23.3.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 75/25


KOMMISSIONENS AFGØRELSE

af 19. marts 2010

om afvisning af at optage 2,4,4’-trichlor-2’-hydroxydiphenylether på EU-listen over additiver, der kan anvendes ved fremstilling af plastmaterialer og -genstande bestemt til kontakt med fødevarer, jf. direktiv 2002/72/EF

(meddelt under nummer K(2010) 1613)

(EØS-relevant tekst)

(2010/169/EU)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1935/2004 af 27. oktober 2004 om materialer og genstande bestemt til kontakt med fødevarer og om ophævelse af direktiv 80/590/EØF og 89/109/EØF (1), særlig artikel 11, stk. 3, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I bilag III til Kommissionens direktiv 2002/72/EF af 6. august 2002 om plastmaterialer og -genstande bestemt til at komme i berøring med levnedsmidler (2) er der opstillet en EU-liste over additiver, der må anvendes ved fremstilling af plastmaterialer og -genstande. Ifølge direktivets artikel 4a, stk. 1, kan der efter indgivelse af en anmodning og efter Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritets videnskabelige evaluering heraf optages et nyt additiv på listen.

(2)

RCC Registration Consulting forelagde den 23. marts 1998 på vegne af Ciba Inc data med henblik på en evaluering af sikkerheden ved 2,4,4’-trichlor-2’-hydroxydiphenylether til brug som additiv ved fremstilling af plastmaterialer og -genstande bestemt til kontakt med fødevarer.

(3)

2,4,4’-trichlor-2’-hydroxydiphenylether er i overensstemmelse med artikel 4a, stk. 5, i direktiv 2002/72/EF blevet optaget på den foreløbige liste over additiver, der er omhandlet i direktivets artikel 4a, stk. 3.

(4)

I sin udtalelse af 15. marts 2004 konkluderede Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA), at den påtænkte brug af 2,4,4’-trichlor-2’-hydroxydiphenylether kunne accepteres, forudsat at stoffet ikke migrerer til fødevarer i mængder på over 5 mg/kg fødevare.

(5)

Den 21. april 2009 underrettede Ciba Inc Kommissionen om sin beslutning om at tilbagetrække ansøgningen om godkendelse af stoffet som additiv ved fremstilling af plastmaterialer og -genstande bestemt til kontakt med fødevarer. Virksomheden mener ikke længere, at stoffet er velegnet til anvendelse i plast, der er bestemt til kontakt med fødevarer.

(6)

Da der ikke længere foreligger nogen gyldig ansøgning om anvendelse af 2,4,4’-trichlor-2’-hydroxydiphenylether som additiv i plast bestemt til kontakt med fødevarer, bør stoffet ikke optages i bilag III til direktiv 2002/72/EF.

(7)

I henhold til artikel 4a, stk. 6, litra b), i direktiv 2002/72/EF bør stoffet derfor udgå af den foreløbige liste over additiver.

(8)

Under hensyntagen til at 2,4,4’-trichlor-2’-hydroxydiphenylether kan være blevet anvendt ved fremstilling af plastmaterialer og -genstande bestemt til kontakt med fødevarer, bør der indrømmes en overgangsperiode for markedsføring af plastmaterialer og -genstande, der indeholder dette stof.

(9)

Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed, og hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har modsat sig foranstaltningerne —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

2,4,4’-trichlor-2’-hydroxydiphenylether (CAS-nr. 0003380-34-5, ref. nr. 93930) optages ikke i bilag III til direktiv 2002/72/EF.

Artikel 2

Plastmaterialer og -genstande, der fremstilles med 2,4,4’-trichlor-2’-hydroxydiphenylether og markedsføres inden den 1. november 2010, kan fortsat markedsføres indtil den 1. november 2011 under overholdelse af national lovgivning.

Artikel 3

Denne afgørelse er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 19. marts 2010.

På Kommissionens vegne

John DALLI

Medlem af Kommissionen


(1)  EUT L 338 af 13.11.2004, s. 4.

(2)  EFT L 220 af 15.8.2002, s. 18.