13.12.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 337/1


RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2016/2234

af 21. november 2016

om undertegnelse på Unionens vegne af samarbejdsaftalen mellem Den Europæiske Union og Kontoret for Luftfartssikkerhed i Afrika og Madagaskar (ASECNA) om udvikling af satellitbaseret radionavigation og om levering af tilknyttede tjenester i ASECNA's kompetenceområde til fordel for den civile luftfart

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 172 sammenholdt med artikel 218, stk. 5,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den 25. september 2014 gav Rådet Kommissionen bemyndigelse til, på Unionens vegne, at forhandle om en international aftale med Kontoret for Luftfartssikkerhed i Afrika og Madagaskar, der fastsætter vilkårene og betingelserne for levering af satellitbaserede forstærkningstjenester i Afrika på grundlag af det europæiske satellitnavigationsprogram Egnos.

(2)

Efter forhandlingerne blev samarbejdsaftalen mellem Den Europæiske Union og Kontoret for Luftfartssikkerhed i Afrika og Madagaskar (ASECNA) om udvikling af satellitbaseret radionavigation og om levering af tilknyttede tjenester i ASECNA's kompetenceområde til fordel for den civile luftfart (»aftalen«) paraferet den 12. maj 2016.

(3)

Aftalen bør undertegnes —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Der gives herved bemyndigelse til undertegnelse på Unionens vegne af samarbejdsaftalen mellem Den Europæiske Union og Kontoret for Luftfartssikkerhed i Afrika og Madagaskar (ASECNA) om udvikling af satellitbaseret radionavigation og om levering af tilknyttede tjenester i ASECNA's kompetenceområde til fordel for den civile luftfart.

Artikel 2

Formanden for Rådet bemyndiges herved til at udpege den eller de personer, der er beføjet til at undertegne aftalen på Unionens vegne med forbehold af dens indgåelse.

Artikel 3

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Bruxelles, den 21. november 2016.

På Rådets vegne

P. PLAVČAN

Formand