32002D0630

2002/630/RIA: Rådets afgørelse af 22. juli 2002 om indførelse af et rammeprogram om politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager (AGIS)

EF-Tidende nr. L 203 af 01/08/2002 s. 0005 - 0008


Rådets afgørelse

af 22. juli 2002

om indførelse af et rammeprogram om politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager (AGIS)

(2002/630/RIA)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 30, stk. 1, artikel 31 og artikel 34, stk. 2, litra c),

under henvisning til forslag fra Kommissionen(1),

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet(2), og

ud fra følgende betragtninger:

(1) I artikel 29 i traktaten om Den Europæiske Union hedder det, at Unionen har som mål at give borgerne et højt tryghedsniveau i et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed gennem udformning af fælles handling mellem medlemsstaterne inden for politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager og gennem forebyggelse og bekæmpelse af racisme og fremmedhad.

(2) Det Europæiske Råd opfordrede i konklusionerne fra mødet i Tammerfors i oktober 1999 til at styrke samarbejdet om forebyggelse og bekæmpelse af kriminalitet, herunder de former for kriminalitet, som udnytter den nye informations- og kommunikationsteknologi, for at skabe et ægte europæisk område med retfærdighed. Vigtigheden af at samarbejde på dette område er på ny blevet understreget i handlingsplanen "Forebyggelse og bekæmpelse af organiseret kriminalitet: en EU-strategi for begyndelsen af det nye årtusind"(3).

(3) I henhold til artikel 12 i Rådets rammeafgørelse 2001/220/RIA af 15. marts 2001 om ofres stilling i forbindelse med straffesager(4) skal medlemsstaterne samarbejde om at sikre en mere effektiv beskyttelse af ofrenes interesser i straffesager.

(4) Projekternes europæiske dimension skal udvides, således at de kommer til at omfatte tre medlemsstater eller to medlemsstater og et kandidatland for at fremme oprettelsen af partnerskaber og udveksling af oplysninger og god national praksis.

(5) Programmerne Grotius II - det strafferetlige område/kriminalsager(5), Stop II(6), Oisin II(7), Hippokrates(8) og Falcone(9), som er indført af Rådet, har været med til at styrke samarbejdet mellem politi- og retsmyndighederne i medlemsstaterne og forbedre den gensidige forståelse af medlemsstaternes politimæssige, retlige og administrative systemer.

(6) Efter at Det Europæiske Råd i Feira i juni 2000 godkendte EU's narkotikahandlingsplan (2000-2004), omfatter dette rammeprogram også aktioner til bekæmpelse af narkotikahandel.

(7) Indførelsen af et samlet rammeprogram, som Europa-Parlamentet og Rådet udtrykkeligt har udtrykt ønske om ved vedtagelsen af de tidligere programmer, vil gøre det muligt at forbedre dette samarbejde yderligere gennem en koordineret, tværfaglig fremgangsmåde, der inddrager de forskellige tjenester, som har ansvaret for forebyggelse og bekæmpelse af kriminalitet på EU-plan. I den forbindelse er det nødvendigt at opretholde en balance mellem forskellige aktiviteter, der skal bidrage til at skabe området med frihed, sikkerhed og retfærdighed.

(8) Det er ønskeligt at sikre en vis kontinuitet i de aktioner, som programmet støtter, ved at fastsætte, at de skal koordineres inden for en samlet referenceramme, som gør det muligt at rationalisere procedurerne, forbedre forvaltningen og opnå stordriftsfordele. Det er desuden nødvendigt fuldt ud at udnytte de operationelle fordele, som programmet indebærer, navnlig for de retshåndhævende myndigheder, samt at tilskynde til samarbejde mellem medlemsstaternes retshåndhævende myndigheder og give dem større indblik i tilsvarende myndigheders arbejdsmetoder i andre medlemsstater samt i de begrænsninger, disse er underlagt.

(9) Rammeprogrammets udgifter skal være forenelige med det nuværende loft for udgiftsområde 3 i de finansielle overslag.

(10) De årlige bevillinger til rammeprogrammet fastsættes af budgetmyndigheden under budgetbehandlingen.

(11) Det er nødvendigt at give kandidatlandene mulighed for at deltage i rammeprogrammet, både som partnere og som deltagere i de projekter, som programmet støtter. Andre stater kan eventuelt også deltage i programmerne i det omfang, det er relevant.

(12) De foranstaltninger, der er nødvendige for gennemførelsen af denne afgørelse, skal vedtages efter de procedurer, der er nævnt i afgørelsen, med bistand af et udvalg.

(13) For at øge merværdien af de projekter, der gennemføres inden for rammerne af denne afgørelse, skal der sikres sammenhæng og komplementaritet mellem disse aktioner og de øvrige fællesskabsforanstaltninger.

(14) Der skal sikres regelmæssig opfølgning og evaluering af dette rammeprogram for at gøre det muligt at vurdere, hvor effektive de gennemførte projekter er i forhold til målsætningerne, og at foretage eventuelle tilpasninger af prioriteterne.

(15) Der anføres i denne afgørelse et finansielt referencegrundlag som omhandlet i punkt 34 i den interinstitutionelle aftale af 6. maj 1999 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin og forbedring af budgetproceduren(10) for hele rammeprogrammets varighed, uden at dette berører budgetmyndighedens beføjelser i henhold til traktaten -

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Artikel 1

Indførelse af rammeprogrammet

1. Ved denne afgørelse indføres der et rammeprogram vedrørende politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager inden for rammerne af området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, i det følgende benævnt "programmet".

2. Programmet indføres for perioden fra og med den 1. januar 2003 til og med den 31. december 2007, hvorefter programmet kan forlænges.

Artikel 2

Programmets målsætninger

1. Programmet bidrager til opfyldelsen af den overordnede målsætning om at give borgerne i Den Europæiske Union et højt tryghedsniveau i et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Det tager navnlig sigte på:

a) at udvikle, gennemføre og evaluere EU's politikker på dette område

b) at fremme og styrke oprettelsen af netværk, gensidigt samarbejde om generelle emner af fælles interesse for medlemsstaterne, udveksling og videreformidling af oplysninger, erfaring og god praksis, lokalt og regionalt samarbejde samt forbedring og tilpasning af uddannelserne og den videnskabelige og tekniske forskning

c) at tilskynde medlemsstaterne til at styrke samarbejdet med kandidatlandene, andre tredjelande og de kompetente internationale og regionale organisationer.

2. Programmet støtter projekter på følgende områder, der hører under afsnit VI i EU-traktaten

a) generelt retligt samarbejde og strafferetligt samarbejde, herunder videreuddannelse

b) samarbejde mellem de retshåndhævende myndigheder

c) samarbejde mellem disse myndigheder eller andre offentlige eller private organer i medlemsstaterne, der beskæftiger sig med forebyggelse og bekæmpelse af organiseret og anden kriminalitet

d) samarbejde mellem medlemsstaterne om en effektiv beskyttelse af ofrenes interesser i straffesager.

Artikel 3

Adgang til programmet

1. Programmet samfinansierer projekter med en maksimal varighed på to år, der er indgivet af offentlige eller private institutioner og organer, herunder erhvervssammenslutninger, ikke-statslige organisationer, foreninger, organisationer, der repræsenterer erhvervslivet, forskningsinstitutter samt grund- og videreuddannelsesinstitutter, til fordel for de målgrupper, der er nævnt i stk. 3.

2. For at kunne modtage samfinansiering skal projekterne omfatte partnere i mindst tre medlemsstater eller to medlemsstater og et kandidatland og tage sigte på at opfylde de målsætninger, der er fastlagt i artikel 2. Ansøgerlandene kan deltage i projekterne for at stifte bekendtskab med gældende EU-ret på dette område og forberede sig på tiltrædelsen. Andre tredjelande kan ligeledes deltage, hvis det tjener formålet med projekterne.

3. Programmet henvender sig til følgende målgrupper:

a) aktører inden for retsvæsenet: dommere, offentlige anklagere, advokater, retsembedsmænd, embedsmænd, der varetager kriminalefterforskning, fogeder, sagkyndige, retstolke og udøvere af andre erhverv med tilknytning til retsvæsenet

b) embedsmænd og andre ansatte ved de retshåndhævende myndigheder: de offentlige instanser i medlemsstaterne, der i henhold til national lov har ansvaret for at forebygge, afsløre og bekæmpe kriminalitet

c) embedsmænd fra andre offentlige myndigheder og repræsentanter for foreninger, erhvervssammenslutninger, forskning og erhvervslivet, som beskæftiger sig med bekæmpelse og forebyggelse af organiseret og anden kriminalitet

d) repræsentanter for de tjenester, der yder bistand til ofre, herunder immigrationsmyndighederne og de sociale myndigheder.

4. Inden for rammerne af den i artikel 2 fastsatte målsætning kan programmet herudover samfinansiere:

a) specifikke projekter, der er indgivet i overensstemmelse med stk. 1, og som er af særlig interesse i forhold til programmets prioriteter eller samarbejdet med kandidatlandene

b) supplerende foranstaltninger, såsom seminarer, ekspertmøder eller andre initiativer til videreformidling af de resultater, der opnås i forbindelse med programmet.

5. Inden for rammerne af de i artikel 2 fastsatte målsætninger kan programmet herudover yde direkte finansiel støtte til aktiviteter, der er fastsat i ikke-statslige organisationers årlige aktivitetsprogrammer, når organisationerne opfylder følgende kriterier:

a) De skal være nonprofitorganisationer.

b) De skal være oprettet i overensstemmelse med lovgivningen i en af medlemsstaterne.

c) De skal udøve aktiviteter med en europæisk dimension og normalt inddrage halvdelen af medlemsstaterne.

d) Deres aktiviteter skal opfylde en eller flere af de i artikel 2 fastsatte målsætninger.

Artikel 4

Programmets aktioner

Programmet omfatter følgende former for projekter:

a) uddannelse

b) oprettelse og igangsætning af udvekslings- og praktikprogrammer

c) undersøgelser og forskning

d) videreformidling af de resultater, der opnås i forbindelse med programmet

e) styrkelse af samarbejdet mellem medlemsstaternes retshåndhævende og retslige myndigheder eller andre offentlige eller private organisationer i medlemsstaterne, der er involveret i kriminalitetsforebyggelse og -bekæmpelse, for eksempel i form af støtte til oprettelse af netværk

f) konferencer og seminarer.

Artikel 5

Programmets finansiering

1. Det finansielle referencegrundlag til gennemførelsen af dette program er for perioden 2003-2007 på 65 mio. EUR.

De årlige bevillinger godkendes af budgetmyndigheden inden for rammerne af de finansielle overslag.

2. Samfinansiering af et projekt under programmet udelukker enhver finansiering under et andet program finansieret af De Europæiske Fællesskabers almindelige budget.

3. Finansieringsafgørelserne indebærer, at der indgås finansieringsaftaler mellem Kommissionen og de projektansvarlige. Både afgørelserne og aftalerne er underlagt Kommissionens finanskontrol og revision ved Revisionsretten.

4. Det tilskud, der ydes over De Europæiske Fællesskabers almindelige budget, må ikke overstige 70 % af de samlede projektomkostninger.

5. De specifikke aktioner og supplerende foranstaltninger, der er nævnt i artikel 3, stk. 4, og de aktiviteter, der er nævnt i artikel 3, stk. 5, kan dog finansieres 100 % inden for det loft på 10 % af det årlige rammebeløb, der hvert år afsættes til programmet for specifikke projekter i henhold til artikel 3, stk. 4, litra a), og 5 % for så vidt angår supplerende foranstaltninger i henhold til artikel 3, stk. 4, litra b).

Artikel 6

Gennemførelse af programmet

1. Kommissionen er ansvarlig for forvaltningen og gennemførelsen af programmet i samarbejde med medlemsstaterne.

2. Programmet forvaltes af Kommissionen i overensstemmelse med finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget.

3. I forbindelse med gennemførelsen af programmet

a) udarbejder Kommissionen et årligt arbejdsprogram, der omfatter de specifikke målsætninger og tematiske prioriteter samt eventuelt en liste over specifikke projekter og supplerende foranstaltninger; programmet skal være afbalanceret i forhold til de områder, der er nævnt i artikel 2, stk. 2, således at mindst 15 % af den årlige bevilling skal gå til hvert af de områder, der er nævnt i litra a), b) og c) i nævnte stykke.

b) evaluerer og udvælger Kommissionen de indgivne projekter og varetager forvaltningen af dem.

4. Behandlingen af projekterne foregår efter rådgivningsproceduren, jf. artikel 8. Behandlingen af det årlige arbejdsprogram, de specifikke projekter og de supplerende foranstaltninger, der er nævnt i artikel 3, stk. 4, og de aktiviteter, der er nævnt i artikel 3, stk. 5, foregår efter forvaltningsproceduren, jf. artikel 9.

5. Kommissionen vurderer og udvælger projekter indgivet af de projektansvarlige, forudsat at de er forenelige med de relevante politikker, efter følgende kriterier:

a) overensstemmelse med programmets målsætninger

b) projektets europæiske dimension og kandidatlandenes muligheder for at deltage

c) foreneligheden med det arbejde, der er påbegyndt eller planlagt inden for rammerne af EU's politiske prioriteter for det retlige samarbejde om generelle spørgsmål og straffesager

d) komplementariteten med andre tidligere, igangværende eller kommende samarbejdsprojekter

e) den projektansvarliges evne til at gennemføre projektet

f) projektets kvalitet med hensyn til udformning, tilrettelæggelse, præsentation og forventede resultater

g) størrelsen af den støtte, der anmodes om fra programmet, og dens overensstemmelse med de forventede resultater

h) de forventede resultaters indvirkning på gennemførelsen af programmets målsætninger.

Artikel 7

Udvalg

1. Kommissionen bistås af et udvalg, der består af repræsentanter for medlemsstaterne, og som har Kommissionens repræsentant som formand, i det følgende benævnt "udvalget".

2. Udvalget vedtager sin forretningsorden på forslag af formanden på grundlag af den standardforretningsorden, der er offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

3. Kommissionen kan indbyde repræsentanter for kandidatlandene til informationsmøder efter udvalgsmøderne.

Artikel 8

Rådgivningsprocedure

1. Når der henvises til denne artikel, forelægger Kommissionens repræsentant udvalget et udkast til de foranstaltninger, der skal træffes. Udvalget afgiver, eventuelt ved afstemning, udtalelse om dette udkast inden for en frist, som formanden kan fastsætte alt efter, hvor meget spørgsmålet haster.

2. Udtalelsen optages i mødeprotokollen; desuden har hver medlemsstat ret til at anmode om, at dens holdning indføres i mødeprotokollen.

3. Kommissionen tager størst muligt hensyn til udvalgets udtalelse. Den underretter udvalget om, hvorledes den har taget hensyn til udtalelsen.

Artikel 9

Forvaltningsprocedure

1. Når der henvises til denne artikel, forelægger Kommissionens repræsentant udvalget et udkast til de foranstaltninger, der skal træffes. Udvalget afgiver udtalelse om udkastet inden for en frist, som formanden kan fastsætte alt efter, hvor meget spørgsmålet haster. Udvalget udtaler sig med det flertal, der efter artikel 205, stk. 2, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab gælder for afgørelser, som Rådet skal træffe på forslag af Kommissionen. Ved afstemninger i udvalget vægtes de stemmer, der afgives af repræsentanterne for medlemsstaterne, som anført i nævnte artikel. Formanden deltager ikke i afstemningen.

2. Kommissionen vedtager foranstaltninger, der straks finder anvendelse. Hvis de ikke er i overensstemmelse med udvalgets udtalelse, meddeles de omgående Rådet af Kommissionen. Kommissionen kan i så fald udsætte anvendelsen af de foranstaltninger, den har vedtaget, i et tidsrum på tre måneder regnet fra datoen for denne meddelelse.

3. Rådet kan med kvalificeret flertal træffe anden afgørelse inden for det tidsrum, der er omhandlet i stk. 2.

Artikel 10

Sammenhæng og komplementaritet

Kommissionen sørger i samarbejde med medlemsstaterne for, at der er sammenhæng og komplementaritet mellem projekterne og de øvrige fællesskabspolitikker.

Artikel 11

Kontrol og evaluering

Kommissionen sørger for en regelmæssig opfølgning af dette program. Den meddeler Europa-Parlamentet det vedtagne arbejdsprogram og listen over samfinansierede projekter og forelægger Europa-Parlamentet og Rådet:

a) en årlig rapport om programmets gennemførelse. Første rapport aflægges senest den 30. juni 2004

b) en foreløbig evalueringsrapport om gennemførelsen af dette program senest den 30. juni 2005

c) en meddelelse om videreførelsen af dette program, i givet fald ledsaget af et passende forslag, senest den 30. september 2006

d) en endelig evalueringsrapport om hele programmet senest den 30. juni 2008.

Artikel 12

Ikrafttrædelse

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i EF-Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 22. juli 2002.

På Rådets vegne

P. S. Møller

Formand

(1) EFT C 51 E af 26.2.2002, s. 345.

(2) Udtalelse afgivet den 9.4.2002 (endnu ikke offentliggjort i EFT).

(3) EFT C 124 af 3.5.2000, s. 1.

(4) EFT L 82 af 22.3.2001, s. 1.

(5) EFT L 186 af 7.7.2001, s. 1 (Grotius II - det strafferetlige område/kriminalsager).

(6) EFT L 186 af 7.7.2001, s. 7 (Stop II).

(7) EFT L 186 af 7.7.2001, s. 4 (Oisin II).

(8) EFT L 186 af 7.7.2001, s. 11.

(9) EFT L 99 af 31.3.1998, s. 8.

(10) EFT C 172 af 18.6.1999, s. 1.