(1)

I overensstemmelse med artikel 2 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) bygger Unionen på værdierne respekt for den menneskelige værdighed, frihed, demokrati, ligestilling, retsstaten og respekt for menneskerettighederne, herunder rettigheder for personer, der tilhører mindretal. Dette er medlemsstaternes fælles værdigrundlag i et samfund præget af pluralisme, ikkeforskelsbehandling, tolerance, retfærdighed, solidaritet og ligestilling mellem kvinder og mænd. I artikel 3 i TEU præciseres det yderligere, at Unionens mål er at fremme freden, sine værdier og befolkningernes velfærd, og at den skal respektere medlemsstaternes rige kulturelle og sproglige mangfoldighed og sikre, at den europæiske kulturarv beskyttes og udvikles. Disse værdier bekræftes og formuleres yderligere i de rettigheder, friheder og principper, der er nedfældet i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (»chartret«).

(2)

Det er afgørende, at disse rettigheder og værdier fortsat aktivt dyrkes, beskyttes, fremmes, håndhæves og deles blandt borgerne og befolkningerne, og at de vedbliver at være kernen i EU-projektet, da en forværring af beskyttelsen af disse rettigheder og værdier i en hvilken som helst medlemsstat kan have skadelige virkninger for Unionen som helhed. Der bør derfor i Unionens almindelige budget oprettes en ny Fond for Retfærdighed, Rettigheder og Værdier, som omfatter programmet for borgere, ligestilling, rettigheder og værdier og programmet for retlige anliggender, der er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/693 (4). I en tid, hvor de europæiske samfund konfronteres med ekstremisme, radikalisme og splid, og hvor råderummet for det uafhængige civilsamfund indskrænkes, er det vigtigere end nogensinde at fremme, styrke og forsvare retfærdighed, rettigheder og EU-værdierne respekt for den menneskelige værdighed, frihed, demokrati, ligestilling, retsstaten og respekt for menneskerettighederne. Dette vil have omfattende og direkte virkninger for det politiske, sociale, kulturelle og økonomiske liv i Unionen. Som en del af den nye Fond for Retfærdighed, Rettigheder og Værdier vil programmet for retlige anliggender i overensstemmelse med programmet for retlige anliggender for 2014-2020, der blev oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1382/2013 (5), fortsat støtte den videre udbygning af et EU-område med retfærdighed baseret på retsstatsprincippet, retsvæsenets uafhængighed og upartiskhed, gensidig anerkendelse og gensidig tillid, adgang til klage og domstolsprøvelse og grænseoverskridende samarbejde.

Programmet for borgere, ligestilling, rettigheder og værdier (»programmet«) vil koble programmet for rettigheder, ligestilling og unionsborgerskab for 2014-2020, der blev oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1381/2013 (6), sammen med programmet »Europa for Borgerne«, der blev oprettet ved Rådets forordning (EU) nr. 390/2014 (7) (de »tidligere programmer«).

(3)

Programmet bør oprettes for en periode på syv år, så dets varighed tilpasses varigheden af den flerårige finansielle ramme, der er fastsat i Rådets forordning (EU, Euratom) 2020/2093 (8).

(4)

Fonden for Retfærdighed, Rettigheder og Værdier og de to underliggende finansieringsprogrammer vil fokusere på personer og enheder, der bidrager til at gøre vores fælles værdier og rige mangfoldighed samt rettigheder og ligestilling levende og dynamiske. Slutmålet er at pleje og fastholde et rettighedsbaseret, lige, åbent, pluralistisk, inkluderende og demokratisk samfund. Dette omfatter et dynamisk og styrket civilsamfund, der på grundlag af vores fælles værdier, historie og erindring opmuntrer borgerne til demokratisk, medborgerlig og social deltagelse og dyrker det europæiske samfunds rige mangfoldighed. Artikel 11 i TEU kræver, at EU-institutionerne fører en åben, gennemsigtig og regelmæssig dialog med civilsamfundet og på passende måder giver borgere og repræsentative sammenslutninger mulighed for at give udtryk for deres opfattelser angående alle Unionens arbejdsområder og for at diskutere dem offentligt.

(5)

Der bør etableres en åben, gennemsigtig og regelmæssig dialog med programmets støttemodtagere og andre relevante interessenter gennem oprettelse af en Gruppe for Civil Dialog. Gruppen for Civil Dialog bør være et åbent og uformelt forum for drøftelser og bør bidrage til udveksling af erfaringer og god praksis og til drøftelse af den politiske udvikling inden for de områder og mål, der er omfattet af programmet, og relaterede områder. Gruppen for Civil Dialog bør ikke have noget ansvar med hensyn til forvaltningen af programmet.

(6)

Ved at bygge videre på og videreudvikle de positive erfaringer fra de tidligere programmer, bør programmet give mulighed for, at synergier udvikles med henblik på at imødegå de udfordringer, der er fælles for fremme og beskyttelse af EU-værdier og med henblik på at nå den kritiske størrelse, der er nødvendig for at give konkrete resultater på området. Dette vil gøre det muligt at udnytte potentialet for synergier fuldt ud med henblik på at understøtte de omfattede politikområder mere effektivt og øge de relaterede politikkers potentiale til at nå ud til personer og civilsamfund, idet der sigtes mod en afbalanceret geografisk fordeling. For at være effektivt bør programmet tage hensyn til de forskellige politikkers særlige karakter, deres forskellige målgrupper og deres særlige behov gennem skræddersyede og målrettede tilgange.

(7)

Fuld respekt for og fremme af retsstatsprincippet og demokrati er afgørende for at opbygge borgernes tillid til Unionen og til sikring af gensidig tillid mellem medlemsstaterne. Ved at fremme rettigheder og værdier vil programmet bidrage til opbygningen af en mere demokratisk Union, til respekt for retsstatsprincippet og demokratisk dialog, til gennemsigtighed og til god forvaltningspraksis, herunder i tilfælde hvor råderum for civilsamfundet indskrænkes.

(8)

For at bringe Unionen tættere på sine borgere og fremme demokratisk deltagelse er der behov for en række forskellige tiltag og samordnede bestræbelser. Europæisk medborgerskab og europæisk identitet bør udvikles og fremskyndes ved at fremme borgernes forståelse af den politiske beslutningsproces og ved at tilskynde til borgerengagement i Unionens tiltag. Ved at bringe borgerne sammen gennem venskabsbyprojekter og netværk af byer og støtte civilsamfundsorganisationer på lokalt, regionalt, nationalt og tværnationalt plan inden for de områder, der er omfattet af programmet, bidrages der desuden til forøgelse af borgernes samfundsengagement og i sidste ende til deres aktive deltagelse i Unionens demokratiske liv. Samtidig skabes der med støtte til aktiviteter, som fremmer gensidig forståelse, interkulturel dialog, kulturel og sproglig mangfoldighed, social inklusion og respekt for andre, en følelse af at høre til Unionen og af et fælles medborgerskab inden for en europæisk identitet, som bygger på en delt forståelse af vores fælles europæiske værdier, kultur, historie og arv. Fremme af et stærkere tilhørsforhold til Unionen og af EU-værdier er navnlig vigtig blandt borgerne i dens regioner i den yderste periferi på grund af deres afsides beliggenhed og afstanden til det kontinentale Europa.

(9)

Der er behov for erindringsaktiviteter og kritisk refleksion over Europas historiske erindring for at gøre borgerne, navnlig unge, bevidste om deres fælles historie og værdier som fundamentet for en fælles fremtid. Erindringsaktiviteterne bør reflektere over årsagerne til totalitære regimer i Europas nyere historie, navnlig nazismen, der førte til holocaust, fascismen, stalinismen og totalitære kommunistiske regimer, og bør mindes ofrene for deres forbrydelser. De bør også omfatte aktiviteter vedrørende andre skelsættende øjeblikke og referencepunkter i nyere europæisk historie. Der bør også tages hensyn til relevansen af historiske, sociale, kulturelle og interkulturelle faktorer med henblik på at skabe en europæisk identitet baseret på fælles værdier og på følelsen af fælles samhørighed.

(10)

Borgere bør være mere bevidste om deres rettigheder som følge af unionsborgerskabet, og de bør føle sig trygge ved at bo, rejse, studere, arbejde og udføre frivilligt arbejde i en anden medlemsstat. De bør føle sig i stand til at nyde og udøve alle deres borgerrettigheder og have tillid til lige adgang til og mulighed for fuld håndhævelse og beskyttelse af deres rettigheder uden forskelsbehandling, uanset hvor i Unionen de måtte befinde sig. Der er behov for at støtte civilsamfundet i at fremme, beskytte og øge bevidstheden om EU-værdier og med henblik på at bidrage til den effektive udøvelse af rettigheder i henhold til EU-retten.

(11)

Ligestilling mellem kønnene er en grundlæggende værdi og et mål for Unionen. Alligevel har de generelle fremskridt i relation til ligestilling mellem kønnene været stagnerende. Forskelsbehandling og ulige behandling af kvinder og piger samt forskellige former for vold mod dem krænker deres grundlæggende rettigheder og forhindrer deres fulde politiske, sociale og økonomiske samfundsdeltagelse. Derudover hindrer politiske, strukturelle og kulturelle barrierer opnåelsen af reel ligestilling mellem kønnene. Fremme af ligestilling mellem kønnene og kønsmainstreaming i alle Unionens aktiviteter er derfor en kerneopgave for Unionen og en drivkraft for økonomisk vækst og social udvikling og bør støttes af programmet. Det er navnlig vigtigt at sætte aktivt ind over for stereotyper og gøre noget ved stiltiende og intersektionel forskelsbehandling. Lige adgang til arbejde, lige deltagelse på arbejdsmarkedet og fjernelse af hindringer for karriereudvikling inden for alle sektorer, f.eks. retsvæsenet og sektorer med tilknytning til naturvidenskab, teknologi, ingeniørvirksomhed og matematik, er grundpiller i ligestilling mellem kønnene. Der bør også fokuseres på balancen mellem arbejdsliv og privatliv og på den ligelige fordeling mellem kvinder og mænd af ubetalt husarbejde og ubetalt pasning af børn, ældre og andre omsorgsafhængige personer, idet disse elementer hænger uløseligt sammen med opnåelsen af lige økonomisk uafhængighed og deltagelse og med opnåelsen af ligestilling mellem kvinder og mænd.

(12)

Kønsbaseret vold og vold mod udsatte grupper (børn, unge og andre udsatte grupper såsom LGBTIQ-personer og personer med handicap) udgør en alvorlig krænkelse af grundlæggende rettigheder og findes fortsat sted i hele Unionen i alle sociale og økonomiske sammenhænge med alvorlige følger for ofrenes fysiske, mentale og psykiske sundhed og for samfundet som helhed. Kønsbaseret vold og chikane både i hjemmet og i den offentlige sfære påvirker kvinder mest signifikant. Bekæmpelse af sådan vold og chikane er derfor af central betydning for fremme af ligestilling mellem kønnene. Europarådets konvention til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet (Istanbulkonventionen) definerer vold mod kvinder som alle former for kønsbetinget vold, som medfører eller sandsynligvis medfører fysisk, seksuel, psykisk eller økonomisk overlast eller lidelse for kvinder, herunder trusler om sådanne handlinger, tvang eller vilkårlig frihedsberøvelse, hvad enten dette sker i den offentlige eller den private sfære. Bekæmpelse af kønsbaseret vold kræver en flerdimensionel tilgang og inkluderer håndtering af de juridiske, økonomiske, uddannelsesmæssige og sundhedsmæssige aspekter heraf. Der er også behov for aktivt at sætte ind over for kønsstereotyper fra en tidlig alder samt alle former for hadefuld tale og onlinevold. I den forbindelse er det fortsat vigtigt at støtte kvinderettighedsorganisationer og andre aktører, der arbejder inden for dette område. Børn, unge og andre udsatte grupper, såsom LGBTIQ-personer og personer med handicap, har også en øget risiko for at blive udsat for vold, navnlig inden for familien og i samlivsrelationer.

Der bør gøres en indsats for at fremme udsatte personers rettigheder — navnlig børns, herunder forældreløse børn, uanset om de har mistet deres forældre som følge af forbrydelser i hjemmet eller af andre årsager, og andre særligt sårbare grupper af børn — og bidrage til deres beskyttelse og sikre deres ret til udvikling og værdighed. Bekæmpelse af alle former for vold, navnlig kønsbaseret vold, fremme af forebyggelse heraf og beskyttelse af og støtte til ofrene herfor er EU-prioriteter, som hjælper enkeltpersoner med at udøve deres grundlæggende rettigheder og bidrager til ligestilling mellem kønnene. Disse prioriteter bør støttes af programmet. Vigtigheden af at yde finansiering i henhold til programmet til civilsamfundsorganisationer, der fremmer ligestilling mellem kønnene, bekæmper kønsbaseret vold og fremmer kvinders rettigheder, herunder deres seksuelle og reproduktive sundhed og rettigheder, og rettighederne for LGBTIQ-personer i alle medlemsstater understreges. Alle disse aktiviteter har til formål at fremme Unionens centrale værdier og bør derfor støttes i hele Unionen uden undtagelse.

(13)

Der er behov for en stærk politisk vilje og en koordineret indsats baseret på metoderne i og resultaterne af de tidligere Daphne-programmer, programmet for rettigheder, ligestilling og unionsborgerskab og programmet for retlige anliggender for at forebygge og bekæmpe alle former for vold og beskytte ofre. Navnlig Daphne-finansieringen til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod børn, unge og kvinder og til beskyttelse af ofre har siden lanceringen i 1997 været en ægte succes med hensyn til både populariteten blandt de interesserede parter (offentlige myndigheder, akademiske institutioner og ikkestatslige organisationer) og de finansierede projekters effektivitet. Daphne-programmet har ydet finansiering til projekter for at øge bevidstheden, for at tilvejebringe støttetjenester til ofre og for at støtte civilsamfundsorganisationers arbejde på stedet. Det har adresseret alle former for vold, herunder vold i hjemmet, seksuel vold, menneskehandel, stalking og skadelige traditionelle skikke, såsom kvindelig kønslemlæstelse, samt nye former for vold, såsom cybermobning og chikane på internettet. I betragtning af det stadig alarmerende antal ofre for kønsbaseret vold er det vigtigt at fortsætte alle disse tiltag med en uafhængig budgetbevilling til aktiviteterne til gennemførelse af det specifikke mål om at forebygge og bekæmpe alle former for kønsbaseret vold under Daphne og at tage behørigt hensyn til resultaterne og erfaringerne fra dem i forbindelse med gennemførelsen af programmet.

(14)

Ikkeforskelsbehandling er et af Unionens grundlæggende principper. Artikel 19 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) giver mulighed for at træffe foranstaltninger til bekæmpelse af forskelsbehandling på grund af køn, race eller etnisk oprindelse, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering. Forbuddet mod forskelsbehandling er også nedfældet i chartrets artikel 21. Der bør tages hensyn til de særlige kendetegn ved de forskellige former for forskelsbehandling, herunder direkte, indirekte og strukturel forskelsbehandling, og der bør sideløbende udvikles hensigtsmæssige tiltag for at forebygge og bekæmpe forskelsbehandling, der finder sted af en eller flere grunde. Programmet bør støtte tiltag til at forebygge og bekæmpe alle former for forskelsbehandling, racisme, fremmedhad, afrofobi, antisemitisme, romafjendtlighed, antimuslimsk had og alle former for intolerance, herunder homofobi, bifobi, transfobi, interfobi og intolerance baseret på kønsidentitet, både online og offline, samt intolerance over for personer tilhørende mindretal, og samtidig tage hensyn til multipel forskelsbehandling. I denne forbindelse bør der også rettes særlig opmærksomhed mod at forebygge og bekæmpe alle former for vold, had, segregation og stigmatisering samt bekæmpe mobning, chikane og intolerant behandling. Programmet bør gennemføres på en sådan måde, at det og andre EU-aktiviteter med samme mål gensidigt styrker hinanden, navnlig de aktiviteter, som er omhandlet i Kommissionens meddelelse af 5. april 2011 med titlen »En EU-ramme for de nationale strategier for romaernes integration frem til 2020« og i Rådets henstilling af 9. december 2013 om foranstaltninger i medlemsstaterne til effektiv integration af romaerne (9).

(15)

Sociale og omgivelsesmæssige barrierer samt manglende tilgængelighed forhindrer personer med handicap i fuldt og effektivt at deltage i samfundslivet på lige fod med andre. Personer med handicap oplever barrierer med hensyn til bl.a. at få adgang til arbejdsmarkedet, nyde gavn af en inklusiv kvalitetsuddannelse, undgå fattigdom og social eksklusion, have adgang til kulturelle initiativer og medier og gøre brug af politiske rettigheder. Som parter i De Forenede Nationers konvention om rettigheder for personer med handicap har Unionen og alle medlemsstaterne påtaget sig at fremme, beskytte og sikre fuld og lige udøvelse af alle menneskerettigheder og grundlæggende rettigheder for alle personer med handicap. Nævnte konvention er blevet en integreret del af Unionens retsorden.

(16)

Retten til respekt for privatliv og familieliv, hjem og kommunikation er en grundlæggende rettighed, der er nedfældet i artikel 7 i chartret. Beskyttelsen af personoplysninger er en grundlæggende rettighed, der er nedfældet i artikel 16 i TEUF og artikel 8 i chartret. Overholdelse af reglerne til beskyttelse af personoplysninger er underlagt uafhængige tilsynsmyndigheders kontrol. I Unionens retlige ramme, navnlig Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 (10) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/680 (11), fastsættes der bestemmelser med henblik på at sikre, at retten til beskyttelse af personoplysninger håndhæves effektivt. Ved disse retsakter har de nationale datatilsynsmyndigheder fået til opgave at fremme offentlighedens bevidsthed om og forståelse af risici, regler, garantier og rettigheder, der vedrører behandlingen af personoplysninger. I betragtning af betydningen af retten til beskyttelse af personoplysninger i en tid med hastig teknologisk udvikling bør Unionen være i stand til at gennemføre aktiviteter, der øger bevidstheden, herunder gennem støtte til civilsamfundsorganisationer, der er fortalere for beskyttelse af personoplysninger i overensstemmelse med EU-standarder, og at gennemføre studier og andre relevante aktiviteter.

(17)

Ved artikel 24 i TEUF forpligtes Europa-Parlamentet og Rådet til at fastlægge bestemmelser om de procedurer og betingelser, der er nødvendige for fremsættelsen af et borgerinitiativ som nævnt i artikel 11 i TEU. Dette er sket gennem vedtagelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/788 (12). Programmet bør støtte finansieringen af teknisk og organisatorisk støtte til gennemførelsen af nævnte forordning og dermed understøtte borgernes udøvelse af retten til at iværksætte og støtte europæiske borgerinitiativer.

(18)

I overensstemmelse med artikel 8 og 10 i TEUF bør programmet i alle sine aktiviteter støtte kønsmainstreaming og mainstreaming af ikkeforskelsbehandling. En foreløbig og en endelig evaluering af programmet bør undersøge indvirkningerne på kønsaspektet med henblik på at vurdere, i hvilket omfang programmet bidrager til ligestilling mellem kønnene, og hvorvidt det har utilsigtede negative indvirkninger på ligestillingen mellem kønnene. I denne forbindelse og under hensyntagen til den forskellige karakter og det forskellige omfang af aktiviteterne underprogrammets forskellige indsatsområder vil det være vigtigt, at individuelle data, som projektinitiativtagerne indsamler, opdeles efter køn, når det er muligt. Det er også vigtigt at oplyse ansøgere om, hvordan de skal tage hensyn til ligestilling mellem kønnene, herunder at oplyse om anvendelsen af værktøjer til kønsmainstreaming såsom kønsbudgettering og kønsspecifikke konsekvensanalyser, hvor det er nødvendigt. Der bør tages hensyn til balancen mellem kønnene, når eksperter og aktører høres.

(19)

I henhold til artikel 3 i TEU skal Unionen bl.a. fremme beskyttelse af børns rettigheder i overensstemmelse med chartrets artikel 24 og med De Forenede Nationers konvention om barnets rettigheder.

(20)

I overensstemmelse med EU-retsakter om ligebehandling har medlemsstaterne oprettet uafhængige organer til fremme af ligebehandling (»ligestillingsorganer«) med henblik på at bekæmpe forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse samt køn. Mange medlemsstater er imidlertid gået længere end kravene i disse EU-retsakter og har sikret, at ligestillingsorganer også kan tage sig af forskelsbehandling af andre grunde, såsom sprog, alder, kønsegenskaber, kønsidentitet og kønsdiversitet, seksuel orientering, religion og tro, og handicap. Ligestillingsorganer spiller en central rolle i at fremme ligestilling og sikre en effektiv anvendelse af lovgivningen om ligebehandling, navnlig ved at give uafhængig bistand til ofre for forskelsbehandling, foretage uafhængige studier vedrørende forskelsbehandling, offentliggøre uvildige rapporter og fremsætte henstillinger om ethvert spørgsmål vedrørende forskelsbehandling i deres respektive medlemsstat. Det er afgørende, at ligestillingsorganers arbejde koordineres på EU-plan i denne henseende.

Det europæiske netværk for nationale ligestillingsorganer (Equinet) blev oprettet i 2007 og består af medlemmer fra de nationale ligestillingsorganer som fastsat i Rådets direktiv 2000/43/EF (13) og 2004/113/EF (14) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54/EF (15) og 2010/41/EU (16). Den 22. juni 2018 vedtog Kommissionen henstilling (EU) 2018/951 (17) om standarder for ligestillingsorganer omfattende deres mandat, uafhængighed, effektivitet samt samordning og samarbejde. Equinet befinder sig i en ekstraordinær situation, idet det er den eneste enhed, der sikrer samordning af aktiviteter mellem ligestillingsorganer. Equinets samordning er af afgørende betydning for virkningsfuld gennemførelse af EU-retten om bekæmpelse af forskelsbehandling i medlemsstaterne og bør støttes af programmet.

(21)

Med henblik på at øge brugervenlig tilgængelighed og give uvildig vejledning, praktiske oplysninger og bistand til ansøgere, interessenter og støttemodtagere med hensyn til alle aspekter af programmet bør medlemsstaterne kunne oprette programkontaktpunkter. Programkontaktpunkter bør varetage deres hverv uafhængigt og uden indblanding fra offentlige myndigheder i deres beslutningstagning. Det er vigtigt, at medlemsstaterne kan vælge den mest hensigtsmæssige måde at forvalte sådanne programkontaktpunkter, herunder via offentlige myndigheder, civilsamfundsorganisationer eller konsortier heraf. Programkontaktpunkterne bør ikke have noget ansvar for så vidt angår forvaltningen af programmet.

(22)

Uafhængige menneskerettighedsorganer og civilsamfundsorganisationer spiller en afgørende rolle med hensyn til at fremme, beskytte og øge bevidstheden om Unionens fælles værdier og med hensyn til at bidrage til en effektiv udøvelse af rettigheder i henhold til EU-retten, herunder chartret. Som afspejlet i Europa-Parlamentets beslutning af 19. april 2018 (18) er øget finansiering og passende finansiel støtte afgørende for udviklingen af et gunstigt og bæredygtigt miljø for civilsamfundsorganisationer med henblik på at styrke deres rolle og sætte dem i stand til at udøve deres funktioner uafhængigt og effektivt. EU-finansieringen bør komplementere indsatsen på nationalt niveau ved at bidrage til at støtte, styrke og opbygge kapaciteten i uafhængige civilsamfundsorganisationer, der arbejder for at fremme rettigheder og værdier, og hvis aktiviteter bidrager til strategisk håndhævelse af rettigheder i henhold til EU-retten, herunder chartret, bl.a. via fortalervirksomhed såsom strategiske sagsanlæg, kampagner, kommunikation og andre aktiviteter i rollen som vagthund, samt til at fremme, beskytte og øge bevidstheden om Unionens værdier på lokalt, regionalt, nationalt og tværnationalt plan. Programmet bør gennemføres på en brugervenlig måde, f.eks. ved hjælp af en brugervenlig ansøgnings- og rapporteringsprocedure. Der bør rettes særlig opmærksomhed mod programmets tilgængelighed for civilsamfundsorganisationer på lokalt, regionalt, nationalt og tværnationalt plan, herunder lokale civilsamfundsorganisationer på græsrodsniveau, såvel som mod støttemodtageres kapacitet. Dette bør omfatte overvejelser om tildeling af finansiel støtte til tredjeparter, hvor det er hensigtsmæssigt.

(23)

Kommissionen bør sikre overordnet sammenhæng, komplementaritet og synergier med arbejdet i EU-organer, -kontorer og -agenturer, navnlig Det Europæiske Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinder og Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder, og bør tage hensyn til andre nationale og internationale aktørers arbejde på de områder, der er omfattet af programmet.

(24)

Programmet bør på visse betingelser være åbent for deltagelse af medlemmer af Den Europæiske Frihandelssammenslutning (EFTA), der er medlemmer af Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS). Tiltrædende lande, kandidatlande, potentielle kandidatlande, der er omfattet af en førtiltrædelsesstrategi, lande omfattet af den europæiske naboskabspolitik og andre tredjelande bør også kunne deltage i programmet.

(25)

Med henblik på at sikre en effektiv tildeling af midler fra Unionens almindelige budget er det nødvendigt at sikre, at alle tiltag gennemført under programmet skaber EU-merværdi, komplementerer medlemsstaternes tiltag og er i overensstemmelse med andre EU-tiltag. Det bør tilstræbes at skabe sammenhæng, komplementaritet og synergier med finansieringsprogrammer, som understøtter politikområder, der er tæt indbyrdes forbundet, navnlig med programmet for retlige anliggender, samt med programmet Et Kreativt Europa, der blev oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) XXXX/XXXX (19), og Erasmus+, der blev oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) XXXX/XXXX (20), med henblik på at realisere potentialet for krydsninger inden for områder som kultur, medier, kunst, uddannelse og kreativitet. Det er nødvendigt at skabe synergier med andre EU-finansieringsprogrammer, navnlig på områderne beskæftigelse og bekæmpelse af social udstødelse, navnlig med Den Europæiske Socialfond Plus, samt på områderne det indre marked, iværksætteri, ungdom, sundhed, medborgerskab, retlige anliggender, migration, sikkerhed, forskning, innovation, teknologi, erhvervsliv, samhørighed, turisme, eksterne forbindelser, handel og bæredygtig udvikling.

(26)

Denne forordning fastlægger en finansieringsramme for hele programmets varighed, som skal udgøre det primære referencebeløb, jf. punkt 18 i den interinstitutionelle aftale af 16. december 2020 mellem Europa-Parlamentet, Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Kommissionen om budgetdisciplin, om samarbejde på budgetområdet og om forsvarlig økonomisk forvaltning samt om nye egne indtægter, herunder en køreplan hen imod indførelse af nye egne indtægter (21), for Europa-Parlamentet og Rådet under den årlige budgetprocedure.

(27)

I overensstemmelse med artikel 193, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2018/1046 (22) (»finansforordningen«) kan der ydes tilskud til en allerede påbegyndt foranstaltning, forudsat at ansøgeren kan godtgøre, at det var nødvendigt at igangsætte foranstaltningen inden undertegnelsen af tilskudsaftalen. De omkostninger, som er påløbet forud for datoen for indgivelsen af ansøgningen om tilskud, er imidlertid ikke støtteberettigede, undtagen i behørigt begrundede undtagelsestilfælde. For at undgå enhver afbrydelse af EU-støtte, der kan være til skade for Unionens interesser, bør det være muligt for en begrænset periode i begyndelsen af den flerårige finansielle ramme 2021-2027, at omkostninger afholdt med hensyn til tiltag, der støttes i henhold til nærværende forordning, og som allerede er påbegyndt, anses som støtteberettigede fra den 1. januar 2021, selv om omkostningerne påløb, før ansøgningen om tilskud blev indgivet.

(28)

Finansforordningen finder anvendelse på programmet. Finansforordningen fastsætter regler for gennemførelsen af EU-budgettet, herunder reglerne for tilskud, priser, udbud, indirekte forvaltning, finansielle instrumenter, budgetgarantier, finansiel bistand og godtgørelse af eksterne eksperter.

(29)

Finansieringsformerne og gennemførelsesmetoderne i henhold til denne forordning bør vælges ud fra deres kapacitet til at opnå tiltagenes specifikke mål og levere resultater, under hensyntagen til navnlig kontrolomkostningerne, den administrative byrde, de relevante interessenters og tiltænkte støttemodtageres kapacitet og den forventede risiko for manglende overholdelse. Dette bør omfatte overvejelser om anvendelse af faste beløb, faste takster og enhedsomkostninger såvel som finansiering, der ikke er knyttet til omkostninger, som omhandlet i finansforordningens artikel 125, stk. 1.

(30)

I overensstemmelse med finansforordningen, Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 883/2013 (23) og Rådets forordning (Euratom, EF) nr. 2988/95 (24), (Euratom, EF) nr. 2185/96 (25) og (EU) 2017/1939 (26) skal Unionens finansielle interesser beskyttes ved hjælp af forholdsmæssige foranstaltninger, herunder foranstaltninger vedrørende forebyggelse, opdagelse, korrektion og undersøgelse af uregelmæssigheder, herunder svig, vedrørende tilbagesøgning af tabte, uberettiget udbetalte eller ukorrekt anvendte midler og, hvor det er relevant, vedrørende pålæggelse af administrative sanktioner. Navnlig har Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) i overensstemmelse med forordning (Euratom, EF) nr. 2185/96 og (EU, Euratom) nr. 883/2013 beføjelse til at foretage administrative undersøgelser, herunder kontrol og inspektion på stedet, med henblik på at fastslå, om der foreligger svig, korruption eller enhver anden ulovlig aktivitet, der skader Unionens finansielle interesser. Den Europæiske Anklagemyndighed (»EPPO«) er i overensstemmelse med forordning (EU) 2017/1939 beføjet til at efterforske og retsforfølge strafbare handlinger til skade for Unionens finansielle interesser, som fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/1371 (27).

I overensstemmelse med finansforordningen skal enhver person eller enhed, som modtager EU-midler, samarbejde fuldt ud om beskyttelse af Unionens finansielle interesser, give Kommissionen, OLAF, Revisionsretten og, for så vidt angår de medlemsstater, der deltager i et forstærket samarbejde i henhold til forordning (EU) 2017/1939, EPPO de fornødne rettigheder og den fornødne adgang og sikre, at eventuelle tredjeparter, der er involveret i gennemførelsen af EU-midler, tildeler tilsvarende rettigheder.

(31)

Tredjelande, der er medlemmer af EØS, kan deltage i EU-programmer inden for rammerne af det samarbejde, der er etableret ved aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (28), som fastsætter, at programmerne gennemføres på grundlag af en afgørelse vedtaget i henhold til nævnte aftale. Tredjelande kan også deltage på grundlag af andre retlige instrumenter. Der bør indsættes en særlig bestemmelse i denne forordning med et krav om, at tredjelande skal give den ansvarlige anvisningsberettigede, OLAF og Revisionsretten de fornødne rettigheder og den fornødne adgang, således at de fuldt ud kan udøve deres respektive beføjelser.

(32)

Horisontale finansielle regler, der er vedtaget af Europa-Parlamentet og Rådet på grundlag af artikel 322 i TEUF, finder anvendelse på denne forordning. Disse regler er fastsat i finansforordningen og fastlægger navnlig proceduren for opstilling og gennemførelse af budgettet ved hjælp af tilskud, udbud, priser og indirekte gennemførelse og fastsætter kontrol med finansielle aktørers ansvar. Regler, der er vedtaget på grundlag af artikel 322 i TEUF, omfatter også en generel ordning med konditionalitet til beskyttelse af Unionens budget.

(33)

I henhold til Rådets afgørelse 2013/755/EU (29) kan personer og relevante offentlige og/eller private instanser og institutioner i oversøiske lande og territorier modtage finansiering under overholdelse af de regler og mål, der gælder for programmet, og eventuelle ordninger, som finder anvendelse på den medlemsstat, med hvilket det pågældende oversøiske land eller territorium er forbundet.

(34)

Idet betydningen af at bekæmpe klimaændringer i overensstemmelse med Unionens forpligtelser til at gennemføre Parisaftalen, der er vedtaget inden for rammerne af De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer, og De Forenede Nationers mål for bæredygtig udvikling afspejles, har programmet til hensigt at bidrage til at mainstreame klimatiltag og til at nå et overordnet mål om, at 30 % af udgifterne i EU-budgettet støtter klimamål, og til ambitionen om, at 7,5 % af EU-budgettet skal gå til udgifter til biodiversitet i 2024 og 10 % i 2026 og 2027, idet der tages hensyn til de eksisterende overlap mellem klima- og biodiversitetsmålene. Programmet bør støtte aktiviteter, der overholder klima- og miljøstandarderne samt Unionens prioriteter og princippet om ikke at gøre skade i den europæiske grønne pagt. Relevante tiltag bør fastlægges under forberedelsen og gennemførelsen af programmet og revurderes som led i de relevante evaluerings- og revisionsprocesser.

(35)

I henhold til punkt 22 og 23 i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning (30) bør dette program evalueres på grundlag af oplysninger indsamlet i overensstemmelse med specifikke overvågningskrav, samtidig med at en administrativ byrde, navnlig for medlemsstaterne, og overregulering undgås. Disse krav bør, hvor det er relevant, omfatte målbare indikatorer som grundlag for evaluering af programmets virkninger i praksis.

(36)

For at sikre en effektiv vurdering af programmets fremskridt hen imod opnåelsen af dets mål bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF, for så vidt angår de i artikel 14 og 16 og i bilag II nævnte indikatorer. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau, og at disse høringer gennemføres i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning. For at sikre lige deltagelse i forberedelsen af delegerede retsakter modtager Europa-Parlamentet og Rådet navnlig alle dokumenter på samme tid som medlemsstaternes eksperter, og deres eksperter har systematisk adgang til møder i Kommissionens ekspertgrupper, der beskæftiger sig med forberedelse af delegerede retsakter.

(37)

For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af denne forordning bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (31).

(38)

Målene for denne forordning, nemlig at beskytte og fremme de rettigheder og værdier, der er nedfældet i traktaterne, chartret og gældende internationale menneskerettighedskonventioner, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af handlingens omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i TEU. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(39)

Forordning (EU) nr. 1381/2013 og (EU) nr. 390/2014 bør derfor ophæves.

(40)

For at sikre kontinuiteten i ydelsen af støtte på det relevante politikområde og gøre det muligt at starte gennemførelsen fra begyndelsen af den flerårige finansielle ramme 2021-2027, bør denne forordning træde i kraft hurtigst muligt og finde anvendelse med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar 2021 —