27.3.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 83/34


EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) 2015/479

af 11. marts 2015

om fælles ordninger for udførsel

(kodifikation)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 207, stk. 2,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (1),

efter den almindelige lovgivningsprocedure (2), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Rådets forordning (EF) nr. 1061/2009 (3) er blevet ændret væsentligt (4). Forordningen bør af klarheds- og rationaliseringshensyn kodificeres.

(2)

Den fælles handelspolitik bør bygge på ensartede principper.

(3)

Der bør fastlægges fælles ordninger for udførsel fra Unionen.

(4)

I samtlige medlemsstater er udførslen næsten fuldstændig liberaliseret. Det er derfor muligt på EU-plan at fastholde det princip, at udførslen af varer til tredjelande ikke er undergivet kvantitative restriktioner, med forbehold af de i denne forordning fastsatte undtagelser og uden, at foranstaltninger, som medlemsstaterne kan træffe i henhold til traktaten, berøres heraf.

(5)

Kommissionen bør underrettes, når en medlemsstat som følge af en usædvanlig markedsudvikling er af den opfattelse, at beskyttelsesforanstaltninger kunne være påkrævet.

(6)

Det er af væsentlig betydning på EU-plan, navnlig på basis af disse oplysninger, at undersøge betingelserne for og udviklingen i udførslen, samt de forskellige økonomiske og handelsmæssige forhold og eventuelt de påkrævede foranstaltninger.

(7)

Det kan på grundlag af denne undersøgelse vise sig nødvendigt, at Unionen kontrollerer udførslen af visse varer eller af forsigtighedshensyn træffer foreløbige foranstaltninger mod uventede metoder.

(8)

De af hensyn til Unionens interesser nødvendige beskyttelsesforanstaltninger bør fastlægges under overholdelse af bestående internationale forpligtelser.

(9)

Det er nødvendigt at sætte medlemsstater, som er bundet af internationale forpligtelser til i tilfælde af faktiske eller potentielle forsyningsvanskeligheder at indføre en ordning for fordeling af olieprodukter mellem de kontraherende parter, i stand til over for tredjelande at indfri deres forpligtelser på dette område, uden at dette berører EU-bestemmelser, som er vedtaget i samme øjemed. Denne bemyndigelse bør gælde, indtil Europa-Parlamentet og Rådet træffer passende foranstaltninger som følge af de forpligtelser, Unionen eller alle medlemsstaterne har indgået.

(10)

Denne forordning bør omfatte alle varer, såvel industrivarer som landbrugsvarer. Den bør anvendes som supplement til bestemmelserne om de fælles markedsordninger for landbrugsvarer og til de særlige bestemmelser, der er vedtaget i henhold til traktatens artikel 352, og som finder anvendelse på varer, der fremstilles ved forarbejdning af landbrugsvarer. Det bør dog undgås, at bestemmelserne i denne forordning overlapper de førnævnte bestemmelser og særlig disses beskyttelsesklausuler.

(11)

Gennemførelsen af denne forordning kræver ensartede betingelser for vedtagelse af beskyttelsesforanstaltninger. Disse foranstaltninger bør vedtages af Kommissionen i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (5)

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

KAPITEL I

HOVEDPRINCIP

Artikel 1

Udførslen af varer fra Unionen til tredjelande er fri, dvs. ikke undergivet kvantitative restriktioner bortset fra sådanne, der anvendes i overensstemmelse med denne forordning.

KAPITEL II

UNIONENS INFORMATIONS- OG KONSULTATIONSPROCEDURE

Artikel 2

Er en medlemsstat som følge af en usædvanlig markedsudvikling af den opfattelse, at beskyttelsesforanstaltninger i henhold til kapitel III måtte være nødvendige, giver den meddelelse herom til Kommissionen, som underretter de øvrige medlemsstater.

Artikel 3

1.   Kommissionen bistås af det udvalg for beskyttelsesforanstaltninger, der er nedsat ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/478 (6). Dette udvalg anses for et udvalg som defineret i forordning (EU) nr. 182/2011.

2.   Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5 i forordning (EU) nr. 182/2011.

3.   Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 8 i forordning (EU) nr. 182/2011, sammenholdt med dennes artikel 5.

Artikel 4

For at bestemme de økonomiske og handelsmæssige forhold, der gør sig gældende for en given vare kan Kommissionen anmode medlemsstaterne om til den at afgive statistiske oplysninger om markedsudviklingen for denne vare og om med dette for øje at kontrollere udførslen i overensstemmelse med den nationale lovgivning og efter de af Kommissionen angivne nærmere bestemmelser. Medlemsstaterne træffer de nødvendige forholdsregler for at efterkomme Kommissionens henstillinger og meddeler den de ønskede oplysninger. Kommissionen underretter de øvrige medlemsstater.

KAPITEL III

BESKYTTELSESFORANSTALTNINGER

Artikel 5

1.   For at forebygge eller afhjælpe en som følge af en mangel på livsvigtige varer opstået krisesituation, og når Unionens interesser nødvendiggør en øjeblikkelig indgriben, kan Kommissionen på begæring af en medlemsstat eller på eget initiativ under hensyntagen til varernes art og andre særlige forhold ved de pågældende transaktioner gøre udførslen af en vare betinget af fremlæggelse af en udførselstilladelse, der gives efter de nærmere bestemmelser og inden for de begrænsninger, som Kommissionen fastsætter efter undersøgelsesproceduren i artikel 3, stk. 2, eller i hastende tilfælde artikel 3, stk. 3.

2.   Europa-Parlamentet, Rådet og medlemsstaterne underrettes om de trufne foranstaltninger. Disse finder anvendelse straks.

3.   Foranstaltningerne kan begrænses til visse bestemmelseslande og til udførslen fra visse områder i Unionen. De berører ikke de varer, der er under forsendelse mod Unionens grænse.

4.   I de tilfælde, hvor handling fra Kommissionens side er begæret af en medlemsstat, træffer Kommissionen senest fem arbejdsdage efter datoen for modtagelse af begæringen afgørelse i henhold til stk. 1.

5.   Når Kommissionen har bragt stk. 1 i anvendelse, skal den inden 12 arbejdsdage efter datoen for ikrafttrædelse af den foranstaltning, den har vedtaget, træffe afgørelse om, hvorvidt der skal vedtages passende foranstaltninger som omhandlet i artikel 6. Såfremt der seks uger efter datoen for foranstaltningens ikrafttrædelse ikke er vedtaget foranstaltninger, betragtes foranstaltningen som tilbagekaldt.

Artikel 6

1.   Hvis Unionens interesser kræver det, kan Kommissionen efter undersøgelsesproceduren i artikel 3, stk. 2, træffe passende foranstaltninger med henblik på at:

a)

forebygge eller afhjælpe en som følge af en mangel på livsvigtige varer opstået krisesituation

b)

muliggøre opfyldelsen af de af Unionen eller af alle medlemsstater indgåede internationale forpligtelser, navnlig med hensyn til handelen med basisprodukter.

2.   De i stk. 1 omhandlede foranstaltninger kan begrænses til visse bestemmelseslande og til udførslen fra visse områder i Unionen. De berører ikke de varer, der er under forsendelse mod Unionens grænse.

3.   Ved indførelsen af kvantitative restriktioner for udførslen skal der særligt tages hensyn til:

a)

omfanget af de før ikrafttrædelsen af en beskyttelsesforanstaltning ifølge nærværende kapitel på normale betingelser indgåede kontrakter, som den pågældende medlemsstat har underrettet Kommissionen om i overensstemmelse med sine interne bestemmelser

b)

behovet for, at opnåelsen af det med indførelsen af kvantitative restriktioner tilstræbte mål ikke bringes i fare.

Artikel 7

1.   I det tidsrum, i hvilket der anvendes foranstaltninger, jf. artikel 5 og 6, kan Kommissionen enten på anmodning af en medlemsstat eller på eget initiativ:

a)

gennemgå virkningerne af de pågældende foranstaltninger

b)

undersøge, om det fortsat er nødvendigt at opretholde foranstaltningen.

Hvis Kommissionen fortsat anser det for nødvendigt at opretholde foranstaltningen, underrettes medlemsstaterne herom.

2.   Er Kommissionen af den opfattelse, at ophævelse eller ændring af foranstaltningerne i medfør af artikel 5 og 6 er påkrævet, bringer den undersøgelsesproceduren i artikel 3, stk. 2, i anvendelse.

KAPITEL IV

OVERGANGSBESTEMMELSER OG AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 8

For de varer, der er opregnet i bilag I, er medlemsstaterne, indtil Europa-Parlamentet og Rådet har vedtaget passende foranstaltninger som følge af de internationale forpligtelser, som Unionen eller alle dens medlemsstater har indgået, bemyndiget til med forbehold af de regler, som Unionen har vedtaget på området, at iværksætte sådanne kriseordninger for indførelse af en fordelingspligt over for tredjelande, som er fastsat i de internationale forpligtelser, der er indgået forud for denne forordnings ikrafttræden.

Medlemsstaterne giver Kommissionen meddelelse om de foranstaltninger, som de påtænker at indføre. Kommissionen meddeler Rådet og de øvrige medlemsstater de indførte foranstaltninger.

Artikel 9

Kommissionen indarbejder oplysninger om gennemførelsen af denne forordning i sin årlige rapport om anvendelse og gennemførelse af handelsbeskyttelsesforanstaltninger til Europa-Parlamentet og Rådet i medfør af artikel 22a i Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 (7).

Artikel 10

Med forbehold af andre af Unionens bestemmelser er denne forordning ikke til hinder for, at medlemsstaterne indfører eller anvender kvantitative restriktioner med hensyn til udførsel, når disse er begrundet i hensynet til den offentlige sædelighed, den offentlige orden, den offentlige sikkerhed eller i beskyttelse af menneskers og dyrs liv og sundhed, planter, nationale skatte af kunstnerisk, historisk eller arkæologisk værdi, eller af industriel og kommerciel ejendomsret.

Artikel 11

Denne forordning er ikke til hinder for anvendelsen af bestemmelserne om de fælles markedsordninger for landbrugsvarer eller af de særlige bestemmelser, der er vedtaget i henhold til traktatens artikel 352, og som finder anvendelse på varer, der fremstilles ved forarbejdning af landbrugsprodukter. Den anvendes som supplement hertil.

Denne forordnings artikel 5 finder dog ikke anvendelse på varer, der henhører under de nævnte bestemmelser, og for hvilke der i EU-ordningen for handelen med tredjelande gives mulighed for at anvende kvantitative restriktioner for udførslen. Artikel 4 finder ikke anvendelse på sådanne varer, for hvilke EU-ordningen for handelen med tredjelande kræver, at der fremlægges en udførselstilladelse eller andet udførselsdokument.

Artikel 12

Forordning (EF) nr. 1061/2009 ophæves.

Henvisninger til den ophævede forordning gælder som henvisninger til nærværende forordning og læses efter sammenligningstabellen i bilag III.

Artikel 13

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Strasbourg, den 11. marts 2015.

På Europa-Parlamentets vegne

M. SCHULZ

Formand

På Rådets vegne

Z. KALNIŅA-LUKAŠEVICA

Formand


(1)  Udtalelse af 10.12.2014 (endnu ikke offentliggjort i EUT).

(2)  Europa-Parlamentets holdning af 11.2.2015 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 2.3.2015.

(3)  Rådets forordning (EF) nr. 1061/2009 af 19. oktober 2009 om fastlæggelse af en fælles udførselsordning (EFT L 291 af 7.11.2009, s. 1).

(4)  Se bilag II.

(5)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13).

(6)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/478 af 11. marts 2015 om fælles ordninger for indførsel (se side 16 i denne EUT L).

(7)  Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 af 30. november 2009 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (EFT L 343 af 22.12.2009, s. 51).


BILAG I

Varer omhandlet i artikel 8

KN-kode

Varebeskrivelse

2709 00

Jordolie og olier hidrørende fra bituminøse mineraler, rå

2710

Olier udvundet af jordolie eller af olier hidrørende fra bituminøse mineraler; præparater, ikke andetsteds tariferet, indeholdende 70 vægtprocent eller derover af jordolie eller af olie hidrørende fra bituminøse mineraler som karaktergivende bestanddel; affaldsolier

2710 11 11 til 2710 11 90

Lette olier

2710 19 11 til 2710 19 29

Middelsvære olier

2710 19 31 til 2710 19 99

Tunge olier, med undtagelse af smøreolier til ure og lignende, i små beholdere med et nettoindhold af olie på indtil 250 g

2711

Jordoliegas og andre gasformige carbonhydrider:

I flydende tilstand:

2711 12

– –

Propan:

– – –

Propan af en renhedsgrad på 99 vægtprocent og derover

– – –

Andre varer

2711 13

– –

Butan

I gasformig tilstand:

ex 2711 29 00

– –

Andre varer:

– – –

Propan

– – –

Butan


BILAG II

Ophævet forordning med ændringer

Rådets forordning (EF) nr. 1061/2009

(EFT L 291 af 7.11.2009, s. 1)

 

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 37/2014

(EUT L 18 af 21.1.2014, s. 1)

Kun bilaget, nr. 21


BILAG III

Sammenligningstabel

Forordning (EF) nr. 1061/2009

Nærværende forordning

Artikel 1

Artikel 1

Artikel 2

Artikel 2

Artikel 4

Artikel 3

Artikel 5

Artikel 4

Artikel 6

Artikel 5

Artikel 7

Artikel 6

Artikel 8

Artikel 7

Artikel 9

Artikel 8

Artikel 9a

Artikel 9

Artikel 10

Artikel 10

Artikel 11

Artikel 11

Artikel 12

Artikel 12

Artikel 13

Artikel 13

Bilag I

Bilag I

Bilag II

Bilag II

Bilag III

Bilag III