32003H0670

Kommissionens henstilling af 19. september 2003 om den europæiske liste over erhvervssygdomme (EØS-relevant tekst) (meddelt under nummer K(2003) 3297)

EU-Tidende nr. L 238 af 25/09/2003 s. 0028 - 0034


Kommissionens henstilling

af 19. september 2003

om den europæiske liste over erhvervssygdomme

(meddelt under nummer K(2003) 3297)

(EØS-relevant tekst)

(2003/670/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER,

som henviser til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 211, og

som tager følgende i betragtning:

(1) Kommissionens henstilling 90/326/EØF af 22. maj 1990 om vedtagelse af en europæisk liste over erhvervssygdomme(1) er i vid udstrækning blevet efterkommet af medlemsstaterne, som har gjort sig store bestræbelser på at efterkomme navnlig bestemmelserne i bilag I til henstillingen, sådan som det også nævnes i Kommissionens meddelelse(2) fra 1996 vedrørende den europæiske liste over erhvervssygdomme.

(2) I den tid, der er gået siden henstilling 90/326/EØF, har de videnskabelige og tekniske fremskridt givet et bedre indblik i årsagerne til visse erhvervssygdommes opståen samt en større viden om årsagssammenhængene. Det er derfor hensigtsmæssigt at indarbejde de relevante ændringer i en ny henstilling og i den europæiske liste over erhvervssygdomme samt i den supplerende liste.

(3) De erfaringer, der siden 1990 er høstet i forbindelse med opfølgningen af henstilling 90/326/EØF i medlemsstaterne, har gjort det muligt mere effektivt at indkredse forskellige muligheder for forbedring med henblik på at opnå en mere fuldstændig opfyldelse af målene i henstillingen, først og fremmest hvad angår forebyggelse samt dataindsamling og -sammenlignelighed.

(4) I Kommissionens meddelelse "Tilpasning til ændringerne i arbejdslivet og i samfundet: en ny fællesskabsstrategi for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen 2002-2006"(3) lægges der i ganske særlig grad vægt på behovet for at styrke forebyggelsen af erhvervssygdomme. Denne henstilling bør være det foretrukne instrument til forebyggelse på fællesskabsplan.

(5) I ovennævnte meddelelse fremhæves behovet for at inddrage alle aktører - blandt andet offentlige myndigheder og arbejdsmarkedets parter - i indsatsen for at forbedre sundheden og sikkerheden på arbejdspladsen inden for rammerne af en forsvarlig forvaltning, der støtter sig på alles medvirken, i overensstemmelse med hvidbogen(4) om nye styreformer i EU. Medlemsstaterne bør på denne baggrund opfordres til aktivt at inddrage alle de berørte aktører i arbejdet med at udvikle effektive foranstaltninger til forebyggelse af erhvervssygdomme.

(6) I meddelelsen anføres det også, at der bør vedtages kvantificerede nationale mål for en reduktion af anerkendte erhvervssygdomme.

(7) I Rådets resolution af 3. juni 2002 om en ny fællesskabsstrategi for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen (2002-2006)(5) opfordres medlemsstaterne til at udforme og gennemføre forebyggelsespolitikker, der er samordnede, sammenhængende og tilpasset de nationale forhold, og til i den forbindelse at fastsætte kvantificerbare mål for nedbringelse af antallet af erhvervsulykker og -sygdomme, især i de sektorer, hvor dette tal ligger over gennemsnittet.

(8) Det Europæiske Arbejdsmiljøagentur, som blev oprettet ved Rådets forordning (EF) nr. 2062/94(6), har blandt andet til opgave at skaffe fællesskabsinstanserne og medlemsstaterne de objektive oplysninger af teknisk, videnskabelig og økonomisk art, der er nødvendige for udformningen og gennemførelsen af en politik til beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed, og at indsamle og formidle tekniske, videnskabelige og økonomiske oplysninger i medlemsstaterne. I den forbindelse må agenturet ligeledes spille en væsentlig rolle i udvekslingen af oplysninger, erfaringer og god praksis vedrørende forebyggelse af erhvervssygdomme.

(9) De nationale sundhedsvæsner kan spille en vigtig rolle i indsatsen for at forbedre forebyggelsen af erhvervssygdomme, navnlig via en øget bevidstgørelse af sundhedspersonalet med henblik på at øge kendskabet til og forbedre diagnosticeringen af disse sygdomme,

HENSTILLER:

Artikel 1

Det henstilles, uden at dette berører gunstigere nationale love eller administrative bestemmelser, til medlemsstaterne:

1) at de snarest muligt sørger for, at deres love og administrative bestemmelser om sygdomme, som er videnskabeligt anerkendt som erhvervssygdomme, som kan give anledning til erstatning, og som bør gøres til genstand for forebyggende foranstaltninger, omfatter den europæiske liste i bilag I

2) at de bestræber sig på i deres love og administrative bestemmelser at indføre en ret til erstatning for erhvervssygdomme til arbejdstagere, der har pådraget sig en lidelse, som ikke er anført på listen i bilag I, men om hvilken det kan fastslås, at den har erhvervsmæssig baggrund og karakter, især hvis denne lidelse er anført i bilag II

3) at de udvikler og forbedrer foranstaltninger til effektiv forebyggelse af de erhvervssygdomme, der er nævnt i listen i bilag I, idet de aktivt inddrager alle de berørte aktører i dette arbejde og i det nødvendige omfang udveksler oplysninger, erfaringer og god praksis via Det Europæiske Arbejdsmiljøagentur

4) at de vedtager kvantificerede nationale mål for en reduktion af anerkendte erhvervssygdomme, navnlig de lidelser, der er nævnt i den europæiske liste i bilag I

5) at de sørger for, at alle tilfælde af erhvervssygdomme anmeldes, og at de gradvis bringer deres statistikker over erhvervssygdomme i overensstemmelse med den europæiske liste i bilag I og med det igangværende arbejde med systemet til harmonisering af de europæiske statistikker over erhvervssygdomme, således at der for hver erhvervssygdom er adgang til oplysninger om det agens eller den faktor, der er årsag til sygdommen, samt om den medicinske diagnose og personens køn

6) at de indfører et system til indsamling af oplysninger eller epidemiologiske data vedrørende de sygdomme, som er anført i bilag II, eller andre erhvervsbetingede sygdomme

7) at de fremmer forskning vedrørende lidelser, der står i forbindelse med en erhvervsaktivitet, navnlig de lidelser, der er anført i bilag II, og arbejdsrelaterede lidelser af psykosocial art

8) at de sikrer bred formidling af støttedokumenter vedrørende diagnose af erhvervssygdomme, som er omfattet af deres nationale lister, under hensyntagen til navnlig de af Kommissionen offentliggjorte vejledninger i diagnose af erhvervssygdomme

9) at de sender Kommissionen statistiske og epidemiologiske oplysninger om erhvervssygdomme, der anerkendes på nationalt plan, og giver de berørte parter adgang til disse oplysninger, først og fremmest via det informationsnet, der er etableret af Det Europæiske Arbejdsmiljøagentur

10) at de fremmer de nationale sundhedsvæsners aktive deltagelse i indsatsen for at forebygge erhvervssygdomme, navnlig via en øget bevidstgørelse af sundhedspersonalet med henblik på at øge kendskabet til og forbedre diagnosticeringen af disse sygdomme.

Artikel 2

Medlemsstaterne fastsætter selv kriterierne for anerkendelse af hver enkelt erhvervssygdom efter gældende national lovgivning eller praksis.

Artikel 3

Denne henstilling erstatter henstilling 90/326/EØF.

Artikel 4

Medlemsstaterne opfordres til senest den 31. december 2006 at underrette Kommissionen om de foranstaltninger, de har truffet for at efterkomme denne henstilling.

Udfærdiget i Bruxelles, den 19. september 2003.

På Kommissionens vegne

Anna Diamantopoulou

Medlem af Kommissionen

(1) EFT L 160 af 26.6.1990, s. 39.

(2) KOM(96) 454 endelig udg.

(3) KOM(2002) 118 endelig.

(4) KOM(2001) 428 endelig.

(5) EFT C 161 af 5.7.2002, s. 1.

(6) EFT L 216 af 20.8.1994, s. 1.

BILAG I

Europæisk liste over erhvervssygdomme

De sygdomme, som er indeholdt i denne liste, skal have direkte forbindelse med den udøvede aktivitet. Kommissionen fastsætter kriterier for anerkendelse af hver enkelt af disse sygdomme som erhvervssygdomme.

1 Sygdomme forårsaget af følgende kemiske agenser

100 Acrylonitril

101 Arsen og dets forbindelser

102 Beryllium (glucinium) og dets forbindelser

103.01 Carbonoxid

103.02 Carbonoxychlorid

104.01 Hydrogencyanid

104.02 Cyanid og dets forbindelser

104.03 Isocyanater

105 Cadmium og dets forbindelser

106 Chrom og dets forbindelser

107 Kviksølv og dets forbindelser

108 Mangan og dets forbindelser

109.01 Salpetersyre

109.02 Nitrogenoxid

109.03 Ammoniak

110 Nikkel og dets forbindelser

111 Phosphor og dets forbindelser

112 Bly og dets forbindelser

113.01 Svovloxid

113.02 Svovlsyre

113.03 Carbonsulfid

114 Vanadium og dets forbindelser

115.01 Chlor

115.02 Brom

115.04 Jod

115.05 Fluor og dets forbindelser

116 Alifatiske og alicycliske carbonhydrider, bestanddele af petroleumsether og benzin

117 Halogenderivater af alifatiske eller alicycliske carbonhydrider

118 Butylalkohol, methylalkohol og isopropylalkohol

119 Ethylenglycol, diethylenglycol, 1,4-butandiol samt nitroforbindelser af glycoler og af glycerol

120 Methylether, ethylether, isopropylether, vinylether, dichlorisopropylether, guaiacol, methylether og ethylether af ethylenglycol

121 Acetone, chloracetone, bromacetone, hexafluoracetone, methylethylketon, methyl n-butylketon, methylisobutylketon, diacetone-alkohol, mesityloxid, 2-methylcyclohexanon

122 Estere af organiske phosphorforbindelser

123 Organiske syrer

124 Formaldehyd

125 Alifatiske nitroderivater

126.01 Benzen og dets homologer (benzens homologer defineres ved formlen CnH2n-6)

126.02 Naphthalen og dets homologer (naphthalens homolog defineres ved formlen CnH2n-12)

126.03 Vinylbenzen og divinylbenzen

127 Halogenderivater af aromatiske carbonhydrider

128.01 Phenoler eller homologer og deres halogenderivater

128.02 Naphtoler eller homologer og deres halogenderivater

128.03 Halogenderivater af alkyl-aryl-oxyder

128.04 Halogenderivater af alkyl-aryl-sulfider

128.05 Benzokinoner

129.01 Aromatiske aminer eller aromatiske hydraziner og deres halogen-, phenol-, nitroso-, nitro- og sulfonderivater

129.02 Alifatiske aminer og deres halogenderivater

130.01 Nitroderivater af aromatiske carbonhydrider

130.02 Nitroderivater af phenoler eller af deres homologer

131 Antimon og derivater

132 Salpetersyreestere

133 Svovlbrinte

135 Encephalopatier forårsaget af organiske opløsningsmidler, som ikke er omfattet af andre positioner

136 Polyneuropatier forårsaget af organiske opløsningsmidler, som ikke er omfattet af andre positioner

2 Hudsygdomme forårsaget af stoffer og agenser, som ikke er omfattet af andre positioner

201 Hudsygdomme og hudkræft forårsaget af:

201.01 sod

201.03 tjære

201.02 bitumen

201.04 beg

201.05 anthracen og dets forbindelser

201.06 mineralske olier og fedtstoffer

201.07 rå paraffin

201.08 carbazol og dets forbindelser

201.09 biprodukter ved destillation af stenkul

202 Hudlidelser forårsaget af stoffer med videnskabeligt anerkendte allergi- og irritationsfremkaldende virkninger i miljøet på arbejdspladsen, som ikke er omfattet af andre positioner

3 Sygdomme, som skyldes inhalation af stoffer og agenser, som ikke er omfattet af andre positioner

301 Sygdomme i åndedrætsorganerne og kræftsygdomme

301.11 Silicose

301.12 Silicose i forbindelse med lungetuberkulose

301.21 Asbestose

301.22 Mesotheliom som følge af inhalation af asbeststøv

301.31 Pneumokoniose forårsaget af støv fra silicater

302 Komplikation af asbestose, som skyldes bronchogent karcinom

303 Bronchopulmonale lidelser forårsaget af støv fra sintrede metaller

304.01 Extrinsic allergisk alveolitis

304.02 Lungesygdom, som skyldes inhalation af støv og fibre fra bomuld, hør, hamp, jute, sisal og bagasse

304.04 Åndedrætslidelser, som skyldes inhalation af støv fra kobolt, tin, barium og grafit

304.05 Siderosis

305.01 Kræftlidelser i de øvre luftveje forårsaget af træstøv

304.06 Allergisk astma, som skyldes inhalation af allergifremkaldende stoffer, som hver gang er anerkendt som sådanne, og som står i forbindelse med arbejdets art

304.07 Allergisk rhinitis, som skyldes inhalation af allergifremkaldende stoffer, som hver gang er anerkendt som sådanne, og som står i forbindelse med arbejdets art

306 Bindevævsdannelse i lungehinden med påvirket lungefunktion fremkaldt af asbest

307 Kronisk obstruktiv bronchitis eller emfysem hos kulminearbejdere

308 Lungekræft som følge af inhalation af asbeststøv

309 Bronchopulmonale lidelser forårsaget af støv eller dampe fra aluminium eller dets forbindelser

310 Bronchopulmonale lidelser forårsaget af Thomas-slaggestøv

4 Infektiøse og parasitære sygdomme

401 Infektiøse og parasitære sygdomme overført til mennesker fra dyr eller materiale heraf

402 Tetanus

403 Brucellose

404 Epidemisk hepatitis

405 Tuberkulose

406 Amoebiasis

407 Andre infektiøse sygdomme, der skyldes arbejdet med forebyggelse, pleje og hjælp i hjemmet samt lignende aktiviteter, som bevisligt er forbundet med risiko for infektion

5 Sygdomme forårsaget af følgende fysiske agenser

502.01 Grå stær forårsaget af varmestråling

502.02 Conjunctivitis som følge af eksponering for ultraviolet stråling

503 Nedsat hørelse eller døvhed forårsaget af støj

504 Sygdom forårsaget af atmosfærisk kompression eller dekompression

505.01 Osteo-arthrosis i hænder og håndled forårsaget af mekaniske vibrationer

505.02 Angio-neurosis forårsaget af mekaniske vibrationer

506.10 Peri-arthrosis som følge af tryk

506.11 Betændelseslignende forandringer i slimsæk foran eller under knæskal

506.12 Betændelseslignende forandringer i slimsæk på albuebenets bagside ved albueleddet

506.13 Betændelseslignende forandringer i slimsæk i og omkring skulderleddet

506.21 Sygdomme som følge af overanstrengelse af seneskederne

506.22 Sygdomme som følge af overanstrengelse af vævet omkring senerne

506.23 Sygdomme som følge af overanstrengelse af muskulære insertioner og sene-insertioner

506.30 Menisklidelser som følge af langvarigt arbejde udført i knælende eller hugsiddende stilling

506.40 Paralyse af nerver som følge af tryk

506.45 Karpaltunnelsyndrom

507 Nystagmus hos minearbejdere

508 Sygdomme fremkaldt af ioniserende stråling

BILAG II

Supplerende liste over sygdomme, som formodes at være erhvervssygdomme, som bør gøres til genstand for anmeldelse, og som på et senere tidspunkt vil kunne forventes optaget i bilag I til den europæiske liste

2.1 Sygdomme forårsaget af følgende kemiske agenser

2.101 Ozon

2.102 Andre alifatiske carbonhydrider end dem, der er omfattet af gruppe 1.116 i bilag I

2.103 Diphenyl

2.104 Decalin

2.105 Aromatiske syrer - aromatiske anhydrider og deres halogenderivater

2.106 Diphenyloxid

2.107 Tetrahydrofuran

2.108 Thiophen

2.109 Methacrylonitril

Acetonitril

2.111 Thioalkoholer

2.112 Mercaptaner og thioethere

2.113 Thallium og dets forbindelser

2.114 Alkoholer og deres halogenderivater, som ikke er omfattet af gruppe 1.118 i bilag I

2.115 Glycoler og deres halogenderivater, som ikke er omfattet af gruppe 1.119 i bilag I

2.116 Ethere og deres halogenderivater, som ikke er omfattet af gruppe 1.120 i bilag I

2.117 Ketoner og deres halogenderivater, som ikke er omfattet af gruppe 1.121 i bilag I

2.118 Estere og deres halogenderivater, som ikke er omfattet af gruppe 1.122 i bilag I

2.119 Furfural

2.120 Thiophenoler eller homologer og deres halogenderivater

2.121 Argentum

2.122 Selen

2.123 Kobber

2.124 Zink

2.125 Magnesium

2.126 Platin

2.127 Tantal

2.128 Titan

2.129 Terpener

2.130 Boraner

2.140 Sygdomme, som skyldes inhalation af perlemorsstøv

2.141 Sygdomme forårsaget af hormonstoffer

2.150 Tandcaries forårsaget af arbejde i chokolade-, sukker- og melindustrien

2.160 Siliciumoxid

2.170 Polycykliske aromatiske carbonhydrider, som ikke er omfattet af andre positioner

2.190 Dimetylformamid

2.2 Hudsygdomme forårsaget af stoffer og agenser, som ikke er omfattet af andre positioner

2.201 Hudsygdomme i forbindelse med allergi og normergi, som ikke er medtaget i bilag I

2.3 Sygdomme, som skyldes inhalation af stoffer, som ikke er omfattet af andre positioner

2.301 Lungefibroser forårsaget af metaller, som ikke er omfattet af den europæiske liste

2.303 Bronchopulmonale lidelser samt bronchogent karcinom som følge af eksponering for

- sod

- tjære

- bitumen

- beg

- anthracen og dets forbindelser

- mineralske olier og fedtstoffer

2.304 Bronchopulmonale lidelser forårsaget af syntetiske mineralfibre

2.305 Bronchopulmonale lidelser forårsaget af syntetiske fibre

2.307 Åndedrætslidelser, herunder astma, forårsaget af irritationsfremkaldende stoffer, som ikke er omfattet af bilag I

2.308 Larynx-cancer (strubekræft) som følge af inhalation af asbeststøv

2.4 Infektiøse og parasitære sygdomme, som ikke er beskrevet i bilag I

2.401 Parasitære sygdomme

2.402 Tropesygdomme

2.5 Sygdomme forårsaget af fysiske agenser

2.501 Overrivning som følge af overanstrengelse af apophysis spinosus

2.502 Sygdomme i diskus (båndskive) i lænderyg forårsaget af repetitive vertikale bevægelser af hele kroppen

2.503 Knuder på stemmebåndene forårsaget af vedvarende anstrengelse af stemmen i arbejdsmæssig sammenhæng