18.10.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 277/7


KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr. 1019/2008

af 17. oktober 2008

om ændring af bilag II til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 852/2004 om fødevarehygiejne

(EØS-relevant tekst)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 852/2004 af 29. april 2004 om fødevarehygiejne (1), særlig artikel 13, stk. 1, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved forordning (EF) nr. 852/2004 fastsættes der generelle hygiejnebestemmelser for fødevarer gældende for ledere af fødevarevirksomheder. Ledere af fødevarevirksomheder, der står for et led i produktionen, forarbejdningen og distributionen af fødevarer efter primærproduktionsleddet, skal overholde de almindelige hygiejnebestemmelser i bilag II til nævnte forordning.

(2)

For så vidt angår vandforsyningen, fremgår det af kapitel VII i det bilag, at der skal anvendes drikkevand, når det er nødvendigt for at sikre, at fødevarerne ikke forurenes, og at rent vand kan anvendes i forbindelse med hele fiskevarer. Det fremgår også, at rent havvand kan anvendes i forbindelse med levende toskallede bløddyr, pighuder, sækdyr og havsnegle, og at rent vand kan anvendes til udvendig vaskning af dem.

(3)

Anvendelse af rent vand i forbindelse med hele fiskevarer og til udvendig vaskning af levende toskallede bløddyr, pighuder, sækdyr og havsnegle udgør ikke en risiko for folkesundheden, så længe ledere af fødevarevirksomheder har udviklet og iværksat kontrolprocedurer, der navnlig bygger på principperne om risikoanalyse og kritiske kontrolpunkter (HACCP), for at sikre, at dette ikke udgør en kilde til kontaminering.

(4)

Forordning (EF) nr. 852/2004 bør ændres i overensstemmelse med ovenstående.

(5)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed —

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

I kapitel VII i bilag II til forordning (EF) nr. 852/2004 affattes punkt 1, litra b), således:

»b)

Rent vand kan anvendes i forbindelse med hele fiskevarer.

Rent havvand kan anvendes i forbindelse med levende toskallede bløddyr, pighuder, sækdyr og havsnegle; rent vand kan også anvendes til udvendig vaskning.

Når der anvendes rent vand, skal der være passende faciliteter og procedurer til rådighed for at sikre, at anvendelsen heraf ikke udgør en kilde til kontaminering af fødevarerne.«

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på tiendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 17. oktober 2008.

På Kommissionens vegne

Androulla VASSILIOU

Medlem af Kommissionen


(1)  EUT L 139 af 30.4.2004, s. 1. Berigtiget i EUT L 226 af 25.6.2004, s. 3.