1.   Denne forordning finder anvendelse på det civil- og handelsretlige område, når en ret i en medlemsstat i overensstemmelse med denne medlemsstats lovgivning anmoder:

2.   Der må ikke anmodes om optagelse af bevis, der ikke er bestemt til brug i en påbegyndt eller påtænkt retssag.

1.   Anmodninger omhandlet i artikel 1, stk. 1, litra a), fremsendes af den ret, hvor sagen er påbegyndt eller påtænkt (»anmodende ret«), direkte til den kompetente ret i en anden medlemsstat (»anmodede ret«), med henblik på optagelse af bevis.

2.   Hver medlemsstat udarbejder en liste over de retter, der er kompetente til at optage bevis i medfør af denne forordning. På denne liste angives også de pågældende retters stedlige kompetence og eventuelt deres specielle kompetence.

1.   Hver medlemsstat udpeger et centralt organ, som har til opgave:

2.   Forbundsmedlemsstater, medlemsstater med flere retssystemer og medlemsstater med autonome territoriale områder kan udpege flere centrale organer.

3.   Hver medlemsstat udpeger også det i denne artikels stk. 1 omhandlede centrale organ eller en eller flere kompetente myndigheder til at være ansvarlige for at træffe afgørelse om anmodninger i henhold til artikel 19.

1.   Anmodninger fremsættes under anvendelse af formular A eller i givet fald formular L i bilag I. Hver anmodning skal indeholde oplysning om:

2.   Der kan ikke kræves legalisering eller anden lignende formalitet i forbindelse med anmodningen og samtlige vedlagte bilag.

3.   Bilag, som den anmodende ret anser for nødvendigt at vedlægge, for at anmodningen kan efterkommes, ledsages af en oversættelse af dokumenterne til det sprog, anmodningen er affattet på.

1.   Anmodninger og meddelelser udført efter denne forordning fremsendes via et sikkert og pålideligt decentralt IT-system under behørig hensyntagen til de grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder. Det decentrale IT-system skal være baseret på en interoperabel løsning som f.eks. e-CODEX.

2.   Den generelle lovramme for brug af kvalificerede tillidstjenester i forordning (EU) nr. 910/2014 gælder for anmodninger og meddelelser, der fremsendes gennem det decentrale IT-system.

3.   Hvor de i denne artikels stk. 1 omhandlede anmodninger og meddelelser kræver eller er forsynet med et segl eller en håndskrevet underskrift, kan der i stedet anvendes kvalificerede elektroniske segl eller kvalificerede elektroniske signaturer som defineret i forordning (EU) nr. 910/2014.

4.   Hvor fremsendelse i overensstemmelse med stk. 1 ikke er mulig på grund af forstyrrelse af det decentrale IT-system eller på grund af det pågældende bevismateriales art, eller på grund af andre ekstraordinære omstændigheder, sker fremsendelsen på den hurtigste, mest hensigtsmæssige alternative måde under hensyntagen til behovet for at sikre pålideligheden og sikkerheden.

1.   Den anmodede kompetente ret sender senest syv dage efter modtagelsen af anmodningen den anmodende ret et modtagelsesbevis under anvendelse af formular B i bilag I. Opfylder anmodningen ikke betingelserne i artikel 6 og 7, anfører den anmodede ret en bemærkning herom i modtagelsesbeviset.

2.   Er den anmodede ret ikke kompetent til at efterkomme en anmodning, der er fremsat under anvendelse af formular A i bilag I, og som opfylder betingelserne i artikel 6, sender denne ret anmodningen videre til den kompetente ret i samme medlemsstat og underretter den anmodende ret herom under anvendelse af formular C i bilag I.

1.   Kan en anmodning ikke efterkommes, fordi den ikke indeholder alle nødvendige oplysninger i henhold til artikel 5, underretter den anmodede ret hurtigst muligt og senest 30 dage efter modtagelsen den anmodende ret herom under anvendelse af formular D i bilag I og opfordrer den anmodende ret til at fremsende de manglende oplysninger, idet de manglende oplysninger udspecificeres mest muligt.

2.   Kan en anmodning ikke efterkommes, fordi der er anmodet om sikkerhed eller forskud i henhold til artikel 22, stk. 3, underretter den anmodede ret hurtigst muligt og senest 30 dage efter modtagelsen den anmodende ret herom under anvendelse af formular D i bilag I og oplyser, hvordan sikkerheden skal stilles eller forskuddet erlægges. Den anmodede ret kvitterer for modtagelsen af sikkerheden eller forskuddet hurtigst muligt og senest ti dage efter modtagelsen under anvendelse af formular E i bilag I.

1.   Har den anmodede ret i overensstemmelse med artikel 9, stk. 1, i modtagelsesbeviset bemærket, at anmodningen ikke opfylder betingelserne i artikel 6 og 7, eller har den i overensstemmelse med artikel 10 underrettet den anmodende ret om, at anmodningen ikke kan efterkommes, fordi den ikke indeholder alle nødvendige oplysninger omhandlet i artikel 5, begynder den i artikel 12 anførte frist først at løbe fra det tidspunkt, hvor den anmodede ret har modtaget en behørigt suppleret anmodning.

2.   Har den anmodede ret anmodet om sikkerhed eller forskud i henhold til artikel 22, stk. 3, begynder fristen i henhold til artikel 12 først at løbe fra det tidspunkt, hvor sikkerheden er stillet eller forskuddet erlagt.

1.   Den anmodede ret efterkommer en anmodning hurtigst muligt og senest 90 dage efter modtagelsen.

2.   Den anmodede ret efterkommer anmodningen efter dens nationale ret.

3.   Den anmodende ret kan under anvendelse af formular A i bilag I fremsætte ønske om, at anmodningen efterkommes under iagttagelse af særlige formkrav i dens nationale ret. Den anmodede ret efterkommer anmodningen under iagttagelse af de særlige formkrav, medmindre det ville være uforeneligt med dens nationale ret, eller den ikke kan efterkomme anmodningen på grund af større praktiske vanskeligheder. Efterkommer den anmodede ret af en af ovennævnte grunde ikke ønsket om, at anmodningen efterkommes under iagttagelse af særlige formkrav, underretter den den anmodende ret herom under anvendelse af formular H i bilag I.

4.   Den anmodende ret kan bede den anmodede ret om at anvende særlig kommunikationsteknologi ved bevisoptagelsen, navnlig videokonference og telekonference.

Den anmodede ret anvender den kommunikationsteknologi, der er angivet i henhold til første afsnit, medmindre dette ville være uforeneligt med dens nationale ret, eller den anmodede ret ikke har mulighed herfor på grund af større praktiske vanskeligheder.

Efterkommer den anmodede ret ikke ønsket om anvendelse af en særlig kommunikationsteknologi af en af ovennævnte grunde, underretter den den anmodende ret herom under anvendelse af formular H i bilag I.

Har den anmodende ret eller den anmodede ret ikke adgang til den i første afsnit omhandlede kommunikationsteknologi, kan retterne efter fælles overenskomst stille denne kommunikationsteknologi til rådighed.

1.   Hvis det er hjemlet i national ret i den medlemsstat, hvor den anmodende ret er beliggende, har sagens parter og deres eventuelle rettergangsfuldmægtige ret til at være til stede, når den anmodede ret optager bevis.

2.   Den anmodende ret oplyser i sin anmodning under anvendelse af formular A i bilag I den anmodede ret om, at sagens parter og deres eventuelle rettergangsfuldmægtige vil være til stede ved bevisoptagelsen, og i givet fald at deres deltagelse i bevisoptagelsen ønskes. En sådan oplysning kan også gives på et andet relevant tidspunkt.

3.   Hvis der fremsættes ønske om, at sagens parter og deres eventuelle rettergangsfuldmægtige deltager i bevisoptagelsen, fastsætter den anmodede ret i henhold til artikel 12 de betingelser, hvorpå de kan deltage.

4.   Den anmodede ret underretter under anvendelse af formular I i bilag I sagens parter og deres eventuelle rettergangsfuldmægtige om tidspunkt og sted for bevisoptagelsen samt i givet fald om de betingelser, hvorpå de kan deltage.

5.   Stk. 1-4 berører dog ikke, at den anmodede ret kan anmode sagens parter og deres eventuelle rettergangsfuldmægtige om at være til stede ved bevisoptagelsen eller deltage heri, hvis dette er hjemlet i nationale ret i den medlemsstat, hvor den anmodede ret er beliggende.

1.   Hvor det er foreneligt med national ret i den medlemsstat, hvor den anmodende ret er beliggende, har befuldmægtigede for den anmodende ret ret til at være til stede, når den anmodede ret optager bevis.

2.   I denne artikel forstås ved »befuldmægtigede« retsmedlemmer udpeget af den anmodende ret i overensstemmelse med dens nationale ret. Den anmodende ret kan også i overensstemmelse med dens nationale ret udpege enhver anden person, såsom en sagkyndig.

3.   Den anmodende ret oplyser i sin anmodning under anvendelse af formular A i bilag I den anmodede ret om, at sådanne befuldmægtigede vil være til stede, og i givet fald, at de ønsker at deltage ved bevisoptagelsen. En sådan oplysning kan også gives på et andet relevant tidspunkt.

4.   Hvis der fremsættes ønske om, at befuldmægtigede fra den anmodende ret deltager i bevisoptagelsen, fastsætter den anmodede ret i overensstemmelse med artikel 12 de betingelser, hvorpå de kan deltage.

5.   Den anmodede ret underretter under anvendelse af formular I i bilag I den anmodende ret om tidspunkt og sted for bevisoptagelsen samt i givet fald om de betingelser, hvorpå dens befuldmægtigede kan deltage ved bevisoptagelsen.

1.   En anmodning om afhøring af en person efterkommes ikke, hvis den pågældende person påberåber sig en vidnefritagelses- eller vidneudelukkelsesgrund:

2.   Efterkommelsen af en anmodning kan ud over de i stk. 1 omhandlede grunde kun afslås, hvis en eller flere af de følgende forhold finder anvendelse:

3.   En anmodet ret kan ikke afslå en anmodning alene under henvisning til, at en anden ret i den medlemsstat, hvor den anmodede ret er beliggende, efter national ret i denne medlemsstat har enekompetence for så vidt angår sagens genstand, eller at national ret i denne medlemsstat ikke hjemler det rettergangsskridt, som ligger til grund for anmodningens anvendelsesområde.

4.   Afslås efterkommelsen af en anmodning af en af de i stk. 2 anførte grunde, underretter den anmodede ret den anmodende ret herom under anvendelse af formular K i bilag I senest 60 dage efter, at anmodningen er kommet den anmodede ret i hænde.

1.   Hvor en ret ønsker direkte bevisoptagelse i en anden medlemsstat, sender den en anmodning herom til den pågældende medlemsstats centrale organ eller kompetente myndighed, under anvendelse af formular L i bilag I.

2.   Bevis må kun optages direkte, hvis det kan foregå på frivillig basis uden anvendelse af tvangsmidler.

Hvor den direkte bevisoptagelse indebærer, at en person skal afhøres, underretter den anmodende ret den pågældende om, at bevisoptagelsen foregår på frivillig basis.

3.   Direkte bevisoptagelse foretages af et retsmedlem eller af enhver anden person som f.eks. en sagkyndig, der er udpeget efter national ret i den medlemsstat, hvor den anmodende ret er beliggende.

4.   Senest 30 dage efter modtagelsen af anmodningen om direkte bevisoptagelse oplyser den anmodede medlemsstats centrale organ eller kompetente myndighed under anvendelse af formular M i bilag I den anmodende ret om, hvorvidt anmodningen er accepteret, og i givet fald oplyser den anmodende ret om, på hvilke betingelser beviset kan optages efter national ret i den anmodede medlemsstat.

Det centrale organ eller den kompetente myndighed kan udpege en ret i den medlemsstat, som organet eller myndigheden hører under, til at deltage i den direkte bevisoptagelse for at sikre, at denne artikel anvendes korrekt, og at de fastsatte betingelser for direkte bevisoptagelse overholdes.

5.   Hvor den anmodende ret ikke senest 30 dage efter beviset for modtagelse af anmodningen om direkte bevisoptagelse har modtaget oplysninger om, hvorvidt anmodningen er accepteret, kan den sende en påmindelse til den anmodede medlemsstats centrale organ eller kompetente myndighed. Hvis den anmodende ret ikke modtager et svar senest 15 dage efter modtagelsesbeviset for påmindelsen, anses anmodningen om direkte bevisoptagelse for at være accepteret. I ekstraordinære situationer, hvor det centrale organ eller den kompetente myndighed er forhindret i at reagere på anmodningen inden for fristen efter påmindelsen, kan grunde til at afslå direkte bevisoptagelse dog undtagelsesvis til enhver tid stadig påberåbes efter udløbet af denne frist og indtil tidspunktet for den faktiske direkte bevisoptagelse.

6.   Den anmodede medlemsstats centrale organ eller kompetente myndighed kan udpege en ret i sin medlemsstat til at yde praktisk bistand i forbindelse med den direkte bevisoptagelse.

7.   Den anmodede medlemsstats centrale organ eller kompetente myndighed kan kun afslå en anmodning om direkte bevisoptagelse, hvis:

8.   Uden at det berører alle de betingelser, der er fastsat i overensstemmelse med stk. 4, udfører den anmodende ret den direkte bevisoptagelse i henhold national ret i den medlemsstat, hvor denne ret er beliggende.

1.   Skal der optages bevis ved afhøring af en person, der befinder sig i en anden medlemsstat, og retten anmoder om direkte bevisoptagelse i henhold til artikel 19, optager denne ret bevis ved anvendelse af videokonference eller anden fjernkommunikationsteknologi, forudsat at retten har adgang hertil, og at retten finder det passende at anvende denne teknologi under hensyntagen til de særlige omstændigheder i sagen.

2.   En anmodning om direkte bevisoptagelse ved anvendelse af videokonference eller anden fjernkommunikationsteknologi fremsættes ved anvendelse af formular N i bilag I. Den anmodende ret og det centrale organ eller den kompetente myndighed i den anmodede medlemsstat eller den ret, som er udpeget til at yde praktisk bistand i forbindelse med den direkte bevisoptagelse, aftaler den praktiske tilrettelæggelse af afhøringen.

Den anmodende ret yder på anmodning bistand til at finde en tolk, hvis det er nødvendigt.

1.   Efterkommelse af en anmodning om bevisoptagelse i henhold til artikel 12 giver ikke anledning til krav om refusion af afgifter og omkostninger.

2.   Uanset stk. 1 kan den anmodede ret kræve refusion af afgifter eller omkostninger. Såfremt den anmodede ret kræver det, sørger den anmodende ret for, at følgende straks refunderes:

Parternes pligt til at bære sådanne godtgørelser eller omkostninger afgøres efter national ret i den medlemsstat, hvor den anmodende ret er beliggende.

3.   Hvor der skal indhentes udtalelse fra en sagkyndig, kan den anmodede ret, før den efterkommer anmodningen om bevisoptagelse, anmode den anmodende ret om passende sikkerhed eller forskud til dækning af de forventede omkostninger forbundet med den sagkyndige udtalelse. I alle andre tilfælde må efterkommelsen af anmodningen om bevisoptagelse ikke gøres betinget af, at der stilles sikkerhed eller erlægges forskud.

Det påhviler parterne at stille sikkerheden eller erlægge forskuddet, hvis dette er hjemlet i national ret i den medlemsstat, hvor den anmodende ret er beliggende.

1.   Kommissionen udarbejder og ajourfører regelmæssigt en håndbog med de oplysninger, som medlemsstaterne har fremsendt i henhold til artikel 31, og gældende aftaler og arrangementer i henhold til artikel 29, stk. 3. Den gør håndbogen elektronisk tilgængelig, navnlig gennem det europæiske retlige netværk på det civil- og handelsretlige område og på den europæiske e-justiceportal.

2.   Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 24 med henblik på at ændre bilag I for at ajourføre formularerne heri eller foretage tekniske ændringer af disse.

1.   Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fastlagte betingelser.

2.   Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter, jf. artikel 23, stk. 2, tillægges Kommissionen for en periode på fem år fra den 22. december 2020. Kommissionen udarbejder en rapport vedrørende delegationen af beføjelser senest ni måneder inden udløbet af femårsperioden. Delegationen af beføjelser forlænges stiltiende for perioder af samme varighed, medmindre Europa-Parlamentet eller Rådet modsætter sig en sådan forlængelse senest tre måneder inden udløbet af hver periode.

3.   Den i artikel 23, stk. 2, omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af delegerede retsakter, der allerede er i kraft.

4.   Inden vedtagelsen af en delegeret retsakt hører Kommissionen eksperter, som er udpeget af hver enkelt medlemsstat, i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning.

5.   Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidigt Europa-Parlamentet og Rådet meddelelse herom.

6.   En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 23, stk. 2, træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på to måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har underrettet Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med to måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ.

1.   Kommissionen vedtager gennemførelsesretsakter om oprettelse af det decentrale IT-system, der fastsætter følgende:

2.   De i denne artikels stk. 1 omhandlede gennemførelsesretsakter vedtages senest den 23. marts 2022 efter undersøgelsesproceduren, jf. artikel 26, stk. 2.

1.   Kommissionen bistås af et udvalg. Dette udvalg er et udvalg som omhandlet i forordning (EU) nr. 182/2011.

2.   Når der henvises til dette stykke, finder artikel 5 i forordning (EU) nr. 182/2011 anvendelse.

1.   Kommissionen er ansvarlig for skabelse, vedligeholdelse og fremtidig udvikling af referencegennemførelsessoftware, som medlemsstaterne kan vælge at anvende som deres back-end-system i stedet for et nationalt IT-system. Skabelse, vedligeholdelse og fremtidig udvikling af referencegennemførelsessoftwaren finansieres over Unionens almindelige budget.

2.   Kommissionen leverer, vedligeholder og supporterer gratis gennemførelse af de softwarekomponenter, der ligger grund for adgangspunkter.

1.   Hver medlemsstat bærer omkostningerne i forbindelse med installation, drift og vedligeholdelse af sine adgangspunkter, der forbinder de nationale IT-systemer inden for rammerne af det decentrale IT-system.

2.   Hver medlemsstat bærer omkostningerne i forbindelse med oprettelse og tilpasning af sine nationale IT-systemer for at gøre dem interoperable med adgangspunkterne og bærer omkostningerne i forbindelse med forvaltning, drift og vedligeholdelse af disse systemer.

3.   Stk. 1 og 2 berører ikke medlemsstaternes mulighed for at søge om tilskud til de i disse stykker omhandlede aktiviteter fra Unionens finansielle programmer.

1.   Denne forordning har forrang inden for sit anvendelsesområde for andre bestemmelser i bilaterale eller multilaterale aftaler eller arrangementer indgået af medlemsstaterne, navnlig Haagerkonventionen af 1. marts 1954 angående civilprocessen og Haagerkonventionen af 18. marts 1970 om bevisoptagelse i udlandet i sager om civile eller kommercielle spørgsmål, i forbindelserne mellem de medlemsstater, der er part i disse aftaler eller arrangementer.

2.   Denne forordning er ikke til hinder for, at to eller flere medlemsstater opretholder eller indgår aftaler eller arrangementer med henblik på yderligere at lette bevisoptagelse, forudsat at disse aftaler eller arrangementer er forenelige med denne forordning.

3.   Medlemsstaterne sender Kommissionen:

1.   Enhver behandling af personoplysninger i henhold til denne forordning, herunder de kompetente myndigheders udveksling eller fremsendelse af personoplysninger, skal ske i overensstemmelse med forordning (EU) 2016/679.

Enhver udveksling eller fremsendelse af oplysninger fra kompetente myndigheders side på EU-plan skal ske i overensstemmelse med forordning (EU) 2018/1725.

Personoplysninger, som ikke er relevante for behandling af en konkret sag, skal slettes.

2.   Den eller de kompetente myndigheder i henhold til national ret betragtes som dataansvarlige som omhandlet i forordning (EU) 2016/679 med hensyn til behandling af personoplysninger i henhold til nærværende forordning.

3.   Uanset stk. 1 og 2 må oplysninger, der fremsendes efter nærværende forordning, af den anmodede ret kun anvendes til det formål, der lå til grund for fremsendelsen.

4.   De anmodede retter sikrer, at sådanne oplysninger behandles fortroligt, i overensstemmelse med deres nationale ret.

5.   Stk. 3 og 4 berører ikke national ret, i henhold til hvilken registrerede har ret til at blive holdt orienteret om den anvendelse, der gøres af oplysninger, som fremsendes efter denne forordning.

6.   Denne forordning berører ikke direktiv 2002/58/EF.

1.   Medlemsstaterne sender Kommissionen følgende oplysninger:

2.   Medlemsstaterne underretter Kommissionen om enhver senere ændring af oplysningerne, der er omhandlet i stk. 1.

3.   Hver medlemsstat meddeler Kommissionen, hvilke andre myndigheder der har kompetence til at optage bevis i forbindelse med retssager på det civil- og handelsretlige område. Medlemsstaterne underretter Kommissionen om enhver senere ændring af disse oplysninger.

4.   Medlemsstaterne kan meddele Kommissionen, hvis de er i stand til at drive det decentrale IT-system tidligere end krævet efter denne forordning. Kommissionen gør disse oplysninger tilgængelige elektronisk, navnlig gennem den europæiske e-justiceportal.

1.   Senest den 2. juli 2023 fastlægger Kommissionen et detaljeret program for overvågning af denne forordnings output, resultater og virkning.

2.   I overvågningsprogrammet præciseres, hvilke foranstaltninger Kommissionen og medlemsstaterne skal træffe med henblik på overvågning af denne forordnings output, resultater og virkning. Det fastsætter, hvornår de i stk. 3 omhandlede data første gang skal indsamles, hvilket er senest den 2. juli 2026, og med hvilke yderligere intervaller disse data skal indsamles.

3.   Medlemsstaterne forelægger Kommissionen følgende data, der er nødvendige med henblik på overvågning, hvis de foreligger:

4.   Referencegennemførelsessoftwaren og, hvis det forefindes, det nationale back-end-system indsamler programmeringsmæssigt de data, der er omhandlet i stk. 3, litra a) og b), og fremsender dem regelmæssigt til Kommissionen.

1.   Senest fem år efter datoen for anvendelse af denne forordnings artikel 7 i henhold til artikel 35, stk. 3, foretager Kommissionen en evaluering af denne forordning og fremlægger en rapport om dens vigtigste resultater for Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg ledsaget af et lovgivningsforslag, hvis det er relevant.

2.   Medlemsstaterne giver Kommissionen de oplysninger, der er nødvendige for udarbejdelsen af den i stk. 1 omhandlede rapport.

1.   Forordning (EF) nr. 1206/2001 ophæves med virkning fra datoen for anvendelse af nærværende forordning, med undtagelse af artikel 6 i forordning (EF) nr. 1206/2001, der ophæves fra datoen for anvendelse af artikel 7, jf. nærværende forordnings artikel 35, stk. 3.

2.   Henvisninger til den ophævede forordning gælder som henvisninger til nærværende forordning og læses efter sammenligningstabellen i bilag III.

1.   Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den finder anvendelse fra den 1. juli 2022.

2.   Artikel 31, stk. 3, finder anvendelse fra den 23. marts 2022.

3.   Artikel 7 finder anvendelse fra den første dag i den måned, der følger efter en periode på tre år efter datoen for ikrafttræden af de gennemførelsesretsakter, der er omhandlet i artikel 25.