RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 574/1999 af 12. marts 1999 om fastlæggelse af, hvilke tredjelandes statsborgere der skal være i besiddelse af visum ved passage af medlemsstaternes ydre grænser

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 100 C,

under henvisning til forslag fra Kommissionen (1),

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet (2), og

ud fra følgende betragtninger:

(1) I medfør af traktatens artikel 100 C udpeger Rådet de tredjelande, hvis statsborgere skal være i besiddelse af visum ved passage af medlemsstaternes ydre grænser;

(2) opstillingen af den fælles liste i bilaget til denne forordning er et vigtigt skridt på vejen mod harmonisering af visumpolitikken; det hedder i traktatens artikel 7A, stk. 2, bl.a., at det indre marked indebærer et område uden indre grænser med fri bevægelighed for personer i overensstemmelse med traktatens bestemmelser; de øvrige foranstaltninger, der skal bidrage til harmonisering af visumpolitikken, herunder betingelserne for udstedelse, skal fastlægges inden for passende rammer;

(3) ved opstillingen af den fælles liste skal der navnlig tages hensyn til sikkerhedsrisikoen og risikoen for ulovlig indvandring; desuden spiller medlemsstaternes internationale forbindelser med tredjelande også en rolle;

(4) der bør inden for passende rammer fastlægges principper, hvorefter en medlemsstat ikke kan kræve visum af en person, der ønsker at passere dens ydre grænser, når denne person er i besiddelse af et visum, som er udstedt af en anden medlemsstat, og som opfylder de harmoniserede betingelser for visumudstedelse og er gyldigt i hele Fællesskabet, eller når denne person er i besiddelse af en passende tilladelse udstedt af en medlemsstat;

(5) denne forordning er ikke til hinder for, at medlemsstaterne selv fastsætter de nærmere bestemmelser for, hvordan tredjelandsstatsborgere, der opholder sig lovligt på deres område, kan vende tilbage dertil efter at have forladt Den Europæiske Unions medlemsstaters område i løbet af tilladelsens gyldighedsperiode;

(6) medlemsstaterne kan i særlige tilfælde, som berettiger en undtagelse fra princippet om visumpligt, undtage bestemte personkategorier herfra i overensstemmelse med folkeretten eller sædvane;

(7) da der gælder forskellige nationale regler for statsløse, konventionsflygtninge og personer, som foreviser et pas eller et rejsedokument, der er udstedt af en territorial enhed eller en myndighed, som ikke anerkendes som stat af alle medlemsstaterne, kan medlemsstaterne træffe afgørelse om visumpligt for denne personkreds, hvis denne territoriale enhed eller myndighed ikke er opført på nævnte fælles liste;

(8) tilføjes nye enheder på denne liste, skal der tages hensyn til de diplomatiske følgevirkninger heraf og til de retningslinjer, Den Europæiske Union har udstukket på området; under alle omstændigheder foregriber optagelse af et tredjeland på den fælles liste på ingen måde dette lands internationale status;

(9) fastlæggelsen af, hvilke tredjelandes statsborgere der skal være i besiddelse af visum ved passage af medlemsstaternes ydre grænser, bør gennemføres gradvis; medlemsstaterne bestræber sig konstant på at harmonisere deres visumpolitik over for de tredjelande, der ikke er opført på nævnte fælles liste; dette må ikke berøre gennemførelsen af den frie bevægelighed for personer efter traktatens artikel 7A; i løbet af første halvår 2001 bør Kommissionen udarbejde en situationsrapport om harmoniseringen;

(10) for at sikre, at ordningen administreres åbent, og at de berørte personer underrettes, bør medlemsstaterne give de øvrige medlemsstater og Kommissionen meddelelse om de foranstaltninger, de træffer som led i denne forordning; af samme grund bør de relevante oplysninger ligeledes offentliggøres i De Europæiske Fællesskabers Tidende-

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

1. Statsborgere fra de tredjelande, der er opført på den fælles liste i bilaget, skal være i besiddelse af visum ved passage af medlemsstaternes ydre grænser.

2. Statsborgere fra lande, der er opstået af lande, som er opført på den fælles liste, er underlagt kravene i stk. 1, indtil Rådet træffer anden afgørelse efter proceduren i den relevante artikel i traktaten.

Artikel 2

1. Medlemsstaterne træffer afgørelse om, hvorvidt der skal gælde visumpligt for statsborgere fra tredjelande, der ikke er opført på den fælles liste.

2. Medlemsstaterne træffer afgørelse om, hvorvidt der skal gælde visumpligt for statsløse og konventionsflygtninge.

3. Medlemsstaterne træffer afgørelse om, hvorvidt der skal gælde visumpligt for personer, der foreviser et pas eller et rejsedokument, som er udstedt af en territorial enhed eller myndighed, der ikke anerkendes som stat af alle medlemsstaterne, hvis denne territoriale enhed eller myndighed ikke er opført på den fælles liste.

4. Senest ti arbejdsdage efter nærværende forordnings ikrafttræden giver medlemsstaterne de øvrige medlemsstater og Kommissionen meddelelse om de foranstaltninger, de har truffet i medfør af stk. 1, 2 og 3. Senere foranstaltninger, som træffes i medfør af stk. 1, meddeles på samme måde inden fem arbejdsdage.

Kommissionen offentliggør til orientering de foranstaltninger, som der er givet meddelelse om i overensstemmelse med dette stykke, samt ajourføringer af disse foranstaltninger i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Artikel 3

Kommissionen udarbejder i løbet af første halvår 2001 en situationsrapport om harmoniseringen af medlemsstaternes visumpolitik over for de tredjelande, der ikke er opført på den fælles liste, og forelægger i givet fald Rådet forslag til de videre foranstaltninger, der er nødvendige for at gennemføre harmoniseringsmålsætningen i traktaten.

Artikel 4

1. En medlemsstat kan fastsætte undtagelser fra visumpligten for statsborgere fra tredjelande, som er underlagt denne pligt efter artikel 1, stk. 1 og 2. Dette gælder især for personale inden for civil luft- og skibsfart, flypersonale og ledsagende personale på nødhjælps- eller redningsflyvninger og andet hjælpepersonale i katastrofe- og ulykkestilfælde samt indehavere af diplomatpas, udenrigsministerielle tjenestepas og andre tjenestepas.

2. Artikel 2, stk. 4, finder tilsvarende anvendelse.

Artikel 5

I denne forordning forstås ved visum en tilladelse, som er udstedt af en medlemsstat, eller en afgørelse, som er truffet af en medlemsstat, og som kræves for indrejse på denne medlemsstats område med henblik på:

- et planlagt ophold i denne medlemsstat eller i flere medlemsstater på højst tre måneder i alt

- transit gennem denne medlemsstats eller flere medlemsstaters område bortset fra ophold i lufthavnes transitområder og overførsler mellem en medlemsstats lufthavne.

Artikel 6

Denne forordning er ikke til hinder for en mere vidtgående harmonisering mellem medlemsstaterne, ud over den fælles liste, ved fastlæggelsen af, hvilke tredjelandes statsborgere der skal være i besiddelse af visum ved passage af medlemsstaternes ydre grænser.

Artikel 7

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 12. marts 1999.

På Rådets vegne

O. SCHILY

Formand

(1) EFT C 11 af 15. 1. 1994, s. 15.

(2) EFT C 128 af 9. 5. 1994, s. 350, og udtalelse afgivet den 10. februar 1999 (endnu ikke offentliggjort i EFT).

BILAG

DEN FÆLLES LISTE, DER ER OMHANDLET I ARTIKEL 1

I. LANDE

Afghanistan

Albanien

Algeriet

Angola

Armenien

Aserbajdsjan

Bahrain

Bangladesh

Belarus

Benin

Bhutan

Bulgarien

Burkina Faso

Burma/Myanmar

Burundi

Cambodja

Cameroun

Den Centralafrikanske Republik

Comorerne

Congo

Congo-Brazzaville

Côte d'Ivoire

Cuba

Djibouti

Den Dominikanske Republik

Egypten

Eritrea

Etiopien

Fiji

Filippinerne

De Forenede Arabiske Emirater

Gabon

Gambia

Georgien

Ghana

Guinea

Guinea-Bissau

Guyana

Haiti

Indien

Indonesien

Irak

Iran

Jordan

Forbundsrepublikken Jugoslavien (Serbien og Montenegro)

Kap Verde

Kasakhstan

Kina (*)

Kirgisistan

Kuwait

Laos

Libanon

Liberia

Libyen

Madagaskar

Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien

Maldiverne

Mali

Marokko

Mauretanien

Mauritius

Moldova

Mongoliet

Mozambique

Nepal

Niger

Nigeria

Nordkorea

Oman

Pakistan

Papua Ny Guinea

Peru

Qatar

Rumænien

Rusland

Rwanda

São Tomé og Principe

Saudi-Arabien

Senegal

Sierra Leone

Somalia

Sri Lanka

Sudan

Surinam

Syrien

Tadsjikistan

Tanzania

Tchad

Thailand

Togo

Tunesien

Turkmenistan

Tyrkiet

Uganda

Ukraine

Usbekistan

Vietnam

Yemen

Zambia

Ækvatorialguinea

II. TERRITORIALE ENHEDER OG MYNDIGHEDER, DER IKKE ANERKENDES SOM STATER AF ALLE MEDLEMSSTATERNE

Taiwan

(*) For så vidt angår Kina er indehavere af pas, der er udstedt af »Hong Kong Special Administrative Region«, undtaget. Artikel 2 anvendes: medlemsstaterne kan selv beslutte, om de vil opretholde eller ændre de krav om visum, der gælder for de pågældende.