32001D0242

2001/242/EF: Rådets beslutning af 19. marts 2001 om bemyndigelse af Republikken Østrig til at anvende en foranstaltning, der fraviger bestemmelserne i artikel 11 i Rådets sjette direktiv 77/388/EØF om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter

EF-Tidende nr. L 088 af 28/03/2001 s. 0014 - 0014


Rådets beslutning

af 19. marts 2001

om bemyndigelse af Republikken Østrig til at anvende en foranstaltning, der fraviger bestemmelserne i artikel 11 i Rådets sjette direktiv 77/388/EØF om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter

(2001/242/EF)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets sjette direktiv 77/388/EØF af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter - Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag(1), særlig artikel 27,

under henvisning til forslag fra Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) I medfør af artikel 27, stk. 1, i direktiv 77/388/EØF kan Rådet med enstemmighed på forslag fra Kommissionen give en medlemsstat tilladelse til at indføre eller forlænge særlige foranstaltninger, der fraviger bestemmelserne i direktivet, for at forenkle afgiftsopkrævningen eller for at undgå visse former for svig eller unddragelse.

(2) Republikken Østrig har ved brev, modtaget af Kommissionens generalsekretariat den 25. august 2000, anmodet om tilladelse til at forlænge anvendelsen af en foranstaltning, der fraviger bestemmelserne i artikel 11 i direktiv 77/388/EØF.

(3) I overensstemmelse med ovennævnte artikel 27 er de øvrige medlemsstater ved skrivelse af 4. december 2000 blevet underrettet om Republikkens Østrigs anmodning.

(4) Den pågældende foranstaltning udgør en forenkling af afgiftsopkrævningen i forbindelse med international personbefordring, der foretages af afgiftspligtige personer, der ikke er etableret i Østrig, ved hjælp af køretøjer, der ikke er indregistreret i Østrig. Momsen opkræves ved, at der ved grænsen betales et beløb, der er beregnet på grundlag af et gennemsnitligt beskatningsgrundlag pr. person og pr. kilometer.

(5) Republikken Østrig har fået tilladelse til at anvende denne særlige foranstaltning indtil den 31. december 2000 i henhold til tiltrædelsesakten af 1994.

(6) Den særlige foranstaltning udgør en forenkling og opfylder betingelserne i artikel 27 i direktiv 77/388/EØF, dog forudsat at den anvendes for alle erhvervsdrivende, der ikke er etableret i Østrig, men befinder sig i samme situation, uanset i hvilket land de er etableret.

(7) Tilladelsen bør på denne betingelse forlænges indtil den 31. december 2005, hvor det vil være muligt at foretage en nyvurdering af, om undtagelsesforanstaltningen stadig er berettiget -

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Uanset artikel 11 i direktiv 77/388/EØF bemyndiges Republikken Østrig til fra 1. januar 2001 og indtil den 31. december 2005 at afgiftsberigtige international personbefordring, som udføres af afgiftspligtige personer, der ikke er etableret i Østrig, ved hjælp af motorkøretøjer, der ikke er indregistreret i Østrig, på følgende betingelser:

- den strækning, der tilbagelægges i Østrig, beskattes på grundlag af et gennemsnitligt beskatningsgrundlag pr. person og pr. kilometer

- ordningen skal anvendes for alle afgiftspligtige personer, der ikke er etableret i Østrig, uanset hvilket land der er hjemsted for deres økonomiske virksomhed

- ordningen må ikke indebære fiskal kontrol ved grænserne mellem medlemsstater.

Artikel 2

Denne beslutning er rettet til Republikken Østrig.

Udfærdiget i Bruxelles, den 19. marts 2001.

På Rådets vegne

A. Lindh

Formand

(1) EFT L 145 af 13.6.1977, s. 1. Direktivet er senest ændret ved direktiv 2001/41/EF.