens ret til at pålægge tjenesteudbyderen at sikre oplysningerne.

(43)

Den databehandler, der opbevarer eller på anden måde behandler oplysningerne på vegne af den dataansvarlige, bør i overensstemmelse med forordning (EU) 2016/679 underrette den dataansvarlige om edition af oplysningerne, medmindre udstedelsesmyndigheden har anmodet tjenesteudbyderen om at afstå fra at underrette den dataansvarlige, så længe det er nødvendigt og forholdsmæssigt, for ikke at hindre den pågældende straffesag. I så fald bør udstedelsesmyndigheden i sagsakterne angive årsagerne til forsinkelsen af underretningen af den dataansvarlige, og der bør også tilføjes en kort begrundelse i den medfølgende attest, der fremsendes til modtageren.

(44)

Hvor oplysningerne opbevares eller på anden måde behandles som en del af en infrastruktur, som en tjenesteudbyder stiller til rådighed for en myndighed, bør der kun kunne udstedes en europæisk editionskendelse eller en europæisk sikringskendelse, såfremt den myndighed, for hvilken oplysningerne opbevares eller på anden måde behandles, befinder sig i udstedelsesstaten.

(45)

I tilfælde, hvor oplysninger omfattet af tavshedspligt i henhold til udstedelsesstatens ret opbevares eller på anden måde behandles af en tjenesteudbyder som en del af en infrastruktur, der stilles til rådighed for erhvervsudøvere omfattet af tavshedspligt (»tavshedsforpligtet erhvervsudøver«) i erhvervsmæssigt øjemed, bør det kun være muligt at udstede en europæisk editionskendelse til indhentning af trafikdata, bortset fra data der anmodes om alene med henblik på identifikation af bruger som defineret i denne forordning, eller indhentning af indholdsdata, hvor den tavshedsforpligtede erhvervsudøver er bosiddende i udstedelsesstaten, såfremt henvendelse til den tavshedsforpligtede erhvervsudøver kunne være til skade for efterforskningen, eller såfremt der er givet afkald på retten til fortrolighed i overensstemmelse med gældende ret.

(46)

Princippet ne bis in idem er et grundlæggende retsprincip i Unionen som anerkendt i chartret og udviklet i EU-Domstolens retspraksis. Såfremt udstedelsesmyndigheden har grund til at formode, at der muligvis føres parallelle straffesager i en anden medlemsstat, bør den høre myndighederne i denne medlemsstat i overensstemmelse med Rådets rammeafgørelse 2009/948/RIA (22). Under alle omstændigheder må der ikke udstedes en europæisk editionskendelse eller en europæisk sikringskendelse, hvor udstedelsesmyndigheden har grund til at formode, at det ville stride mod princippet ne bis in idem.

(47)

Immuniteter og privilegier som kan omhandle personkategorier såsom diplomater eller særligt beskyttede forhold såsom retten til fortrolighed mellem advokat og klient eller journalisters ret til ikke at afsløre deres informationskilders identitet er omfattet af andre instrumenter til gensidig anerkendelse såsom direktiv 2014/41/EU om EIO'en. Immuniteters og privilegiers rækkevidde og indvirkning er forskellige afhængigt af den gældende nationale ret, der skal tages i betragtning på tidspunktet for udstedelsen af en europæisk editionskendelse eller en europæisk sikringskendelse, eftersom udstedelsesmyndigheden kun bør kunne udstede en kendelse, hvis en lignende kendelse ville kunne være blevet udstedt i en lignende national sag. Der findes ingen fælles definition af, hvad der udgør immuniteter eller privilegier i EU-retten. Den præcise definition af disse begreber er derfor overladt til national ret, og definitionen kan omfatte beskyttelse, der finder anvendelse på eksempelvis læger og advokater, herunder når der anvendes specialiserede platforme inden for disse erhverv. Den præcise definition af immuniteter og privilegier kan også omfatte regler om fastlæggelse og begrænsning af strafferetligt ansvar i forbindelse med pressefrihed og ytringsfrihed i andre medier.

(48)

Hvis udstedelsesmyndigheden søger at indhente trafikdata, bortset fra data der anmodes om alene med henblik på identifikation af bruger som defineret i denne forordning, eller indholdsdata ved at udstede en europæisk editionskendelse og har rimelig grund til at formode, at de data, der anmodes om, er beskyttet af immuniteter eller privilegier i henhold til fuldbyrdelsesstatens ret, eller at disse data i den pågældende stat er omfattet af regler om fastlæggelse og begrænsning af strafferetligt ansvar vedrørende pressefrihed og ytringsfrihed i andre medier, bør udstedelsesmyndigheden kunne anmode om afklaring, inden den udsteder den europæiske editionskendelse, herunder ved at høre de kompetente myndigheder i fuldbyrdelsesstaten, enten direkte eller via Eurojust eller Det Europæiske Retlige Netværk.

(49)

Det bør være muligt at udstede en europæisk sikringskendelse for enhver strafbar handling. Udstedelsesmyndigheden bør tage hensyn til den mistænktes eller tiltaltes rettigheder i sager vedrørende en strafbar handling og bør kun udstede en europæisk sikringskendelse, hvis en sådan kendelse kunne være blevet udstedt på samme betingelser i en lignende national sag, og hvor det er nødvendigt, forholdsmæssigt, passende og relevant for så vidt angår den foreliggende sag. Ved vurderingen af, om der skal udstedes en europæisk sikringskendelse, bør der tages hensyn til, om en sådan kendelse er begrænset til, hvad der er strengt nødvendigt for at nå det legitime mål om at forhindre fjernelse, sletning eller ændring af oplysninger, der er relevante og nødvendige som bevis i en individuel sag, i situationer, hvor det kunne tage længere tid at få indhentet disse oplysninger.

(50)

Europæiske editionskendelser og europæiske sikringskendelser bør stiles direkte til det udpegede forretningssted eller til den retlige repræsentant, der er udpeget af tjenesteudbyderen i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/1544 (23). I nødsituationer som defineret i denne forordning, hvor en tjenesteudbyders udpegede forretningssted eller retlige repræsentant ikke reagerer på den medfølgende attest for en europæisk editionskendelse (EPOC) eller attest for en europæisk sikringskendelse (EPOC-PR) inden for fristerne eller endnu ikke er blevet udpeget inden for de frister, der er fastsat i direktiv (EU) 2023/1544, bør det undtagelsesvis være muligt at stile EPOC'en eller EPOC-PR'en til et andet forretningssted eller en anden retlig repræsentant for tjenesteudbyderen i Unionen sammen med eller i stedet for at fortsætte fuldbyrdelsen af den oprindelige kendelse i overensstemmelse med denne forordning. På grund af disse forskellige mulige scenarier anvendes den generelle betegnelse »modtager« i denne forordnings bestemmelser.

(51)

I betragtning af den mere følsomme karakter af en europæisk editionskendelse for at indhente trafikdata, bortset fra data der anmodes om alene med henblik på identifikation af bruger som defineret i denne forordning, eller for at indhente indholdsdata, er det hensigtsmæssigt at indføre en underretningsmekanisme, der finder anvendelse på europæiske editionskendelser med henblik på at indhente disse datakategorier. Denne underretningsmekanisme bør omfatte en fuldbyrdelsesmyndighed og bestå i fremsendelse af EPOC'en til denne myndighed samtidig med fremsendelsen af EPOC'en til modtageren. Hvor der imidlertid udstedes en europæisk editionskendelse for at indhente elektronisk bevismateriale i straffesager med væsentlige og stærke forbindelser til udstedelsesstaten, bør der ikke kræves underretning af fuldbyrdelsesmyndigheden. En sådan forbindelse bør antages, hvor udstedelsesmyndigheden på tidspunktet for udstedelsen af den europæiske editionskendelse har rimelig grund til at antage, at lovovertrædelsen er begået, er ved at blive begået eller sandsynligvis vil blive begået i udstedelsesstaten, og hvor den person, hvis oplysninger der anmodes om, er bosiddende i udstedelsesstaten.

(52)

I denne forordning bør en lovovertrædelse anses for at være begået, være ved at blive begået eller sandsynligvis vil blive begået i udstedelsesstaten, hvis dette anses for at være tilfældet i overensstemmelse med udstedelsesstatens nationale ret. I nogle tilfælde, navnlig på cyberkriminalitetsområdet, er visse faktuelle elementer såsom ofrets bopæl normalt vigtige indikationer, der skal tages i betragtning, når det afgøres, hvor lovovertrædelsen er begået. F.eks. kan ransomwareforbrydelser ofte anses for at være begået, hvor offeret for en sådan forbrydelse bor, selv når det nøjagtige sted, hvor ransomwaren er blevet lanceret, er usikkert. Fastlæggelsen af det sted, hvor lovovertrædelsen blev begået, bør ikke berøre reglerne om straffemyndighed med hensyn til de relevante lovovertrædelser i henhold til gældende national ret.

(53)

Det er op til udstedelsesmyndigheden på tidspunktet for udstedelsen af den europæiske editionskendelse for at indhente trafikdata, bortset fra data der anmodes om alene med henblik på identifikation af bruger som defineret i denne forordning, eller for at indhente indholdsdata, på basis af det foreliggende materiale at vurdere, om der er rimelig grund til at antage, at den person, hvis oplysninger der anmodes om, er bosiddende i udstedelsesstaten. I denne henseende kan forskellige objektive omstændigheder, der kunne tyde på, at de pågældende har etableret deres sædvanlige interessecentrum i en bestemt medlemsstat eller har til hensigt at gøre det, være relevante. Det følger af behovet for en ensartet anvendelse af EU-retten og af lighedsprincippet, at begrebet »bopæl« i denne særlige sammenhæng skal fortolkes ensartet i hele Unionen. Der kunne være rimelig grund til at antage, at en person har bopæl i en udstedelsesstat, navnlig hvor en person er registreret som bosiddende i en udstedelsesstat som angivet ved besiddelsen af et identitetskort, ved en opholdstilladelse eller ved at være registreret i et folkeregister. I mangel af registrering i udstedelsesstaten kan en persons bopæl fremgå af den omstændighed, at en person har givet udtryk for sin hensigt om at bosætte sig i denne medlemsstat eller efter en stabil periode med ophold i denne medlemsstat har opnået visse forbindelser til denne stat, der svarer til dem, der følger af etableringen af en formel bopæl i denne medlemsstat. Med henblik på at afgøre, om der i en konkret situation foreligger tilstrækkelige forbindelser mellem den pågældende person og udstedelsesstaten, som giver rimelig grund til at antage, at den pågældende person opholder sig i denne stat, kan der tages hensyn til forskellige objektive forhold, der kendetegner denne persons situation, herunder navnlig varigheden, arten og betingelserne for personens tilstedeværelse i udstedelsesstaten eller den familiemæssige tilknytning eller økonomiske tilknytning, som denne person har til denne medlemsstat. Et indregistreret køretøj, en bankkonto, det forhold, at personens ophold i udstedelsesstaten har været uafbrudt, eller andre objektive faktorer kunne være relevant for at fastslå, at der er rimelig grund til at antage, at den pågældende person har bopæl i udstedelsesstaten. Et kort besøg, en ferie, herunder i sommerhus, eller et tilsvarende ophold i udstedelsesstaten uden yderligere væsentlig tilknytning er ikke nok til at udgøre en bopæl i denne medlemsstat. I tilfælde, hvor udstedelsesmyndigheden på tidspunktet for udstedelsen af den europæiske editionskendelse for at indhente trafikdata, bortset fra data der anmodes om alene med henblik på identifikation af bruger som defineret i denne forordning, eller for at indhente indholdsdata ikke har rimelig grund til at antage, at den person, hvis oplysninger der anmodes om, er bosiddende i udstedelsesstaten, bør udstedelsesmyndigheden underrette fuldbyrdelsesmyndigheden.

(54)

For at sørge for en hurtig procedure bør det relevante tidspunkt for afgørelsen af, om der er behov for at underrette fuldbyrdelsesmyndigheden, være det tidspunkt, hvor den europæiske editionskendelse udstedes. Senere bopælsændringer bør ikke have nogen indvirkning på proceduren. De pågældende personer bør kunne påberåbe sig deres rettigheder samt reglerne om fastlæggelse og begrænsning af strafferetligt ansvar vedrørende pressefrihed og ytringsfrihed i andre medier under hele straffesagen, og fuldbyrdelsesmyndigheden bør kunne påberåbe sig en grund til afslag, hvor der i ekstraordinære tilfælde er vægtige grunde til på grundlag af specifikke og objektive beviser at antage, at fuldbyrdelse af kendelsen under sagens særlige omstændigheder ville medføre en åbenbar overtrædelse af en relevant grundlæggende rettighed som fastsat i artikel 6 i TEU og chartret. Desuden bør det også være muligt at påberåbe sig disse grunde under fuldbyrdelsesproceduren.

(55)

En europæisk editionskendelse bør fremsendes via en EPOC, og en europæisk sikringskendelse bør fremsendes via en EPOC-PR. Hvor det er nødvendigt, bør EPOC'en eller EPOC-PR'en oversættes til et af Unionens officielle sprog, der accepteres af modtageren. Hvor tjenesteudbyderen ikke har angivet noget sprog, bør EPOC'en eller EPOC-PR'en oversættes til et officielt sprog i den medlemsstat, hvor det udpegede forretningssted eller tjenesteudbyderens retlige repræsentant befinder sig, eller til et andet officielt sprog, som det udpegede forretningssted eller tjenesteyderens retlige repræsentant har erklæret at ville acceptere. Hvor en underretning af fuldbyrdelsesmyndigheden er påkrævet i henhold til denne forordning, bør den EPOC, der skal sendes til denne myndighed, oversættes til et officielt sprog i fuldbyrdelsesstaten eller til et andet af Unionens officielle sprog, der accepteres af denne stat. I den forbindelse bør hver medlemsstat tilskyndes til når som helst i en skriftlig erklæring, der indgives til Kommissionen, at angive, om og på hvilke af Unionens officielle sprog ud over den pågældende medlemsstats officielle sprog de vil acceptere oversættelser af EPOC'er og EPOC-PR'er. Kommissionen bør stille sådanne erklæringer til rådighed for alle medlemsstater og for Det Europæiske Retlige Netværk.

(56)

Hvor der er udstedt en EPOC, og underretning af fuldbyrdelsesmyndigheden ikke er påkrævet i henhold til denne forordning, bør modtageren efter modtagelsen af EPOC'en sikre, at de oplysninger, der anmodes om, fremsendes direkte til udstedelsesmyndigheden eller de retshåndhævende myndigheder som anført i EPOC'en senest ti dage efter modtagelsen af EPOC'en. Hvor en underretning af fuldbyrdelsesmyndigheden er påkrævet i henhold til denne forordning, bør tjenesteudbyderen efter modtagelsen af EPOC'en handle uopsætteligt for at sikre oplysningerne. Hvor fuldbyrdelsesmyndigheden ikke har påberåbt sig nogen grund til afslag i henhold til denne forordning senest ti dage efter modtagelsen af EPOC'en, bør modtageren sikre, at de oplysninger, der anmodes om, fremsendes direkte til udstedelsesmyndigheden eller de retshåndhævende myndigheder som anført i EPOC'en ved udløbet af denne periode på ti dage. Hvor fuldbyrdelsesmyndigheden allerede inden udløbet af perioden på ti dage over for udstedelsesmyndigheden og modtageren bekræfter, at den ikke agter at påberåbe sig nogen grund til afslag, bør modtageren handle så hurtigt som muligt efter en sådan bekræftelse og senest ved udløbet af denne periode på ti dage. De kortere frister, der gælder i nødsituationer som defineret i denne forordning, bør overholdes af modtageren og, i givet fald, af fuldbyrdelsesmyndigheden. Modtageren og, i givet fald, fuldbyrdelsesmyndigheden bør fuldbyrde EPOC'en hurtigst muligt og senest inden for de frister, der er fastsat i denne forordning, under størst mulig hensyntagen til de proceduremæssige frister og andre frister, som udstedelsesstaten har angivet.

(57)

Hvor modtageren udelukkende på grundlag af oplysningerne i EPOC'en eller EPOC-PR'en finder, at fuldbyrdelsen af EPOC'en eller EPOC-PR'en ville kunne stride imod immuniteter eller privilegier eller imod regler om fastlæggelse eller begrænsning af strafferetligt ansvar, der vedrører pressefrihed eller ytringsfrihed i andre medier, i henhold til fuldbyrdelsesstatens ret, bør modtageren underrette udstedelsesmyndigheden og fuldbyrdelsesmyndigheden herom. For så vidt angår EPOC'er bør udstedelsesmyndigheden, hvor fuldbyrdelsesmyndigheden ikke er blevet underrettet i henhold til denne forordning, tage de oplysninger, der er modtaget fra modtageren, til efterretning og bør på eget initiativ eller efter anmodning fra fuldbyrdelsesmyndigheden træffe afgørelse om, hvorvidt den europæiske editionskendelse skal trækkes tilbage, tilpasses eller opretholdes. Hvor fuldbyrdelsesmyndigheden er blevet underrettet i henhold til denne forordning, bør udstedelsesmyndigheden tage de oplysninger, der er modtaget fra modtageren, til efterretning og træffe afgørelse om, hvorvidt den europæiske editionskendelse skal trækkes tilbage, tilpasses eller opretholdes. Det bør også være muligt for fuldbyrdelsesmyndigheden at påberåbe sig de grunde til afslag, der er fastsat i denne forordning.

(58)

For at gøre det muligt for modtageren at løse formelle problemer med en EPOC eller en EPOC-PR er det nødvendigt at fastlægge en procedure for kommunikation mellem modtageren og udstedelsesmyndigheden samt, hvor fuldbyrdelsesmyndigheden er blevet underrettet i henhold til denne forordning, mellem modtageren og fuldbyrdelsesmyndigheden, i tilfælde hvor EPOC'en eller EPOC-PR'en er ufuldstændig eller indeholder åbenbare fejl eller ikke indeholder tilstrækkelige oplysninger til at fuldbyrde den pågældende kendelse. Endvidere, hvor modtageren ikke fremlægger fyldestgørende eller rettidige oplysninger af andre grunde, f.eks. fordi vedkommende anser, at der er en modstridende forpligtelse begrundet i et tredjelands ret, eller fordi vedkommende anser, at den europæiske editionskendelse eller den europæiske sikringskendelse ikke er blevet udstedt i overensstemmelse med de betingelser, der er fastsat i denne forordning, bør modtageren desuden rette henvendelse til udstedelsesmyndigheden samt, hvor fuldbyrdelsesmyndigheden er blevet underrettet, fuldbyrdelsesmyndigheden og fremlægge begrundelserne for ikke rettidigt at fuldbyrde EPOC'en eller EPOC-PR'en. Kommunikationsproceduren bør således give udstedelsesmyndigheden mulighed for at korrigere eller genoverveje den europæiske editionskendelse eller den europæiske sikringskendelse på et tidligt tidspunkt. For at sikre adgangen til de oplysninger, der anmodes om, bør modtageren sikre disse oplysninger, hvis denne modtager kan identificere disse oplysninger.

(59)

Modtageren bør ikke være forpligtet til at efterkomme den europæiske editionskendelse eller den europæiske sikringskendelse i tilfælde af en faktisk umulighed som følge af omstændigheder, der ikke kan tilskrives modtageren eller, hvis denne er forskellig herfra, tjenesteudbyderen på det tidspunkt, hvor den europæiske editionskendelse eller den europæiske sikringskendelse blev modtaget. Der bør antages at være en faktisk umulighed, såfremt den person, hvis oplysninger der anmodes om, ikke er en kunde hos tjenesteudbyderen eller ikke kan identificeres som sådan, selv efter en anmodning om yderligere oplysninger til udstedelsesmyndigheden, eller hvis oplysningerne er blevet slettet lovligt, inden kendelsen blev modtaget.

(60)

Efter modtagelsen af en EPOC-PR bør modtageren sikre de oplysninger, der anmodes om, i højst 60 dage, medmindre udstedelsesmyndigheden bekræfter, at der er udstedt en efterfølgende anmodning om edition af oplysninger, i hvilket tilfælde oplysningerne fortsat bør sikres. Udstedelsesmyndigheden bør om nødvendigt kunne forlænge sikringens varighed med yderligere 30 dage for at gøre det muligt at fremsætte den efterfølgende anmodning om edition ved brug af formularen i denne forordning. Hvor udstedelsesmyndigheden i sikringsperioden bekræfter, at der er fremsat en efterfølgende anmodning om edition, bør modtageren sikre oplysningerne, så længe som det er nødvendigt for edition af oplysningerne, når den efterfølgende anmodning om edition modtages. En sådan bekræftelse bør sendes til modtageren inden for den relevante frist på et af fuldbyrdelsesstatens officielle sprog eller på et andet sprog, som modtageren accepterer, ved brug af formularen i denne forordning. For at undgå, at sikringen ophører, bør det være tilstrækkeligt, at den efterfølgende anmodning om edition er blevet udstedt, og at bekræftelsen er blevet sendt af udstedelsesmyndigheden; det bør ikke være nødvendigt at afslutte yderligere nødvendige formaliteter for fremsendelse, såsom oversættelse af dokumenter, på dette tidspunkt. Når sikring ikke længere er nødvendig, bør udstedelsesmyndigheden uden unødigt ophold underrette modtageren herom, og forpligtelsen til at sikre oplysningerne på grundlag af den europæiske sikringskendelse bør bortfalde.

(61)

Uanset princippet om gensidig tillid bør det være muligt for fuldbyrdelsesmyndigheden at påberåbe sig grunde til afslag på en europæisk editionskendelse, hvor en underretning til fuldbyrdelsesmyndigheden har fundet sted i henhold til denne forordning, på grundlag af listen over grunde til afslag i denne forordning. Hvor en underretning af fuldbyrdelsesmyndigheden eller fuldbyrdelse finder sted i overensstemmelse med denne forordning, vil fuldbyrdelsesstaten i sin nationale ret kunne fastsætte, at fuldbyrdelsen af en europæisk editionskendelse kan kræve, at en domstol i fuldbyrdelsesstaten inddrages i proceduren.

(62)

Hvor fuldbyrdelsesmyndigheden underrettes om en europæisk editionskendelse for at indhente trafikdata, bortset fra data der anmodes om alene med henblik på identifikation af bruger som defineret i denne forordning, eller for at indhente indholdsdata, bør den have ret til at vurdere oplysningerne i kendelsen og, hvor det er relevant, afvise den, såfremt den på grundlag af en obligatorisk og behørig analyse af oplysningerne i denne kendelse og under overholdelse af de gældende regler i den primære EU-ret, navnlig chartret, når frem til den konklusion, at en eller flere af de grunde til afslag, der er fastsat i denne forordning, vil kunne påberåbes. Behovet for at respektere de judicielle myndigheders uafhængighed kræver, at disse myndigheder indrømmes en vis skønsmargen, når de træffer afgørelse om grundene til afslag.

(63)

Det bør være muligt for fuldbyrdelsesmyndigheden, når den underrettes i henhold til denne forordning, at afslå en europæisk editionskendelse, hvor de oplysninger, der anmodes om, er beskyttet af immuniteter eller privilegier i henhold til fuldbyrdelsesstatens ret, hvilket forhindrer fuldbyrdelse eller håndhævelse af den europæiske editionskendelse, eller hvis de oplysninger, der anmodes om, er omfattet af regler om fastlæggelse eller begrænsning af strafferetligt ansvar, der vedrører pressefrihed eller ytringsfrihed i andre medier, hvilket forhindrer fuldbyrdelse eller håndhævelse af den europæiske editionskendelse.

(64)

Det bør være muligt for fuldbyrdelsesmyndigheden at afslå en kendelse i ekstraordinære tilfælde, hvor der er vægtige grunde til på grundlag af specifikke og objektive beviser at antage, at fuldbyrdelse af den europæiske editionskendelse under sagens særlige omstændigheder ville medføre en åbenbar overtrædelse af en relevant grundlæggende rettighed som fastsat i artikel 6 i TEU og i chartret. Navnlig ved vurderingen af denne grund til afslag, hvor fuldbyrdelsesmyndigheden råder over bevismateriale eller materiale såsom det, der er beskrevet i et begrundet forslag fra en tredjedel af medlemsstaterne, Europa-Parlamentet eller Europa-Kommissionen vedtaget i henhold til artikel 7, stk. 1, i TEU, hvoraf det fremgår, at der, hvis kendelsen blev fuldbyrdet, ville være en klar risiko for en alvorlig tilsidesættelse af den grundlæggende ret til effektive retsmidler og til en retfærdig rettergang i henhold til chartrets artikel 47 på grund af systemiske eller generelle mangler for så vidt angår uafhængigheden af den dømmende magt i udstedelsesstaten, bør fuldbyrdelsesmyndigheden specifikt og præcist afgøre, om der under hensyn til den berørte persons personlige situation samt arten af den lovovertrædelse, for hvilken straffesagen føres, og den faktuelle sammenhæng, der ligger til grund for afgørelsen, og i lyset af de oplysninger, som udstedelsesmyndigheden har fremlagt, er vægtige grunde til at antage, at der er risiko for en krænkelse af en persons ret til en retfærdig rettergang.

(65)

Det bør være muligt for fuldbyrdelsesmyndigheden at afvise en kendelse, hvis fuldbyrdelsen af en sådan kendelse ville være i strid med princippet ne bis in idem.

(66)

Det bør være muligt for den fuldbyrdende myndighed, hvor den underrettes i henhold til denne forordning, at afslå en europæisk editionskendelse, i fald den handling, for hvilken kendelsen er udstedt, ikke udgør en lovovertrædelse i fuldbyrdelsesstaten, medmindre det drejer sig om en lovovertrædelse under de kategorier, der er fastsat i et bilag til denne forordning, som angivet af udstedelsesmyndigheden i EPOC'en, hvis overtrædelsen i udstedelsesstaten kan straffes med fængsel eller anden frihedsberøvende foranstaltning af en varighed på mindst tre år.

(67)

Eftersom underretning af den person, hvis oplysninger, der anmodes om, er et væsentligt element for så vidt angår med retten til databeskyttelse og retten til forsvar, idet den giver mulighed for effektiv klageadgang og adgang til domstolsprøvelse i overensstemmelse med artikel 6 i TEU og chartret, bør udstedelsesmyndigheden uden unødigt ophold underrette den person, hvis oplysninger der anmodes om, om edition af oplysninger på grundlag af en europæisk editionskendelse. Udstedelsesmyndigheden bør imidlertid i overensstemmelse med national ret kunne udsætte, begrænse eller undlade underrettelse af den person, hvis oplysninger der anmodes om, i det omfang og så længe betingelserne i direktiv (EU) 2016/680 er opfyldt, i hvilket tilfælde udstedelsesmyndigheden i sagsakterne bør angive årsagerne til denne udsættelse, begrænsning eller undladelse og tilføje en kort begrundelse i EPOC'en. Modtagerne og, såfremt de ikke er identiske, tjenesteudbyderne bør træffe de nødvendige operationelle og tekniske foranstaltninger på det aktuelle tekniske niveau for at sikre fortroligheden, hemmeligholdelsen og ukrænkeligheden af EPOC'en eller EPOC-PR'en og af oplysninger, der er genstand for edition eller sikring.

(68)

Det bør være muligt for en tjenesteyder at kræve godtgørelse af sine udgifter forbundet med at besvare en europæisk editionskendelse eller en europæisk sikringskendelse fra udstedelsesstaten, hvis denne mulighed er hjemlet i udstedelsesstatens nationale ret for indenlandske kendelser i lignende situationer i overensstemmelse med denne stats nationale ret. Medlemsstaterne bør underrette Kommissionen om deres nationale regler for godtgørelse, og Kommissionen bør offentliggøre disse. Denne forordning fastsætter særskilte regler for godtgørelse af omkostninger i forbindelse med det decentrale IT-system.

(69)

Uden at det berører national lov om pålæggelse af strafferetlige sanktioner, bør medlemsstaterne fastsætte reglerne om økonomiske sanktioner for overtrædelse af denne forordning og træffe alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de anvendes. Medlemsstaterne bør sikre, at økonomiske sanktioner, der fastsættes i deres nationale ret, er effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning. Medlemsstaterne bør straks give Kommissionen meddelelse om disse regler og foranstaltninger og straks underrette den om senere ændringer, der berører dem.

(70)

Når de kompetente myndigheder vurderer den passende økonomiske sanktion i den individuelle sag, bør de tage højde for alle relevante omstændigheder såsom karakteren, alvoren og varigheden af overtrædelsen, om den er begået forsætligt eller uagtsomt, om tjenesteudbyderen er fundet ansvarlig for lignende tidligere overtrædelser, og den finansielle styrke af den tjenesteudbyder, der holdes ansvarlig. Under særlige omstændigheder kunne denne vurdering føre til, at fuldbyrdelsesmyndigheden beslutter at afholde sig fra at pålægge økonomiske sanktioner. I den sammenhæng skal der navnlig være fokus på mikrovirksomheder, der ikke overholder en europæisk editionskendelse eller en europæisk sikringskendelse i en nødsituation som følge af manglende personaleressourcer uden for normal åbningstid, hvis oplysningerne videregives uden unødigt ophold.

(71)

Uanset deres databeskyttelsesforpligtelser bør tjenesteudbydere ikke holdes ansvarlige i medlemsstaterne for skade, der forvoldes deres brugere eller tredjeparter og som udelukkende kan tilskrives efterlevelse i god tro af en EPOC eller en EPOC-PR. Ansvaret for at sikre kendelsens lovlighed, navnlig dens nødvendighed og proportionalitet, bør påhvile udstedelsesmyndigheden.

(72)

Hvor modtageren ikke efterlever en EPOC inden for fristen eller en EPOC-PR uden at give en begrundelse, der godtages af udstedelsesmyndigheden, og, i givet fald, såfremt fuldbyrdelsesmyndigheden ikke har påberåbt sig nogen grund til afslag som fastsat i denne forordning, bør udstedelsesmyndigheden kunne anmode fuldbyrdelsesmyndigheden om at fuldbyrde den europæiske editionskendelse eller den europæiske sikringskendelse. Med henblik herpå bør udstedelsesmyndigheden overføre den pågældende kendelse, den i denne forordning fastsatte relevante formular, som udfyldt af modtageren, og ethvert relevant dokument til fuldbyrdelsesmyndigheden. Udstedelsesmyndigheden bør oversætte den pågældende kendelse og ethvert dokument, der skal overføres, til et af de sprog, som fuldbyrdelsesstaten godtager, og bør underrette modtageren om overførslen. Denne stat bør fuldbyrde kendelsen i overensstemmelse med sin nationale ret.

(73)

Fuldbyrdelsesproceduren bør gøre det muligt for modtageren at gøre indsigelser mod fuldbyrdelsen på grundlag af en liste over specifikke grunde, der er fastsat i denne forordning, herunder at den pågældende kendelse ikke er blevet udstedt eller godkendt af en kompetent myndighed som fastsat i denne forordning, eller hvis påbuddet ikke vedrører data, der er opbevaret af eller på vegne af tjenesteudbyderen på tidspunktet for modtagelsen af den relevante attest. Fuldbyrdelsesmyndigheden bør kunne nægte at anerkende og fuldbyrde en europæisk editionskendelse eller en europæisk sikringskendelse på basis af de samme grunde og også i ekstraordinære situationer på grund af en åbenbar tilsidesættelse af en relevant grundlæggende rettighed som fastsat i artikel 6 i TEU og chartret. Fuldbyrdelsesmyndigheden bør høre udstedelsesmyndigheden, inden den beslutter ikke at anerkende eller fuldbyrde kendelsen på basis af disse grunde. Hvor modtageren ikke opfylder sine forpligtelser i henhold til en anerkendt europæisk editionskendelse eller europæisk sikringskendelse, hvis eksigibilitet er blevet bekræftet af fuldbyrdelsesmyndigheden, bør denne myndighed pålægge en økonomisk sanktion. Denne sanktion bør stå i et rimeligt forhold til den manglende overholdelse, navnlig særlige omstændigheder såsom gentagen eller systematisk manglende overholdelse.

(74)

Efterlevelsen af den europæiske editionskendelse kunne være i strid med en forpligtelse i henhold til et tredjelands gældende ret. For at sikre international høflighed for så vidt angår tredjelandes suveræne interesser, beskytte det berørte individ og håndtere tjenesteudbyderes modstridende forpligtelser indføres der med denne forordning en særlig ordning for judiciel prøvelse, hvor overholdelsen af en europæisk editionskendelse vil forhindre en tjenesteudbyder i at opfylde retlige forpligtelser, der stammer fra et tredjelands ret.

(75)

Hvor modtageren finder, at en europæisk editionskendelse i et konkret tilfælde ville indebære en overtrædelse af en retlig forpligtelse i henhold til et tredjelands ret, bør modtageren underrette udstedelsesmyndigheden og fuldbyrdelsesmyndigheden om sin begrundelse for ikke at fuldbyrde kendelsen ved at rejse en begrundet indsigelse ved brug af formularen i denne forordning. Udstedelsesmyndigheden bør kontrollere den europæiske editionskendelse på grundlag af den begrundede indsigelse og eventuelle oplysninger fra fuldbyrdelsesstaten under hensyntagen til de samme kriterier, som den kompetente domstol i udstedelsesstaten ville skulle følge. Hvor udstedelsesmyndigheden agter at opretholde kendelsen, bør den anmode udstedelsesstatens kompetente domstol om en prøvelse som meddelt af den relevante medlemsstat, som bør foretage en prøvelse af kendelsen.

(76)

Ved afgørelsen af, om der foreligger en modstridende forpligtelse under de særlige omstændigheder i den foreliggende sag, kunne den kompetente domstol benytte sig af passende ekstern ekspertise efter behov, f.eks. vedrørende fortolkning af det berørte tredjelands ret. Med henblik herpå kan den kompetente domstol f.eks. høre tredjelandets centrale myndighed under hensyntagen til direktiv (EU) 2016/680. Udstedelsesstaten bør navnlig anmode den kompetente myndighed i tredjelandet om oplysninger, hvor den modstridende forpligtelse vedrører grundlæggende rettigheder eller andre grundlæggende hensyn i tredjelandet vedrørende national sikkerhed og forsvar.

(77)

Ekspertviden om fortolkningen kunne ligeledes indhentes gennem ekspertudtalelser, hvor sådanne er til rådighed. Der bør være adgang til oplysninger og retspraksis vedrørende fortolkningen af et tredjelands ret og om lovkonfliktprocedurer i medlemsstaterne på en central platform såsom SIRIUS-projektet eller Det Europæiske Retlige Netværk med henblik på at gøre det muligt at drage fordel af erfaringer og ekspertviden, der er indsamlet om samme eller lignende spørgsmål. Adgangen til sådanne informationer på en central platform bør ikke være til hinder for en fornyet høring af tredjelandet, hvor det er relevant.

(78)

Ved vurdering af om der består modstridende forpligtelser, bør den kompetente domstol afgøre, om tredjelandets ret finder anvendelse, og i givet fald hvorvidt tredjelandets ret forbyder udlevering af de pågældende oplysninger. Hvor den kompetente domstol fastslår, at tredjelandets ret forbyder udlevering af de pågældende data, bør domstolen afgøre, hvorvidt den europæiske editionskendelse skal stadfæstes eller ej ved at afveje en række elementer, der er udformet til at vurdere styrken af tilknytningen til de to relevante jurisdiktioner, de respektive interesser i at indhente eller i stedet forhindre udlevering af oplysningerne og de eventuelle konsekvenser for modtageren eller for tjenesteudbyderen af at efterleve kendelsen. Der bør lægges særlig vægt på tredjelandets relevante rets beskyttelse af grundlæggende rettigheder og andre grundlæggende interesser såsom tredjelandets nationale sikkerhedsinteresser og graden af straffesagens tilknytning til hver af de to jurisdiktioner ved foretagelse af vurderingen. Hvor domstolen beslutter at ophæve kendelsen, bør den underrette udstedelsesmyndigheden og modtageren herom. Hvis den kompetente domstol beslutter at stadfæste kendelsen, bør den underrette udstedelsesmyndigheden og modtageren, og denne modtager bør så fuldbyrde kendelsen. Udstedelsesmyndigheden bør underrette fuldbyrdelsesmyndigheden om udfaldet af prøvelsesproceduren.

(79)

De betingelser, der er fastsat i denne forordning for fuldbyrdelse af en EPOC, bør ligeledes finde anvendelse i tilfælde af modstridende forpligtelser begrundet i et tredjelands ret. Oplysninger, der anmodes om af en europæisk editionskendelse, bør derfor sikres under en judiciel prøvelse, hvor denne kendelse ville forhindre tjenesteudbydere i at efterkomme en retlig forpligtelse hidrørende fra et tredjelands ret. Såfremt den kompetente domstol efter den judicielle prøvelse beslutter at ophæve den europæiske editionskendelse, bør det være muligt at udstede en sikringskendelse, således at udstedelsesmyndigheden får mulighed for at anmode om edition af oplysningerne gennem andre kanaler såsom gensidig retshjælp.

(80)

Det er vigtigt, at alle personer, hvis oplysninger der anmodes om under strafferetlig efterforskning eller retsforfølgning, har adgang til effektive retsmidler i overensstemmelse med chartrets artikel 47. I overensstemmelse med dette krav og uden at det berører retten til yderligere retsmidler i henhold til national ret, bør enhver person, hvis oplysninger der anmodes om gennem en europæisk editionskendelse, have ret til effektive retsmidler mod den pågældende kendelse. Såfremt den pågældende person er mistænkt eller tiltalt, bør vedkommende have ret til effektive retsmidler under den straffesag, hvor oplysningerne anvendes som bevismiddel. Retten til effektive retsmidler bør udøves ved en domstol i udstedelsesstaten i overensstemmelse med dennes nationale ret og bør omfatte muligheden for at anfægte foranstaltningens lovlighed, herunder dens nødvendighed og proportionalitet, uden at det berører de grundlæggende retsgarantier i fuldbyrdelsesstaten eller øvrige retsmidler i overensstemmelse med national ret. Denne forordning bør ikke begrænse de mulige begrundelser for at anfægte en kendelses lovlighed. Retten til effektive retsmidler fastlagt i denne forordning berører ikke retten til at søge retsmidler i henhold til forordning (EU) 2016/679 og direktiv (EU) 2016/680. Der bør i god tid gives information om mulighederne i henhold til national ret for at søge retsmidler, og der bør drages omsorg for, at disse midler reelt kan udøves.

(81)

Der bør udvikles hensigtsmæssige kanaler til at sikre, at samtlige parter kan samarbejde effektivt via digitale midler gennem et decentralt IT-system, der muliggør hurtig, direkte, interoperabel, bæredygtig, pålidelig og sikret grænseoverskridende elektronisk udveksling af sagsrelevante formularer, data og informationer.

(82)

Udpegede forretningssteder eller retlige repræsentanter bør med henblik på, at der kan foretages effektiv og sikker skriftlig korrespondance mellem kompetente myndigheder og disse forretningssteder og repræsentanter, udstyres med elektroniske midler til at tilgå de nationale IT-systemer, der indgår i det decentrale IT-system, der drives af medlemsstaterne.

(83)

Det decentrale IT-system bør bestå af medlemsstaternes og EU-agenturernes og -organernes IT-systemer og interoperable adgangspunkter, hvorigennem disse systemer er indbyrdes forbundne. Adgangspunkterne til det decentrale IT-system bør være baseret på e-CODEX-systemet, der er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2022/850 (24).

(84)

Tjenesteudbydere, der anvender skræddersyede IT-løsninger til informations- og dataudvekslingsformål relateret til anmodninger om elektroniske bevismateriale, bør udstyres med automatiske midler til at tilgå de decentrale IT-systemer ved hjælp af en fælles dataudvekslingsstandard.

(85)

Al skriftlig kommunikation mellem kompetente myndigheder eller mellem kompetente myndigheder og udpegede forretningssteder eller retlige repræsentanter bør i reglen foregå via det decentrale IT-system. Det bør kun være muligt at anvende alternative kommunikationsmidler, når det ikke er muligt at anvende det decentrale IT-system, eksempelvis på grund af specifikke retstekniske krav, fordi tekniske begrænsninger hindrer overførsel af en given datamængde, eller fordi der i en nødsituation tilsendes en anmodning til et andet forretningssted, som ikke er knyttet til det decentrale IT-system. I sådanne tilfælde bør overførslen ske via det mest hensigtsmæssige, alternative kommunikationsmiddel under hensyntagen til nødvendigheden af at sikre hurtig, sikker og pålidelig informationsudveksling.

(86)

Alle overførsler foretaget via alternative midler bør med henblik på at sikre, at det decentrale IT-system omfatter en fuldstændig journal over skriftlige udvekslinger under denne forordning, registreres uden unødigt ophold i det decentrale IT-system.

(87)

Det bør overvejes at anvende mekanismer til prøvelse af autenticitet som fastlagt i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 910/2014 (25).

(88)

Tjenesteudbydere, navnlig små og mellemstore virksomheder, bør ikke udsættes for uforholdsmæssige omkostninger i forbindelse med etablering og drift af det decentrale IT-system. Kommissionen skal derfor som led i oprettelsen, vedligeholdelsen og udviklingen af referenceimplementeringen også stille en internetbaseret brugerflade til rådighed for tjenesteudbyderne til at kommunikere sikkert med myndighederne uden at skulle etablere egen særlige infrastruktur for at tilgå det decentrale IT-system.

(89)

Det bør være muligt for medlemsstaterne at anvende software udviklet af Kommissionen, nemlig referencegennemførelsessoftwaren, i stedet for et nationalt IT-system. Denne referencegennemførelsessoftware skal være baseret på en modulstruktur, således forstået at softwaren pakkes og leveres adskilt fra de e-CODEX-systemkomponenter, der er nødvendige for at forbinde den med det decentrale IT-system. Denne grundstruktur burde gøre det muligt for medlemsstaterne at genbruge eller forbedre deres eksisterende nationale retlige kommunikationsinfrastrukturer med henblik på grænseoverskridende anvendelse.

(90)

Kommissionen bør være ansvarlig for skabelse, vedligeholdelse og udvikling af referencegennemførelsessoftwaren. Kommissionen bør udforme, udvikle og vedligeholde referenceimplementeringssoftwaren under overholdelse af databeskyttelseskravene og -principperne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 (26), forordning (EU) 2016/679 og direktiv (EU) 2016/680, navnlig principperne om databeskyttelse gennem design og gennem standardindstillinger, og et højt cybersikkerhedsniveau. Det er vigtigt, at referencegennemførelsessoftwaren også omfatter hensigtsmæssige tekniske foranstaltninger til at muliggøre de fornødne organisatoriske skridt til at sikre et hensigtsmæssigt niveau af sikkerhed og interoperabilitet.

(91)

For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af denne forordning bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (27).

(92)

Medlemsstaterne bør for så vidt angår dataudvekslinger foretaget via eller registreret i det decentral IT-system være i stand til at indsamle statistiske oplysninger til opfyldelse af deres overvågnings- og indberetningsforpligtelser i henhold til denne forordning via deres nationale portaler.

(93)

For at overvåge denne forordnings output, resultater og virkninger bør Kommissionen årligt fremlægge en rapport om det foregående kalenderår baseret på data fra medlemsstaterne. Medlemsstaterne bør til dette formål indsamle og fremsende til Kommissionen omfattende statistiske oplysninger om forskellige aspekter af denne forordning, opdelt på type af data, der anmodes om, modtagerne og hvorvidt det drejer sig om en nødsituation eller ej.

(94)

Anvendelsen af oversatte standardformularer ville gøre samarbejdet og udvekslingen af oplysninger lettere, hvilket ville muliggøre hurtigere og mere formålstjenlig kommunikation på en brugervenlig måde. Sådanne formularer ville mindske udgifterne til oversættelse og bidrage til en høj kvalitetsstandard i kommunikationen. Svarformularer ville ligeledes give mulighed for en standardiseret informationsudveksling, navnlig hvor tjenesteudbyderne ikke kan efterleve kendelsen, fordi brugerkontoen ikke findes, eller der ikke foreligger nogen oplysninger. De formularer, der er opstillet i denne forordning, ville også gøre det nemmere at indsamle statistiske data.

(95)

For at tilsikre formålstjenlig håndtering af eventuelle behov for forbedringer vedrørende indholdet af EPOC- og EPOC-PR-formularerne og af de formularer, der skal anvendes til at oplyse om hvorfor det er umuligt at fuldbyrde en EPOC eller en EPOC-PR, til at bekræfte udstedelse af anmodning om edition på grundlag af en editionskendelse og til at forlænge sikringen af elektronisk bevismateriale, bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) for så vidt angår modifikation af de formularer, der er fastsat i denne forordning. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau, og at disse høringer gennemføres i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning (28). For at sikre lige deltagelse i forberedelsen af delegerede retsakter modtager Europa-Parlamentet og Rådet navnlig alle dokumenter på samme tid som medlemsstaternes eksperter, og deres eksperter har systematisk adgang til møder i Kommissionens ekspertgrupper, der beskæftiger sig med forberedelsen af delegerede retsakter.

(96)

Denne forordning bør ikke berøre EU-instrumenter eller andre internationale instrumenter, aftaler og ordninger om indsamling af bevismateriale, der er omfattet af denne forordnings anvendelsesområde. Medlemsstaternes myndigheder bør vælge det redskab, der passer bedst til det foreliggende tilfælde. De vil i nogle tilfælde måske foretrække at anvende EU-instrumenter og andre internationale instrumenter, aftaler og ordninger, når de anmoder om forskellige typer af efterforskningsforanstaltninger, der ikke er begrænset til edition af elektronisk bevismateriale fra en anden medlemsstat. Medlemsstaterne bør underrette Kommissionen senest tre år efter denne forordnings ikrafttrædelse om eksisterende instrumenter, aftaler og ordninger omhandlet i denne forordning, som de fortsat agter at anvende. Medlemsstaterne bør også underrette Kommissionen om eventuelle nye aftaler eller ordninger som omhandlet i denne forordning senest tre måneder efter undertegnelsen af disse.

(97)

Som følge af den teknologiske udvikling kunne nye former for kommunikationsmidler være fremherskende om få år, eller der kunne opstå huller i anvendelsen af denne forordning. Det er derfor vigtigt, at der foretages en evaluering af dens anvendelse.

(98)

Kommissionen bør foretage en evaluering af denne forordning, som bør være baseret på fem kriterier, nemlig effektivitet, virkningsgrad, relevans, sammenhæng og EU-merværdi, og denne evaluering bør danne grundlag for konsekvensanalyser af mulige yderligere foranstaltninger. Evalueringsrapporten bør indeholde en vurdering af anvendelsen af denne forordning og af de resultater, der er blevet opnået for så vidt angår dens mål, samt en vurdering af denne forordnings indvirkning på grundlæggende rettigheder. Kommissionen bør regelmæssigt indsamle oplysninger til at give indsigt til evalueringen af denne forordning.

(99)

Målet for denne forordning, nemlig at forbedre sikringen og indhentningen af elektronisk bevismateriale på tværs af grænserne, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne på grund af dets grænseoverskridende karakter, men kan bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i TEU. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(100)

I medfør af artikel 3 i protokol nr. 21 om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er knyttet som bilag til TEU og til TEUF, har Irland meddelt, at det ønsker at deltage i vedtagelsen og anvendelsen af denne forordning.

(101)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til TEU og til TEUF, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne forordning, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark.

(102)

Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse er blevet hørt i overensstemmelse med artikel 42, stk. 1, i forordning (EU) 2018/1725 og afgav en udtalelse den 6. november 2019 (29) —